- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
379

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thorbecke, Johan Rudolf - Thorbjörn, Þorbjörn Hornklofi - Thorbjørnsen, Simon - Thordarson, Oláfr - Thordarson, Sturla - Thordr - Thordr, þórðr kakali Sighvatsson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Som Ministeriets Leder lykkedes det ham
desuden at faa andre vigtige Fremskridt
vedtagne; men da den af ham hævdede Adskillelse
mellem Stat og Kirke muliggjorde Pavens
Udnævnelse af 5 kat. Biskopper, vaktes saa stærk
Uvillie mod ham, at han fjernedes Apr. 1853.
Dog øvede han som det frisindede Partis Leder
i de flg. Aar afgørende Indflydelse paa
Lovgivningsarbejdet. Jan. 1862 kom han igen i
Spidsen for Statsstyrelsen og gennemførte bl.
a. — som Afslutning paa sit tidligere Værk —
Inddragelsen af de to Kirkeministerier (det
protestantiske og det kat.), men stødte mange
Partifæller fra sig ved sin strenge
Doktrinarisme og maatte gaa af Jan. 1866 efter en Strid
om Koloniernes Styrelse. Hans skarpe Angreb
paa Regeringens Optræden i den
luxembourgske Sag førte vel til et Ministerskifte i Maj
1868, men han maatte nøjes med at danne det
ny frisindede Ministerium. I Januar 1871 blev
han for 3. Gang Førsteminister, dog kun
indtil Maj 1872. Ingen anden nederlandsk
Statsmand har i den nyere Tid fremmet den indre
Udvikling saa meget som han, hvorhos han
udadtil var saare ivrig for at frigøre det for
Forbindelse med Tyskland. Hans Taler
udgaves 1867—76 i 6 Bd (ny Udg. 1900); en Samling
historiske Afhandlinger udkom 1860 (2. Udgave
1872). Et Mindesmærke rejstes for ham 1876 i
Amsterdam. T.’s Levned skreves af Olivier
1872 og af I. A. Levy 1876.
E. E.

Thorbjörn, Þorbjörn Hornklofi, en
af Harald Haarfager’s Hovedskjalde; om ham
vides i øvrigt intet, uden at han i en længere
Tid maa have opholdt sig ved Kongens Hird.
Af ham haves et Brudstykke af Glymdrápa
(Kamplarmens Drape) om Kong Harald’s
Kampe med Undtagelse af Hafrsfjordslaget; om
dette digtede han et særskilt Kvad; det er
ogsaa i dette, der er formet som en Samtale
mellem en Valkyrje og en Ravn, at Digteren
giver den berømte, kulturhistorisk set saa
vigtige Beskrivelse af Harald’s Hird
(Bersærkerne, Skjaldene, Spillemændene o. s. v.). Efter
dette Digt at dømme maa T. regnes til sin
Tids ypperste Skjalde. (Litt.: F. Jónsson,
»Oldn.-oldisl. Litt.-Hist«, I).
F. J.

Thorbjørnsen, Simon, norsk Maler, f. i
Skien 5. August 1879. Fra Høsten 1899 gik han
i 2 Aar paa Harriet Backer’s Malerskole i Oslo,
derefter hos Zahrtmann i Kbhvn og hos Simon
og Cottet i Paris. Han maler mest Motiver fra
Fjeldet eller Skærgaarden samt Interiører
(saaledes et fra Stange Kirke) og siden 1909 især
Blomster og Stillleben. I denne sidste
Motivkreds, som han har tilfælles med de fleste af
den yngre Generations norske Malere, har han
under Paavirkning af de franske
Impressionister og Cézanne naaet megen Tæthed og
Lyskraft i Farven og har saaledes udviklet sig i
stærk koloristisk Retning, medens hans
tidligere Arbejde var præget dels af Naturalismen,
dels af en vis stiliserende Forenkling. Han har
udstillet paa en Del af Statens aarlige
Udstillinger i Oslo siden 1901 og har afholdt
Separatudstillinger sammesteds 1907 og 1910. Billeder
af ham findes i Bergens Galleri. I Festsalen i
Stange Sparebank, Hedemarken, udførte han c.
1913 en Serie store Vægbilleder, dels historiske
Motiver, dels symbolske Virkelighedsmotiver,
alt i rige østlandsk-norske Landskabsomgivelser.
(Litt.: »Kunst og Kultur« IV [1913-14], S. 62
ff.).
C. W. Sch.

