Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tempelherrer - Tempelhof - Tempelindvielsesfesten - Tempelsøvn - Tempeltey, Karl Ernst Eduard - Tempeltjenere - Tempera
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
adskillige døde under Torturen eller i Fængslerne
eller paa Baalet. Ikke faa, deriblandt Molay,
kaldte deres Tilstaaelser tilbage, men straffedes
alligevel. Molay blev saaledes brændt 1314. Den
stolte Ridderorden splittedes fuldstændig, og
dens Historie endte med en grusom Rettergang.
Har nogle af Anklagerne maaske end været
sande — og det er endnu ikke fuldt bevist — saa
kom Ordenen til at bøde tilstrækkelig. (Litt.:
H. Prutz, »Entwickelung und Untergang des
Tempelherrenordens« [1888]).
A. Th. J.
Tempelhof [’tæmpəlho.f], det 13. Bydistrikt
i Berlin, har (1919) 59786 Indb. Den tidligere
Flække T. indlemmedes i Berlin 1920 og udgør
en Del af det nuværende Bydistrikt T. Gammel
Kirke af Granit, sandsynligvis fra
Tempelherrernes Tid, Jernbanereparationsværksted. T. er
grundlagt i 12. Aarhundrede af
Tempelherrerne. N. f. T. Tempelhofer Feld, Øvelsesplads for
Berlins Garnison.
(Joh. F.). O. K.
Tempelindvielsesfesten, jødisk Fest, se
Encænia.
Tempelsøvn. Ved T. forstaar man Syges
Overnatten i Templer, Kirker eller paa andre
hellige Steder i den Hensigt at opnaa
Helbredelse. T. er en meget gammel Kurmetode, der
allerede har været i Brug Aarhundreder før
Hippokrates, og som gaar tilbage til den
folkelige Anskuelse, at de overnaturlige Væsener,
der havde paaført den Syge hans Lidelser,
ogsaa var de eneste, der kunde give Raad for
dem. Efter at have ofret tilbragte saa den Syge
en Nat i Templet, og i det, han drømte, var
Gudens Raad indeholdt. Efterhaanden som
man saa, at Sygdommene var Forstyrrelser i
Organismen og ingenlunde begrundet i
Dæmoners Indvirkning, sank T. ned til at være en
Kur, der hvilede paa ren Overtro, og i denne
Form har den holdt sig til vore Dage. Troen
paa T. var allerede stærkt rystet i det 6.
Aarhundrede (Hippokrates), og Aristofanes og
Herondas o. fl. omtalte disse Kure med bidende
Spot, men Præsteskabet, der paa flere Maader
var interesseret i denne Form for Kur, holdt
T. oppe, satte Kuren i System, og den udøvedes
da ogsaa i største Stil i de til
Asklepiostemplerne knyttede Haller (Kos, Epidauros), ved
hvilke Tavler med Fortællinger om mirakuløse
Helbredelser opstilledes. Fra Grækenland
bredte T. sig til Rom (Sueton, Dio Cassius, Tacitus),
men nød dog ikke ubetinget Tillid uden for de
lavere Folkeklasser; Metoden holdt sig dog i
Brug til Kristendommens Indførelse. I en
længere Periode hører man intet om T., men 3—400
Aar e. Kr. viser den sig atter i fuld Brug.
Grégoire de Tours har saaledes en Mængde
herhenhørende mirakuløse Helbredelser, i hvilke
de antikke Guder er erstattet af Helgenerne.
