Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tidsregning, bibelsk - Tidsregning (se Kronologi)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endnu var 9 1/3 Generation = 373 Aar tilbage,
og at følgelig Messiasrigets Komme vilde
indtræde c. 157 f. Kr. — Ved Siden af disse
Forsøg paa skematisk at inddele Historien i
Perioder af en forud bestemt Størrelse finder man
naturligvis ogsaa i det gamle Testamente
forskellige enkelte Begivenheder daterede; men
der er for os den Vanskelighed, at vi ikke
altid ved nøjagtig Besked om de Begivenheder,
som danner Udgangspunktet for Dateringen,
f. Eks. »to Aar før Jordskælvet« (Amos 1, 1),
»i Kong Uzzija’s Dødsaar« (Jes. 6, 1), »i Kong
Achaz’ Dødsaar« (Jes. 14, 28), »i det Aar, da
Tartan kom til Ashdod« (Jes. 20, 1). Særlig
Interesse har de synchronistiske Angivelser i
Kongebøgerne, idet man dér ikke alene finder
anført de forskellige Herskeres Regeringstid
baade i Nord- og Sydriget, men enhver
Konges Tronbestigelse bestemmes tillige ved
Meddelelse om, hvor længe Fyrsten i Naboriget da
havde haft Herredømmet. Nu er der ganske
vist for en rent umiddelbar Betragtning nogen
Uoverensstemmelse, idet Perioden fra Rigets
Deling til Samarias Undergang regnet efter den
judaiske Kongerække bliver paa 260 Aar, efter
den efraimitiske derimod kun paa 242; men
for en væsentlig Del kan dette hænge sammen
med, at man har regnet det Aar, i hvilket
Regeringsskifte fandt Sted, dobbelt, idet det
baade er talt med som den afdøde Konges
sidste og som den nye Konges første Aar.
Imidlertid stemmer Kronologien heller ikke helt
med den langt nøjagtigere Datering af enkelte
Begivenheder, som vi i nyere Tid har faaet
gennem de assyriske Indskrifter; derefter kan
følgende Aarstal gælde som sikre (omregnede
til israelitisk Tælling af Aarene fra Efteraar til
Efteraar, medens den babyloniske Tidsregning
lader Aaret begynde om Foraaret): 855: Slaget
ved Karkar, i hvilket Achab deltager; 843: Jehu
betaler Tribut til Salmanassar II; 738: Menahem
betaler Tribut til Tiglat-Pilesar; 732: Hoshea
indsættes af Tiglat-Pilesar som Konge i Stedet
for Peqah; 722: Samaria gaar til Grunde; 701:
Sanherib belejrer Jerusalem under Kong
Hizkija; 605: Slaget ved Karkemish, hvor
Josija falder; 587: Jerusalem erobres af
Nebukadnesar. Imellem Achab’s og Jehu’s Regering kan
der saaledes ikke være mere end højst 12 Aar,
men 1. Kongb. 22, 52 lader Achazja herske i 2
Aar, og 2. Kongb. 3, 1 lader Joram regere i 12,
hvorved altsaa de to Konger mellem Achab og
Jehu tilsammen faar en Regeringstid paa 14
Aar; da Jehus Tribut til Assur herefter maa
antages at være betalt lige i Begyndelsen af
hans Regering, bliver Tidsrummet fra hans
Tronbestigelse til Samarias Fald efter den
assyriske Kronologi paa 122 Aar; regnet efter den
efraimitiske Kongerække i det gamle Testmente
bliver det derimod paa 144, og efter den
judaiske Kongerække endog paa 165 Aar.
