Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tidevand - Tidikelt - Tidløs - Tidor - Tidsalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Encyclopädie der math. Wiss., VI, 1. Kapitel B.
er forfattet af S. S. Hough]; Papers on tides
[1907—11]; M. Lévy, Théorie des marées, I
[Paris 1898]; Otto Krümmel, »Handbuch
der Oceanographie«, II [1911]; H. D.
Warburg, Tides and tidal streams [1923]; A.
Defant, »Gezeitenprobleme des Meeres in Land
nähe« [1925]).
J. Fr. S.
Tidikelt, Oasegruppe i det vestlige Sahara
(Tuat-Omraadet), ligger Ø. f. den store
Sandørken Igidi og mellem Plateauerne Tademait i
N. og Mouidir i S. Oaserne ligger grupperede
fra V.—Ø. om Wadi Saura, og Hovedoasen
In-Salah er et vigtigt Karavanpunkt mellem
Algier og Timbuktu. T. besattes af
Franskmændene 1899.
C. A.
Tidløs, se Colchicum.
Tidor, Ø i Nederlandsk Indien, Molukkerne,
78 km2 med 8000 Indb., 1720 m høj, vulkansk
og frugtbar, Hovedø i Sultanatet T., der hører
under Residentskabet Ternate.
M. V.
Tidsalder. Betegnelse for en større eller
mindre, historisk Periode. 1) En saadan
Tidsinddeling har man følt Trang til fra den
historiske Bevidstheds Begyndelse. Den græske
Digter Hesiodos (c. 750 f. Kr.) har i sin
»Theogoni« inddelt Verdensløbet i fire Verdensaldre:
Guldalderen, Sølvalderen, Kobberalderen og
hans Samtid: Jernalderen, idet han dog
mellem de to sidste indskyder en heroisk
Tidsalder. Den latinske Digter Ovidius følger ham
(i »Metamorfoserne« I) i disse 4 Verdensaldre
og betragter som han Menneskehedens
Levnedsløb som et Forfald fra en oprindelig
Lykketid. Den bibelske Verdenshistorie
bevæger sig i samme Retning, idet den begynder
med Paradiset, men tillige (1. Mosebog Kap. 6)
antyder en heroisk Tid før den nuværende
Slægt, hvilken betragtes som nedadgaaende paa
Grund af Kulturens Indflydelse (Instrumenter
og Vaaben, Byer, Vindrikning o. l.). Mere
historisk har Senjødedommen opstillet Tidsaldre
efter Verdensrigerne (assyrisk, persisk, græsk,
romersk, Daniel Kap. 7). Et fuldt
gennemarbejdet Verdensskema finder vi dog først hos
Perserne, som (i Avesta og Bundekesh) lader
Kampen mellem de to Aander Ormazd og
Ahriman udfolde sig som et Verdensdrama, der
omspænder 12 Aartusinder (Solomløbstiden),
hvoraf de 3 sidste optræder som
Tusindaarsriger med stærke Kampe og en følgende
Lykketid; den sidste Forestilling har forsat sig i den
kristne Middelalder og senere. Ejendommelig
for den orientalske Betragtning er en tidløs
»Begyndelse« (1. Mosebog Kapitel 1, 1; Johs.
Evang. Kap. 1, 1), efter hvilken den historiske
Tid indtræder for at naa sin Afslutning og give
Plads for den atter tidløse Evighed. Et mere
detailleret Forløb af T. kan iagttages i den
persiske Digter Firdausi’s »Kongebog«, der Skridt
for Skridt forfølger Kulturstadierne, men denne
Gang i opadgaaende Bevægelse (jfr. Edv.
Lehmann: »Myter och sagor« [Sthlm 1925, Kap.
»Livsmyter«]). — I nyere Tid blev
Guldaldertanken optaget af Rousseau, der (Discours
[1753]) i sit Fjendskab mod Kulturen
betragtede den primitive Tids Naturtilstand som den
lykkeligste i Modsætning til Filosoffen Thomas
Hobbes’ Bestemmelse af denne som »Alles Krig
mod Alle«. Han fulgtes heri af Herder (»Auch
eine Philosophie der Gesch.« [1774]), ja endog
af Kant (»Idee zu einer allg. Gesch.« [1784],
»Muthmasslicher Anfang d. Menschengesch.«
[1786]), der dog ikke betragtede den primitive
Lykketid som den moralsk højeste. Rousseau
bekæmpedes i Oplysningstiden af Iselin (»Gesch.
d. Menschheit« [1764]), men hans Anskuelse
blev lagt til Grund for Romantikkens
universalhistoriske Betragtninger og navnlig sat i
System af Filosoffen Schelling og Mytologen
Creuzer. Hegel tog derimod Afstand fra disse
Konstruktioner, idet han ser Historien som en
fremadskridende Udvikling. Paa denne sidste
Linie bevæger Positivismen og Evolutionismen
sig, idet den førstes Grundlægger Auguste
Comte opstillede 3 Stadier (les trois états) i
Udviklingen: det teologiske, det metafysiske og
det positive (paa Videnskab grundlagte),
hvormed han dog ikke mente egentlig historiske
Afsnit, men Aandstrin, der indenfor de
forskellige Kulturer afløser hinanden. Herbert
Spencer’s Evolutionisme forfølger Udviklingen fra
den første organiske Begyndelse i rytmisk
Fremskriden til bestandigt større Herredømme
over Menneskelivets teoretiske og praktiske
Forudsætninger og en deraf følgende
Lykketilstand. Han nærmer sig dermed snarere en
anden Betragtning, der har gjort sig gældende
i kristne Tider, den fra den senere Jødedom
stammende Forventning om en kommende
Guldalder, det messianske Gudsrige, der
navnlig behersker Aposteltiden, men som stadig
endnu dukker op i kristne og halvkristne
Sekter (Anabaptister, Mormoner, Adventister).
Evolutionismens Optimisme er af en hel anden
Art, men dog ikke uden en vis Trosstemning i
sin Forventning om en Kulturens forestaaende
Lykketid og Fredstid, der alligevel blev
alvorligt skuffet ved Verdenskrigens Udbrud og
Udfald. Karakteristisk nok udkom Spengler’s
meget omtalte Værk: »Der Untergang des
Abendlandes« (se O. Spengler) just ved denne Tid
med dens Paavisning af Kulturens
selvfortærende Evne og den dermed følgende Paastand
om Kulturnationernes successive Undergang.
Han taler mindre om Kulturens Tidsaldre end
om tidsbestemte Kulturer, der hver for sig
lever som en selvstændig Organisme, der
vokser frem og dør bort ligesom Naturorganismer
og Naturperioder; men han har just derved
givet et meget væsentligt Bidrag til
Forstaaelsen af Begrebet T.
2) Den nuværende Historieskrivnings
Inddeling af Historien i Oldtid, Middelalder og
Nytid skriver sig fra den tyske Filolog
Cellarius, Professor i Halle (1638—1707), der som
god Protestant satte Reformationen som Skel
mellem de to sidste Perioder, medens
Romerrigets Fald og Germanernes Optræden paa
Verdensscenen skilte Oldtid fra Middelalder.
Denne Inddeling er for saa vidt utilfredsstillende,
som den lægger Tværsnit over hele
Verdenshistorien ud fra et europæisk Synspunkt og
over hele Europa ud fra et tysk-protestantisk.
Man tilsidesætter derved det geografiske
Hensyn til andre Verdensdele og Riger; ejheller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