Ogsaa i Tyskland var Skikken kendt, og det
fortælles, at Kejser Henrik II (1002—1024) i
Søvne blev opereret for en Blæresten af Skt
Benedikt. Scenen er fremstillet paa et Relief i
Magdeburg Domkirke. At Steder, hvor
Helbredelse af denne Art havde fundet Sted, blev
berømte Valfartssteder, er rimeligt, og da de
helbredte alle var hysteriske og nervøse Individer,
kom der et Præg af Epidemi ved sjælelig Smitte
over dem. Typisk i den Henseende var
Helbredelserne, der indtraadte efter Overnatten
paa Abbed Paris’ Grav paa Kirkegaarden St
Médard (Les miracles de St Médard), om hvilke
der foreligger udførlige Beretninger. — I
Danmark er T. bedst kendt fra Helene Grav i
Tisvilde, men Mirakler af denne Art har ogsaa
fundet Sted ved Niels af Aarhus’ og Erik
Plovpenning’s Grav, samt ved Abbed Vilhelm’s Grav
i Ebelholt Kloster. (Litt.: Blinkenberg,
»Miraklerne i Epidauros« [1917]; Magnus,
»Der Aberglauben in der Medicin« [»Abh. zur
Gesch. d. Medicin«, IV, 1913]; Montgeron,
La verité des miracles de M. de Paris [1737];
H. Olrik, »Danske Helgeners Levned«; Chr.
A. Jensen, »Helene Grav i Tisvilde« [»Aarbog
for nordisk Oldkyndighed og Historie«, 1926]).
J. S. J.
Tempeltey [’tæmpəlta^i], Karl Ernst
Eduard, tysk Forfatter, f. i Berlin 13.
Oktober 1832. Han studerede Filologi og Historie
i sin Fødeby, blev Journalist ved
»Nationalzeitung«, udnævntes 1861 til Kabinetssekretær
hos Hertug Ernst II af Koburg-Gotha og
ledede 1868—73 Hofteatret der. Han adledes
1896. T. har — bl. a. under Pseudonymet
Karl Ernst — skrevet Dramaer i
traditionel Stil som »Johan Huss« (1853),
»Klytemnestra«, »Hie Wulf — hie Waiblinger« og et Bd
Digte »Mariengarn«. Endvidere har han udg.
Brevvekslingen mellem Hertug Ernst og
Gustav Freytag (1904).
C. B-s.
Tempeltjenere, se Hieroduler.
Tempera, Temperamaleri (Malen a
tempera eller en détrempe, af lat. temperare,
blande, dæmpe) kaldes den Fremgangsmaade,
Malerne før Oliemaleriets Opfindelse i
Begyndelsen af 15. Aarh. (og ofte en rum Tid efter)
benyttede ved Fremstilling af Staffelibilleder
paa Træ eller anden Malegrund, undertiden
ogsaa paa Mur i Stedet for Freskomaleri. T. har
nærmest Karakteren af et Maleri, der er udført
med dækkende, mat optørrende Vandfarver
(Gouache), og Teknikken er da ogsaa nærmest
som ved denne Art af Maleri.
Temperafarverne rives i Vand, og som Bindemiddel
benyttes bl. a. Æggeblomme (ikke Æggehvide,
som det gerne anføres) udrørt i Eddike;
Bindemidlet kan forøvrigt være ret forskelligt,
saaledes anføres ogsaa Gummi med Honning o. a.
og Harpiksopløsninger, de sidste gerne brugt
til Iblanding af Farven, hvor den skal anvendes
til Lasur (jfr. Pereira, »Leitfaden für die
Tempera-Malerei« Stuttgart 1893). Som alt
anført var T. i Brug, til det afløstes af
Olieteknikken, der frier for Besværet med den hurtige
Optørring, tillader Blanding af Farver paa
Palet og Tavle, tilsteder en rigere Nuancering af
Farven og først og fremmest giver mere
malerisk Dybde og Kraft. Efter at have veget
Pladsen ved Staffelimaleriet har Temperateknikken
dog stadig været i Anvendelse ved
Dekorationsarbejder, ligesom den sikkert ogsaa er benyttet
af Kunstnerne i 16.—17. Aarh. til Undermaling
i de Billeder, der blev gjort færdige i Olie. —
I vore Dage er T. igen kommet paa Mode; i
Udlandets Udstillinger træffes hyppig Billeder
udførte i denne Teknik (i Danmark og Norge af
og til), og i London dannedes 1901 et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
