Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thorvaldsen, Bertel (Albert)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den i Gips. Men endnu i Sommeren samme Aar
begyndte han en ny Jason, lidt større, som
stod færdig i Begyndelsen af 1803, og han havde
nu det Held, at en engelsk Rejsende, Sir
Thomas Hope, bestilte den i Marmor og gav ham
et rundeligt Forskud paa Betalingen. Selve
Statuen maatte Hope dog vente paa i mange Aar,
og da han fik den, var den hugget i Marmor af
T.’s italienske Hjælpere, og Behandlingens
oprindelige Friskhed delvis erstattet af raffineret
Marmorteknik (1918 blev den erhvervet til T.’s
Museum). Originalmodellen er desværre gaaet
til Grunde. Mange Aar senere tog T. sig for at
modelere Figuren om, men gjorde den ikke
færdig.
Da Jason, støbt i Gips, 1803 stod færdig i T.’s
Værksted, var endelig det Maal naaet, som et
halvt Aarhundrede havde drømt om og stræbt
imod. Tidens Oldtidsideal, som man forstod det
efter den Oldtidskunst, man dengang kendte,
havde faaet klar og sikker Form.
Winckelmann’s Formel »Ædel Enfold og stille Storhed«
var blevet til plastisk Virkelighed. Barokkens
og Rokokoens voldsomme Bevægelse, svingende
og krydsende Linier, var dæmpede ned til
Stilhed, til herskende lodrette Rytmer, til hele,
rolige, ubrudte Flader. En Figur som Jason
hviler helt i sig selv og henviser ikke til noget
uden for sig. Derfor er den udramatisk og
monumental. Samtiden forstod det og jublede.
Selv Canova erkendte Jason’s »nye og storladne
Stil«. Beundringen slog sammen mod den fra
alle Sider, T. var med eet Slag berømt. Han
kunde nu blive i Rom og fik hurtig fuldt op
at gøre.
De følgende 35 Aar tilbragte da T. — med
en kort Afbrydelse — i Rom og blev fra da af
den mageløs produktive Kunstner, en Arbejder,
som Verden sjælden har set Mage til. Her
stiftede han ogsaa et Slags Hjem, idet han fra
1803 levede sammen med Italienerinden Anna
Maria Magnani, der for hans Skyld havde
forladt sin Mand, den tyske Arkæolog v. Uhden,
og blev Moder til Kunstnerens eneste Barn,
Datteren Elisa, der lystes i Kuld og Køn af
Faderen og blev gift første Gang med en dansk
Oberst Poulsen, anden Gang med en
italiensk Godsejer Giorni. Anna Maria var en
smuk Kvinde, men uden Intelligens og Kultur,
og Samlivet forbitredes ved hendes (ofte vel
grundede) Skinsyge og heftige Sind. Op imod
1820 opløstes Forholdet; i Mellemtiden havde
T. maaske været forlovet med en skotsk Dame,
Miss Mackenzie, i alt Fald havde hun den
Opfattelse. Hverken denne Forlovelse eller T.’s
stærke Forelskelse i en tysk Dame, Fanny
Caspers, førte til Ægteskab. T. blev ugift.
I sit Kunstnerliv mødte T., fra den Tid
Gennembrudet med »Jason« havde fundet Sted,
lutter Medgang. Hvad der i den første Del af
Aarhundredet bestiltes hos ham fra Hjemmet,
var ikke meget; men des flere af hans Værker
sikrede de fremmede sig, især efter at han var
traadt i Venskabsforhold til den danske
Gesandt, Baron Schubart, paa hvis Gods T. ofte
opholdt sig og gjorde Bekendtskab med
kunstelskende Rigmænd af forskellig Nationalitet.
1803 begyndte han bl. a. paa »Achilleus og
Briseis«, hans første navnkundige Relief over
et antikt Emne. 1804 kom, foruden Relieffet
»Musernes Dans paa Helikon« og Gruppen
»Amor og Psyche«, saa betydelige Statuer som
»Apollo«, »Bacchus« og »Ganymedes«; samme
Aar modtog han fra Hjemmet Efterretning om,
at der af det offentlige, var tilstaaet ham en
aarlig Understøttelse paa 300 Rdl., samt
Opfordring til at overtage forskellige Arbejder for
det ny Christiansborg. 1805 valgte Kjøbenhavns
Kunstakademi ham til Professor, og han modtog
Valget, men paa at vende hjem tænkte han
ikke. Virksomheden i det romerske Atelier
udvidedes stadig, og allerede nu var T. nødt til
at tage Hjælp af en stedse voksende Skare af
Medhjælpere.
I de følgende Aar indtil omtrent 1820 var T.
væsentlig optaget af antikke Emner. Kun de
færreste af den store Mængde herhen hørende
Kunstværker kan nævnes paa dette Sted, og til
at holde strengt kronologisk Rækkefølge er der
ingen Grund. T.’s Virksomhed lader sig
vanskelig dele efter »Perioder«. Fra det Øjeblik af,
da han har fuldendt sit første Mesterværk, og
til sin sidste Tid er han ikke alene i det
væsentlige — som aandelig modnet Personlighed
—, men ogsaa i det mere udvortes den samme;
hans tekniske Dygtighed, dette Ord taget i
videste Forstand, kan vel udvikles, om end i
ringere Grad, end man paa Forhaand skulde
tro, men om Ændringer i Natursynet, i
Sympatierne, i Stilen er der for hans Vedkommende
saa godt som ikke, og i alt Fald kun momentvis
Tale. Forskellen i Værd mellem T.’s Værker
skyldes ikke den forskellige Grad eller Art af
Udvikling, men hviler paa Ulighed i Graden af
Stemningens Styrke, af den naturlige Interesse
for Emnet, af den momentane Oplagthed og
endelig paa, hvor megen eller hvor ringe Del
Mesteren personlig har haft i Værkets
Udførelse. Her nævnes da kun enkelte spredte Navne
paa hans ypperste Frembringelser fra det givne
Tidsrum. Af Statuer først og fremmest den
»Adonis« (1808), der bestiltes i Marmor af
Kronprins Ludvig af Bayern, et af de meget faa
eksisterende Marmor arbejder, Mesteren helt
igennem har udført med egen Haand. Dernæst
de to yndefulde Figurer »Hebe« (1806) og
»Psyche«, den »Triumferende Amor«,
»Ganymedes med Ørnen« saavel den staaende som den
knælende; de siddende Figurer »Hyrdedrengen«
og »Merkur som Argusdræber«; endelig
Barnefiguren »Georgina Russell« samt de to
Draperiskikkelser »Fyrstinde Barjatinskaja« og
»Grevinde Ostermann«. Af Reliefferne var de fire,
»Minerva og Prometheus«, »Herkules og Hebe«,
»Juppiter og Nemesis« samt »Æskulap og
Hygæa« udførte til Christiansborgs Façade; »A
genio lumen« modelerede T. i Anledning af sin
Kaldelse til Medlem af det romerske San Lucas
Akademi. For egen Regning udførte han
dernæst »Natten« og »Dagen« og »Priamos hos
Achilleus« samt flere Relieffer med Fremstilling
af Amor. Mellem alle Reliefferne rager dog
»Alexander-Frisen« op baade ved sit Omfang og
ved sin kunstneriske Betydning. Den blev
udført for at forherlige Napoleon’s paatænkte
Besøg i Rom 1812; i mindre end 3 Maaneder blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