Thordarson, Oláfr, se Oláfr
Þórdarson
.

Thordarson, Sturla, se Sturla
Þórdarson
.

Thordr [’þo.rðr], þórðr gellir
Olafsson
, isl. Høvding, levede i Midten af 10. Aarh.
Han var Søn af Olafr feilan og boede efter sin
Fader paa Gaarden Hvammur i Hvammssveit
i det vestlige Island. T. var den mægtigste
Mand i den Del af Landet og omtales i flere
Sagaer; om ham fandtes en særlig Saga, som
for længst er gaaet tabt. T. spillede ved flere
Lejligheder en fremtrædende Rolle, navnlig som
Fredsmægler og Voldgiftsdommer. Han var
Sagsøger i den store Brandmordssag fra
Örnólfsdal og blev berømt ved den Forandring,
som han i Anledning af den foreslog paa den
isl. Proces og Forfatning. Hans Forslag, som
blev vedtaget paa Altinget (omtr. 964), gik ud
paa at gøre Forfølgelsen af Drabssager lettere;
han foreslog at dele Landet i 4 Fjerdinger,
hvilket medførte en ny Ordning af Tinglagene, samt
Oprettelse af Fjerdingsting, i det mindste paa
Vestlandet, og Omordning af den dømmende
Institution paa Altinget. (Litt: K. Maurer,
»Island« [München 1874]; V. Finsen, »Den
opr. Ordning af den isl. Fristats Institutioner«
[Kbhvn 1888]).
B. Th. M.

Thordr [’þo.rðr], þórðr kakali
Sighvatsson
, isl. Stormand af
Sturlunga-Slægten, f. omtr. 1210, d. 11. Oktbr 1256. Da hans
Fader og Brødre faldt i Kampen paa
Örlygsstaðir, var han i Norge. Efter at Snorri
Sturluson ogsaa var dræbt, tillod Kong Haakon ham
endelig at vende tilbage til Island (1242). Her
vilde hans mægtige Fjende Kolbeinn
Arnórsson straks lade ham dræbe, men det lykkedes
T. at undgaa hans Efterstræbelser og snart at
optage Kampen med en saadan Dygtighed, at
hans Fjender aldrig fik Bugt med ham. 25.
Juni 1244 kæmpede han med Held til Søs (paa
Húnaflói) mod en overlegen Styrke, og 19.
Apr. 1246 sejrede han over Kolbeinn’s
Efterfølger, Brandr Kolbeinsson i det blodige Slag
paa Haugsnes. T. blev nu den mægtigste Mand
paa Nordlandet og i Egnene ved Breiðifjorden,
men med Gissurr Þorvaldsson maatte han
indgaa et Forlig om, at Kong Haakon skulde
paadømme deres Sag. Da de kom til Norge (1246),
benyttede Kongen Lejligheden til at søge at
vinde Herredømmet over Island. Det flg. Aar
(1247) sendte han T. til Island for at bevæge
Befolkningen til at anerkende sit
Overherredømme, medens han holdt Gissurr tilbage. I
3 Aar var nu T. den mægtigste Høvding paa
Island og fik Myndighed over Halvdelen af
Landet. Han søgte imidlertid ikke at bringe
Landet under Kongen, men at befæste sin egen
Magt, hvorfor Kongen indstævnede ham for sig.
Under sit første Ophold i Norge var T. blevet
Kong Haakon’s Hirdmand, og han ansaa sig
derfor forpligtet til at efterkomme
Indstævningen. 1250 rejste han til Norge, hvor Kongen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 11 14:24:34 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0387.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free