Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teutoburgerwald - Teutoner - Tevere - Teverone - Tevfik, Muhammed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smukke Bøgeskove. T. har en Længde af 110
km og fremtræder ofte, særlig i Midten, som
3 ved Siden af hinanden løbende Parallelkæder.
Dybe Tværspalter aabner Vej for Samfærdselen,
saaledes Dörenschlucht ved Detmold samt
Dalene ved Bielefeld, Halle, Borgholzhausen og
Iburg. De højeste Toppe, hvis Omegn er
usædvanlig rig paa gammelgermanske
Mindesmærker, findes i Lippe, saaledes Barnacken (454 m),
Extersteine ved Horn, Grotenburg (385 m). Paa
preussisk Territorium nævnes Hünenberg (334
m) ved Bielefeld, Ravensberg og Knüllberg (346
m). T. danner Vandskellet mellem Weser og
Ems. (Smlg. Teutoburgerskoven).
(Joh. F.). O. K.
Teutoner [tæ^u-] (lat. Teutones, Teutoni) ɔ:
»Folk«, »Folkunger«, samme Ord som oldnord.
þjóð i Svíþjóð, Gotþjóð. 1) Cimbrernes
Stalbrødre; nogle nyere Forfattere har villet gøre
T. til Kelter fra Øvretyskland, men der er
næppe nogen Grund til at tvivle om, at den
rom. Geograf Mela har Ret i at henføre dem
til det nuv. Danmarks Grund, nemlig til Øen
Codanonia i Codan-Bugten, d. v. s. Sjælland.
Her findes nemlig senere et Landskab Þiuþ,
nævnt paa Vordingborg-Runestenen, nu
Tybjerg Herred. Endvidere ligger den Dag i Dag
et Thyland ved Siden af et Himmerland, ældre
Þjóða ell. Thythe-Syssel og
Himber-Syssel, uden Tvivl den direkte Fortsættelse
af de to gamle Stammenavne. Endvidere
findes her et Harthe-Syssel, der gaar tilbage til
Haruderne, som optraadte kort efter T. i
Øvretyskland. T.’s Stalbrødre Ambronerne omtales
senere i Britannien som Sachser ɔ: stammende
fra Holsten. Af Geografen Ptolemaios sættes T.
Ø. f. Holsten; dette kan tænkes at være en
Afdeling, der er blevet tilbage paa Vandringen
mod Syd. — Teutonerne, der fra Øvretyskland
drog ned ad Rhône-Dalen, blev knuste af
Romerne under Marius 102 f. Kr., et Aar før
deres Stalbrødre Cimbrerne. Valpladsen var ved
Byen Aqvæ Sextiæ i Provence, det nuv. Aix.
Nærmere, se Cimbrer. Den »teutoniske
Rasen« (furor teutonicus) er ligesom de
»cimbriske Hyl« blevet ordsproglig. — 2) Fra de gl.
navnkundige T. forplantede Navnet sig
gennem Litteraturen videre og opfattedes som
identisk med det siden 9. Aarh. opkommende
Navn Tyskere, ældre Theudiscun. Hos den fr.
Sprogmand Jos. Scaliger i 16. Aarh. og hos
Nutidens Englændere bruges T. (paa Engelsk
udtalt Tiutənz) til at udtrykke hele den
Folkegruppe, der paa Latin kaldes Germani, paa
Oldengelsk Gotan, paa Oldnordisk Gotar,
Gotþjóð ell. Goðþjóð. Se G. Schütte, »Vor
Folkegruppe Gottjod« (1926) § 21.
G. S-e.
Tevere [’tevere], se Tiber.
Teverone [teve’rone], Anio, Aniene,
Flod i Mellemitalien, Provins Roma, udspringer
70 km Ø. f. Rom paa Monte Cantaro i de
romerske Subapenniner, strømmer et kort Stykke
mod S. og V. og derpaa mod NV. gennem
Subiaco-Dalen, indtil den ved Vicovaro (Varia)
bryder igennem en Tværdal og, efter at have
optaget Licenza (Digentia) N. fra, fortsætter i
sydvestlig Retning indtil Tivoli (Tibur), hvor
den træder ned paa den romerske Kampagne,
som den med vestlig Retning gennemstrømmer
i en Længde af 30 km. Til Slut munder den 4
km N. f. Rom i venstre Bred af Tiber. T.
