Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Testacella - Testakt - Testalin - testamentarisk Værge - Testamente
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lungesneglene, er et udpræget Rovdyr, der navnlig
ernærer sig af Regnorme, som den efterstræber,
idet den kryber rundt i deres underjordiske
Gange; frem paa Jordens Overflade kommer
den derimod kun om Natten. I den tørre
Aarstid ligger den i Dvale, nedgravet i Jorden og
omgivet af et Hylster af hærdnet Slim. Af
Slægten træffes 6—7 Arter i Landene om
Middelhavets vestlige Del; bedst kendt bl. disse
er den i Sydvest- og Vesteuropa levende, 8 cm
lange T. haliotidea Drap, (Litt.:
Lacaze-Duthiers, Histoire de la Testacelle, Arch.
Zool. exp. [2], V [Paris 1888]).
(R. H. S.). C. M. S.
Testakt {test = Prøve), engelsk Lov af 21.
Marts 1673, som skulde værge den engelske
Statskirkes Medlemmer, navnlig mod
Katolikkerne. Ifølge T. skulde alle offentlige
Embedsmænd slutte sig til den engelske Statskirke,
afsværge Transsubstantiationslæren og en Gang
aarlig gaa til Alters i Statskirken. T. ramte alle
Nonkonformister haardt og blev først ophævet
1828 for de protestantiske Dissenters
Vedkommende og 1829 for Katolikkernes. Se ogsaa
Emancipationsakten.
A. Th. J.
Testalin, en til Imprægnering af Sandsten
brugt Vædske, der gør Stenen vandtæt, haard
og frostfast uden at ændre Udseendet.
E. Su.
testamentarisk Værge, se Umyndighed
(Værgeraad).
Testamente (lat. = Bevidnelse), en
højtidelig Viljeserklæring, hvorved en Person
bestemmer over, hvorledes der skal forholdes med
hans efterladte Formue. Efter Romerretten var
Testamentsarv den normale Erhvervelsesmaade
af Arv, idet oprindelig kun Børn og de med
den afdøde gennem Mænd beslægtede
(Agnaterne) kunde arve uden T.; og da det fulgte af
den Tids Opfattelse, at Personer, der ikke
efterlod sig Børn, ved T. sikrede sig Arvinger
til at forrette Dødeofrene for den afdødes Sjæl,
var T. en saa normal Ting, at Arvingerne, som
tiltraadte Arv uden T., betegnedes med det
negative Udtryk Ikke-Testamentsarvinger
(Intestatarvinger). Efter nordisk Ret og efter
moderne Ret i det hele er det derimod Slægtskab
(og Ægteskab), som er det normale Grundlag
for Arv, men ved Siden af er der aabnet ikke
blot Personer, der ikke efterlader sig
Livsarvinger, en ubegrænset Testationsret, men ogsaa
hjemlet selv Personer, som efterlader sig
Afkom, en vis begrænset Ret til ved T. at
disponere over deres eventuelt ved Døden efterladte
Formue. For at kunne oprette gyldigt T.
kræves dog en vis Myndighed, der ikke falder
sammen med den til at afslutte Retshandler i
levende Live krævede Myndighed. Efter dansk
og norsk Ret (Arvelovene af 21. Maj 1845 og 31.
Juli 1854) kræves hertil, at vedkommende er 18
Aar og har sin Fornufts fulde Brug; T.
oprettede af Personer under 18 Aar eller
umyndiggjorte Personer, hvorunder dog ifølge
Umyndighedslov 1922 § 57 ikke falder Personer, der
blot er under Lavværgemaal, kan dog blive,
men kan ogsaa kun blive gyldige ved kgl.
Konfirmation. Fremdeles skal T. oprettes i en vis
højtidelig Form, som garanterer, at den
testerendes Udtalelser om sin efterladte Formues
Fordeling ikke er Udslag af en øjeblikkelig
Stemning eller er urigtig opfattede eller
forfalskede af de interesserede. T. skal derfor som
Regel oprettes skriftlig og være underskrevet
eller vedkendt af Testator selv, enten for
Notarius publicus eller for to særlig i dette
Øjemed tilkaldte Vidner, der ved Paategning paa
T. skal attestere saavel Testators Underskrift,
som at han i Underskriftens Øjeblik var ved
sin Fornufts fulde Brug. Det sikreste er
ubetinget Oprettelse for Notarius, idet derved altid
fuldt Bevis haves for T.’s Rigtighed, medens
Vidnerne kan dø eller rejse bort, saaledes at de
ikke kan føres som Vidner, hvis der skulde
blive rejst Indsigelse mod T.’s Gyldighed. I
visse Tilfælde kan dog et T. oprettes mundtlig,
nemlig naar nogen ønsker at oprette T. under
en pludselig og betænkelig Sygdom, dansk
Arvelovs § 25, norsk Arvelovs § 52. To særlig
tilkaldte Vidner skal da være til Stede og straks
opsætte og underskrive et Dokument angaaende
den Syges sidste Villie; et saadant T. anses dog
for tilbagekaldt, naar Testator, efter at have
overstaaet Sygdommen, ikke inden 4 Uger (i
Norge 6) gentager det under de for skriftlige T.
foreskrevne Former. Særlige Regler gælder
efter dansk Ret om T. oprettede under Felten
samt inden Skibsborde.
M. H. t. Testationsgrænsen kan en
Person, der ikke efterlader sig Afkom eller
Ægtefælle, testere over hele sin Formue, som
han lyster. Har han derimod Livsarvinger (Børn
ell. deres Afkom), kan han efter dansk Lov 29.
Decbr 1857 § 2 kun testere frit over en
Trediedel af sit Bo, efter norsk Arvelovs § 33 over
en Fjerdedel, og har han vel ikke Børn, men
en Ægtefælle, kan han efter dansk Ret kun
testere over to Trediedele, idet Ægtefællen i
saa Fald altid skal arve en Trediedel,
Arvelovens § 21 og Lov om Ægtefællers Arveret af
20. Apr. 1926 § 14. Visse Afvigelser fra disse
Regler er dog for Danmarks Vedkommende
hjemlede m. H. t. Ejere af Bøndergaarde og
Sædegaarde, saaledes at de ved T. kan tillægge
en af Livsarvingerne Gaarden eller sikre ham
større Kapital til dennes Drift, selv om Testator
derved overskrider den almindelige
Testationsgrænse. Fremdeles har Forældre Adgang til i
Danmark gennem Justitsministeriet — i Norge
ved Regeringsresolution — at faa Konfirmation
paa Dispositioner i et T., hvorved deres Børns
Arvemidler eller en Del deraf sættes fast, saa
at Børnene ikke kan raade over Kapitalen, men
alene oppebære Renterne.
I øvrigt kan et T. ikke blot indeholde
Indsættelse af egentlige Arvinger, som, hvis de vil
arve, ogsaa maa overtage Gælden, men det kan
ogsaa bestemme, at visse Summer (Legater)
eller visse Genstande skal tilfalde andre, der
derved indtager Stilling som Legatarer, idet de
naturligvis intet faar, hvis Dødsboet er
insolvent, men heller aldrig risikerer at maatte bære
noget af Gælden. Fremdeles kan det i T.
bestemmes, at flere Personer efter hinanden skal
arve samme Genstand, saaledes at den ene f.
Eks. skal nyde Renten af en Sum, men
Kapitalen efter dennes Død tilfalde en anden
(saakaldet fideikommissarisk Substitution), ja,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