Kongebøgernes Tal maa derfor korrigeres. Bedst
kendte er disse vel fra den Kronologi, som den
irske Ærkebiskop Usher i 1650 beregnede, og
som lige til vore Dage har været optrykt i
engelske Bibeloversættelser; det er derfra, man
har Dateringen af Skabelsen til 4004 f. Kr.,
Syndfloden til 2348 og Udgangen af Ægypten
til 1491; ligeledes David’s Regering til
1059—1019, Salomo’s til 1019—989 og derpaa
Kongerne i Nordriget: Jerobeam 989—67, Nadab
967—66, Baesha 966—42 etc. lige til Samarias
Undergang i 719; og Kongerne i Sydriget:
Rehabeam 989—62, Abija 962—59, Asa 959—18 etc.
til Erobringen af Jerusalem i 586. Dette sidste
Aarstal har Indskrifterne godtgjort som
væsentligt rigtigt, og ved Dateringen af Samarias
Fald er Fejlen ubetydelig, idet denne
Begivenhed fandt Sted i 722; derimod bliver
Afvigelserne større i ældre Tid; efter den reviderede
Kronologi maa Rigets Deling nemlig ansættes
til c. 935, saaledes at Fejlen paa dette
Tidspunkt er et halvt Hundrede Aar. Paa forskellig
Maade har man nu søgt at ændre ved de i
Kongebøgerne meddelte Tal for at faa dem til
at stemme med de fra Indskrifterne hentede
Data; men det er ad den Vej ikke lykkedes at
tilvejebringe nogen helt sikker Kongerække, og
man maa nøjes med omtrentlige Angivelser,
saaledes som de findes anført i Artiklerne om
de enkelte Konger. — Efter Hjemkomsten fra
den babyloniske Udlændighed daterede man i
Judæa som alle andre Steder i det persiske
Rige efter Storkongens Regeringsaar; men
desuden findes i det gamle Testamente nogle
Gange (2. Kongeb. 25, 37; Jer. 52, 31; Hez. 33,
21 m. fl.) en Tidsregning med Bortførelsen til
Babylon som Udgangspunkt. Da Palæstina kom
under Syrien, benyttede man den seleucidiske
Æra, der begynder med Efteraaret 312; men
Jøderne havde imidlertid overtaget den
babyloniske Sædvane at lade det nye Aar begynde
om Foraaret, og denne fastholdt de stadig,
hvorfor det ikke er helt klart, om den
Tidsregning, der anvendes i 1. Makkabæerbog, har
311 eller 312 f. Kr. som Udgangspunkt. Egen
Kalender gjaldt i Oldtiden ligesom eget
Møntvæsen som Prærogativer for en suveræn Stat;
derfor indførte (ifølge 1. Mkb. 13, 41 ff.), Simon
Makkabæer en ny Datering med Aar 143/2 f. Kr.
som Udgangspunkt; men denne har næppe holdt
sig længere end hans Regering. — Lige saa lidt
som den gammeltestamentlige Kronologi
kommer heller ikke den nytestamentlige ud over
tilnærmelsesvise Bestemmelser baade af
Begivenhedernes Plads i vor Æra og af
Tidsafstanden mellem dem indbyrdes. Bind XIII, S.
83 f. er redegjort for, at vi ikke har Midler
til med Sikkerhed at bestemme Kristi
Fødselsaar saalidt som hans Dødsaar og Varigheden
af hans offentlige Virksomhed; den sædvanlige
Datering af hans Fødsel til 6—4 f. Kr., hans
Død til 29 eller 30 og hans offentlige
Fremtræden til 2—3 Aar forinden, beror for en
væsentlig Del paa et Skøn. Hvor lang Tid der er
forløbet, inden Stefanus blev stenet, og inden
Hedningemissionen begyndte i Antiochia, ved
vi heller ikke. Først med Begivenhederne i
Paulus’ Liv faar vi flere Holdepunkter; men
i Bind XVIII, S. 1002 er det paavist, at heller
ikke disse tillader en helt sikker
Tidsbestemmelse. (Litt.: Eb. Schrader, »Die
Keilinschriften und das Alte Testament«, 3. Opl.
1902, S. 316 ff. samt I. Benzinger’s
Kommentar til Kongebøgerne).
H. M.
Tidsregning, se Kronologi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