(Oldtidens Anio eller Anien) var allerede i Oldtiden
berømt for sine romantiske Omgivelser og sine
Vandfald. I Bjergene strømmer T., hvis
Længde er 110 km, flere Steder gennem vilde
Kløfter, og idet den stiger ned paa Lavlandet, hvor
dens Løb er roligt og langsomt, danner den de
berømte Vandfald ved Tivoli, der allerede
pristes af de gamle Forfattere. I Sydenden af
Byen, hvor et Klippefremspring bærer Ruinen af
det runde Tempel for Vesta eller den
Tiburtin’ske Sibylla, styrtede T. tidligere ned i et
Klippesvælg og derfra endnu dybere ned i den
saakaldte Neptun’s Grotte; men da Floden ved
Højvande bortskyllede sine Bredder og truede
med at underhule Klippen, hvorpaa Ruinen
staar, lod Pave Leo XII 1835 Flodens Vande
aflede gennem en Dobbeltkanal under Monte
Catillo, saaledes at de gamle Vandfald nu er
erstattede af de noget længere fra Byen
liggende, 96 m høje Gran Cascata. Ved Tivoli danner
yderligere en fra Hovedfloden afledet Strøm
Cascadellerne, smaa, maleriske Vandfald, hvis
Vandmasser dels skyller hen mellem
træbevoksede Klipper, dels ved den saakaldte Mæcen’s
Villa styrter ned fra en Højde af 30 m. Af
historisk interessante Punkter ved T. nævnes
yderligere den »hellige Hule« ved Subiaco, hvor den
hellige Benedikt tilbragte 3 Aar, samt ved
Foden af Monte Gennaro Licenza’s Kildespring,
den af Horats besungne Fons Bandusiæ, ved
hvilken man endnu paaviser Resten af
Digterens Villa. — Fra Tibur førte en af de ældste
Akvædukter, anlagt 265 f. Kr. af Curius
Dentatus, Vand fra Anio til Rom. Senere anlagdes
endnu en Akvædukt fra T. til Rom.
(H. P. S.). C. A.
Tevfik, Muhammed, Khediv af Ægypten,
f. 1852, d. 7. Jan. 1892. T. var Søn af Ismail
Pasha; da Faderens tøjlesløse Styrelse havde
nødvendiggjort hans Afsættelse (26. Juli 1879),
blev den unge og uerfarne T. hans Efterfølger,
og 8. August modtog han Sultanens formelle
Indsættelse. T. var en personligt elskværdig og
saare velmenende Mand, men ganske ude af
Stand til at løse den vanskelige Opgave, at
fyldestgøre de europæiske Magters Krav
samtidigt med at hævde det nationale ægyptiske
Elements Fortrinsret ved Ledelsen af Landet.
Mellem disse to Faktorer, Europa og det
ægyptiske Nationalparti, vaklede T. bestandigt, rede
til at rette sig efter den, som i Øjeblikket havde
sikret sig størst Indflydelse. Ismail’s
skandaløse Bortødslen af Ægyptens Rigdomme havde
nødvendiggjort Indsættelsen af en europæisk
Finanskontrol; men da den svage T. i eet og alt
rettede sig efter denne, saa at Stormagternes
delegerede blev de egentlige Regenter, opstod
der i Befolkningen en stærk Misfornøjelse, som
til sidst 1879 fik Luft i en Revolte mod
Førsteministeren Nubar Pasha; denne betragtedes
almindeligt, om end noget med Urette, som
Europæernes Kreatur. I denne Revolte, der endte
med, at Nubar maatte fortrække, deltog ogsaa
den populære Officer Arabi Bey (senere Pasha),
og den holdningsløse T. gav selv sin Sanktion
til det skete ved at udnævne Arabi til Oberst.
I de følgende Aar tilrev Arabi (s. d.) sig stadigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
