Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thiers, Louis Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vist hen til ham), og han var ivrig for at
overtale ham til at tage Ledelsen i sin Haand. T.
blev saaledes en af Julikongedømmets
Grundlæggere. Til Løn blev han Generalsekretær i
Finansministeriet indtil Marts 1831 og valgtes
i Aix til Deputeretkammeret. Han sluttede sig
i Begyndelsen til den fremskredne Gruppe
under Lafitte og vilde føre Krig for at frigøre
Belgien, Italien og Polen, men gik snart over
til Casimir Périer’s mere sindige Politik og
udtalte sig for Wien-Traktaternes Opretholdelse
samt særlig mod Tanken om Belgiens
Tilknytning. Han gik endog saa vidt i sit Omslag, at
han tog Ordet for Pairsværdighedens Arvelighed,
og vandt Bifald ved sin simple, halvt
konverserende Veltalenhed uden den hidtil almindelige
Patos. Oktbr 1832 blev han Indenrigsminister
og gjorde Ende paa Hertuginden af Berry’s
Opstandsforsøg i Vendée; overtog kort efter
Ministeriet for de offentlige Arbejder, fremmede
Kanal- og Vejanlæg samt fuldendte Triumfbuen
i Paris og fik Napoleon’s Støtte rejst paa
Vendôme-Søjlen. Apr. 1834 blev han igen
Indenrigsminister indtil Febr 1836, udfoldede stor
Kraft for at undertrykke den republikanske
Bevægelse og gennemførte de strenge
Septemberlove mod Presse- og Forsamlingsfriheden.
Endelig blev han Febr 1836 Første- og
Udenrigsminister, men afgik allerede i Aug., da
Kongen ikke vilde følge hans Raad om væbnet
Indblanding i Spanien mod Don Carlos. Marts 1840
blev T. paa ny Første- og Udenrigsminister
med det Formaal at skaffe Ægypten
Uafhængighed af Tyrkiet, selv med Fare for at styrte
Frankrig i Krig med hele Europa. Under den
krigerske Stemning i Folket udvirkede han
Beslutningerne om Paris’ Befæstning og om
Afhentningen af Napoleon I’s Lig fra St Helena.
Men Kongen turde ikke følge hans Raad, da
det truede med at blive til Alvor, og fjernede
ham fra Styrelsen Oktbr 1840. Som Hoved for
venstre Centrum var han en af Lederne for
Oppositionen mod Guizot’s Ministerium; holdt
sig i de første Aar temmelig tilbage, men
rettede 1844—48 gentagne voldsomme Angreb paa
dets Udenrigspolitik og dets Føjelighed mod
Jesuitterne.
Han var paa den Tid dog mest optagen af
sit andet Hovedværk »Konsulatets og
Kejserdømmets Historie« (20 Bd, 1845—62, overs. paa
Dansk indtil 1814 af J. C. Magnus, 17 Bd,
1845—60). Det er skrevet med megen Indsigt og
glimrende ved sin fremstilling og har
væsentlig medvirket til at vække Forgudelsen af
Napoleon I og derved muliggøre det andet
Kejserdømme. Det var derfor intet Under, at
Napoleon III engang i et offentligt Budskab kaldte
ham »den nationale Historieskriver«; han
fremhæver nemlig Napoleon’s Fortrin i de mest
rosende Udtryk (særlig under Konsulatet) og
kaster et velvilligt Slør over hans Fejlgreb,
idet han ogsaa her udfolder sit Sagførertalent.
Først i den senere Halvdel af Bogen, som blev
skreven under det andet Kejserdømme, er
Kritikken noget mere aarvaagen. Académie
française, der 1834 havde optaget T. som Medlem,
tildelte ham 1861 en særlig Prisbelønning paa
20000 frc.
Febr 1848 misbilligede han
Reformbanketterne, men var dog saa ilde lidt af Kongen, at
denne først tyede til hans Hjælp (Natten
mellem 23. og 24. Febr) og tilbød ham en
Ministerpost, da det var for silde. Til Straf for sin
vaklende Holdning valgtes han først ved
Udfyldningsvalgene i Juni til
Nationalforsamlingen, men kom her straks til at spille en Rolle
som Leder for »Ordenspartiet«. Han støttede
Cavaignac’s Diktatur og kæmpede ihærdig imod
Socialismen; skrev bl. a. Le droit de propriété
(overs. 1849 af C. N. David). Ogsaa tog han
livlig Del i Forhandlingerne om den ny
Forfatning, talte for Dannelsen af to Kamre, men
vilde ikke lade Nationalforsamlingen vælge
Republikkens Præsident, netop fordi han ikke
ønskede at fæstne Republikken og kun tog den
som en Overgang for at naa tilbage til
Kongedømmet og Bourgeoisiets Herredømme.
»Republikken er den Statsform, som skiller os
mindst«, var hans egne Ord. Han
understøttede ogsaa Louis Napoleon’s Valg til Præsident,
vel nærmest fordi han holdt ham for udygtig
og derfor ufarlig, og medvirkede som en af det
forenede Højres Førere i den lovgivende
Nationalforsamling (1849—51) til strenge Love imod
Bladene og Klubberne, til den ny Skolelov og
til Indskrænkningen af den alm. Valgret. Dog
indsaa han tidligere end sine Partifæller den
Fare, der truede, og erklærede allerede Jan.
1851 Kejserdømmet for at være færdigt, men
tog ikke desmindre Del i de sidste
oppositionelle Skridt mod Præsidentens Regering.
Ved Statskuppet i Decbr 1851 blev han
fængslet og landsforvist indtil Aug. n. A.; opholdt
sig i Mellemtiden i Frankfurt. Efter sin
Tilbagekomst levede han i Stilhed, sysselsat med sit
ovenn. store Værk; hans Salon var dog et af
Samlingsstederne for de misfornøjede. 1857
afslog han at modtage Valg, men lod sig 1863
vælge i Paris til den lovgivende Forsamling,
trods Regeringens kraftig Modstand, og rettede
i de følgende Aar de skarpeste Angreb mod hele
dens indre og ydre Politik. Med stor
Veltalenhed fremstillede han »de nødvendige Friheder«,
der burde gengives Frankrig, og forlangte
virksom Indflydelse for Kamrene og politisk
ansvarlige Ministre; dadlede den ødsle og
uordentlige Finanshusholdning saavel som Tilløbene til
Frihandel; forkastede afgjort
Nationalitetsgrundsætningen, der var Skyld i alle Rystelser
i Europa, og som havde ført til Italiens Enhed
og banet Vej for Tysklands. Han
sammentrængte sin Dom over Kejserdømmets ledende
Mænd i de strenge Ord (Marts 1867): »I kan
ikke gøre een Fejl til!«, medens hans egen
snæverhjertede Patriotisme gav sig Udtryk
(Jan. 1868), da han over for E. Ollivier, som
hævdede andre Folkeslags Ret til selvstændig
Frihed, raabte: »Lad os dog være
Franskmænd«. 1870 støttede han Ollivier’s Forsøg paa
at gennemføre det frisindede, parlamentariske
Kejserdømme, men misbilligede afgjort
Folkeafstemningen over den ny Forfatning. Da
Krigserklæringen mod Preussen forestod,
udtalte han sig indtrængende derimod, fordi han
langt bedre end Regeringen selv vidste, hvor
slet Frankrig var forberedt til den
skæbnesvangre Kamp; han blev da Genstand for grove
Forhaanelser. Da Kejserdømmets Fald var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
