Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - territorial Integritet - Territorialitetsprincip (se Strafferet) - Territorialitetsprincip (i den internationale Privatret)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Magter jævnlig udtrykkelig forpligtet sig til at
respektere Integriteten og undertiden til at yde
Bistand mod ulovlige Indgreb. Saaledes
garanterede Stormagterne 20. Novbr 1815 Schweiz’
t. I. og Ukrænkelighed, ved Traktat af 15. April
1856 garanterede Frankrig, Storbritannien og
Østerrig Tyrkiets Uafhængighed og Integritet,
dog ikke overfor Tyrkiet selv, og ved
Locarnotraktaten af 16. Oktbr 1925 har Belgien,
Frankrig, Italien, Storbritannien og Tyskland
garanteret den franske og belgiske Østgrænse.
Adskillige Integritetstraktater er mindre vidtgaaende.
Ved Londonprotokollen af 2. Aug. 1850
erklærede Danmark, Sverige-Norge, Frankrig,
Rusland og Storbritannien blot, at Opretholdelsen
af det danske Monarkis Integritet var af stor
Betydning for Fredens Bevaring, og udtalte
deres enstemmige Ønske om, at den bestaaende
Besiddelsestilstand blev opretholdt. Ved
Londontraktaten af 8. Maj 1852 anerkendte de
nævnte Magter samt Preussen og Østerrig
»Princippet for det danske Monarkis Integritet
som permanent«. I Traktaten af 2. Novbr 1907
med Norge, som har opsagt den 1924,
forpligtede Frankrig, Rusland, Storbritannien og
Tyskland sig til at respektere Norges
Integritet og til, hvis denne trues eller krænkes af en
hvilken som helst Magt, efter forudgaaende
dertil sigtende Meddelelse fra den norske
Regering, at yde denne deres Støtte til at beskytte
Integriteten med de Midler, som maatte anses
for mest skikkede. Samme Aar afsluttedes
Traktater om Persiens og Thibets Integritet. Som
Eksempler paa andre Aftaler om Opretholdelse
af den bestaaende territoriale Tilstand kan
nævnes Spaniens Overenskomster af 16. Maj
1907 med Frankrig og med Storbritannien om
Bevaring af Status quo ved Middelhavets og
Atlanterhavets europæiske og afrikanske
Kyster, Overenskomsterne af 23. April 1908
angaaende Status quo ved Nordsøen og Østersøen
(se Nordsøkonventionen) og
Washingtontraktaten af 13. Decbr 1921 om Status quo
i Stillehavet. Ved Traktat af 6. Febr 1922 har
Stormagterne (undtagen Rusland) og flere
andre Stater, ogsaa Danmark, forpligtet sig til
at respektere Kinas Suverænitet og
Uafhængighed, dets administrative og t. I. Ligesom
Traktater, hvorved et Lands Neutralitet er
garanteret, undertiden er blevet krænket af en af
Garantimagterne selv (se Neutralisering),
findes der ogsaa Eksempler paa, at en
Integritetsgaranti har vist sig uden reel Betydning i
Forholdet mellem en stærk og en svag Magt.
1904 garanterede Japan saaledes Koreas
Uafhængighed og t. I., en Garanti, der hurtigt
udviklede sig til et Protektoratsforhold, som 1910
ophørte ved Koreas Indlemmelse i Japan.
Undertiden har en Stat bundet sig til ikke at
gøre Skaar i sin egen Integritet; f. Eks. var
Norge ifølge den nævnte Traktat 1907 forpligtet
til ikke at afstaa nogen Del af sit Territorium,
og ifølge Danmarks Traktat af 5. Juli 1920 med
Frankrig, Italien, Japan og Storbritannien om
Generhvervelsen af de sønderjydske Landsdele
skal disse ikke kunne afhændes uden
Folkeforbundsraadets Samtykke.
En Integritetsbestemmelse af mere
omfattende Karakter findes nu i Art. 10 i
Folkeforbundspagten af 28. Juni 1919 (se
Nationernes Forbund), hvorved Forbundets
Medlemmer har forpligtet sig til »at respektere og
beskytte alle Forbundsmedlemmernes t. I. og
bestaaende politiske Uafhængighed mod ethvert
ydre Angreb. I Tilfælde af Angreb, af Trusel
om eller Fare for et saadant skal Raadet
overveje Midlerne til Opfyldelse af denne
Forpligtelse«. Denne Bestemmelse har til Hensigt at
udelukke Forandringer i Magternes politiske
Uafhængighed og i deres Landegrænser ved
Angrebs- og andre Krige, der har saadan
Forandring til Formaal. Den omfatter ogsaa
Angreb paa et Forbundsmedlem fra en udenfor
Forbundet staaende Magt, men ikke Oprør. Paa
den anden Side er det ikke Tanken at udelukke
territoriale Forandringer, der hidføres ad
fredelig Vej, f. Eks. ved Overenskomst eller
Voldgiftskendelse. Ordet »bestaaende«, der forøvrigt
ikke angaar Integriteten, men kun den politiske
Uafhængighed, sigter ikke til den Tilstand, der
bestod ved Forbundspagtens Tilblivelse, men til
den, der foreligger, naar Angrebet truer eller
iværksættes. Den Forpligtelse, som paahviler
Forbundets Medlemmer, gaar ud paa, dels at de
selv skal respektere enhver Forbundsmagts
Uafhængighed og Integritet, dels at de skal yde
Bistand til Afværgelse af et truende ydre
Angreb og til at gøre en voldelig hidført
territorial Forandring usket. Midlerne kan være
diplomatisk Intervention, økonomiske og
finansielle Forholdsregler og endelig militær Magt.
Forbundsraadet skal som anført overveje de
Midler, der bør bringes til Anvendelse, men
Raadets Forslag er ikke bindende, idet ethvert
Medlem selv er Herre over, om og da i hvilket
Omfang det skal opfylde sin Forpligtelse ved
Hjælp af militære Stridskræfter.
Garantiforpligtelsens Rækkevidde er iøvrigt omtvistet.
Danmark og en Række andre Lande hævder,
at Garantien ikke gaar ud over, hvad der
foreskrives i Pagtens Art. 15—17, hvorimod man
fra anden Side har ment, at Art. 10 indeholder
en selvstændig, videregaaende Forpligtelse til
at anerkende og haandhæve Staternes Ret til
deres Landomraade indenfor de nu bestaaende
Grænser. Kanada har foreslaaet Artiklen helt
ophævet, hvilket især Persien har fraraadet,
og der har gentagne Gange været forhandlet
om at ændre den, uden at dette dog hidtil er
sket. (Litt. om Pagtens Art. 10:
Schücking und Wehberg, »Die Satzung des
Völkerbundes«, 2. Udg. [Berlin 1924], S.
449-466).
G. R.
Territorialitetsprincip, se Strafferet.
Territorialitetsprincip (i den internationale
Privatret). Herom taler man, naar et Land i
privatretlige Spørgsmaal af personlig Natur
vedrørende Fremmede, f. Eks. naar der er
Spørgsmaal om deres Myndighed, anvender
Landets egne Love derom paa de Fremmede,
saafremt de er fast bosatte i Landet, modsat
Nationalitetsprincipet, hvorefter man i slige
Spørgsmaal over for Fremmede altid anvender
de Love, der gælder derom i det Land, hvor
den paagældende har Statsborgerret. I
Danmark og Norge saavel som i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
