Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Timor - Timorlaut - Timoteo Viti - Timothé - Timotheos - Timotheus - Timotheusbrevene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med (1915) 377815 Indb., staar under Portugal.
Hovedstad er Deli paa Nordkysten.
M. V.
Timorlaut, se Tenimber Øer.
Timoteo Viti, se Viti.
Timothé, se Phleum og Tavlen Bd VIII, S. 322.
Timotheos [-te-], 1) græsk Digter, døde i
en høj Alder omtr. 360 f. Kr. Han hørte
hjemme i Milet, men opholdt sig ogsaa meget
i forsk. andre græske Byer og ved den
makedoniske Konge Archelaos’ Hof. T. skrev mest
lyriske Digte, Dithyramber og Korsange,
bestemte til at foredrages under Ledsagelse af
Citherspil, hvortil han ogsaa selv komponerede
Musikken. Han skal have indført forsk.
musikalske Reformer og bl. a. have forøget
Citherstrengenes Antal. Om hans Digtes Natur har
vi først faaet et rigtigt Begreb, da et større
Brudstykke er blevet fundet paa en ægyptisk
Papyrus. Det indeholder en Beskrivelse af et
Søslag mod Perserne, som det synes, Slaget
ved Salamis, uagtet intet Navn nævnes. Det
er første Gang udgivet af
Wilamowitz-Möllendorff (Leipzig 1903) sammen med de tidligere
kendte ubetydelige Brudstykker af T.’s Digte.
Dansk Oversættelse ved A. Hertel (Kbhvn 1907).
2) athenisk Hærfører og Statsmand, Søn af
Konon, sejlede 375 f. Kr. med en Flaade uden
om Peloponnes, slog Spartanerne og bevægede
Kerkyra og andre vestgræske Stater til at slutte
sig til Athens Søforbund. Senere kæmpede han
med Held i Ægæerhavet, erobrede Samos (365)
og bevægede flere makedoniske Byer til at slutte
sig til Athen; derimod mislykkedes et Angreb
paa Amfipolis (360). I de flg. Aar indtog han
en ledende Stilling i Athens Politik og havde
en væsentlig Andel i, at Athen paa ny
erhvervede Euboia (357). I Forbundsfællekrigen var
han imidlertid mindre heldig, og da et Angreb
paa Chios maatte opgives, blev han anklaget
for at have taget mod Bestikkelse og idømt en
stor Bøde (356). Han gik da i Landflygtighed
og døde snart efter.
H. H. R.
Timotheus [-te-], en af Apostlen Paulus’
Disciple og Medarbejdere. Efter Ap. G. 16, 1 fl.
var han Søn af en hedensk Fader og en jødisk
Moder (2. Tim. 1, 5 hedder hun Eunike og
Bedstemoderen Lois), opvokset i Lystra og
formodentlig af Paulus vundet for Kristendommen
(»mit Barn i Herren« 1. Kor. 4, 17), da han
paa sin første Rejse kom til denne By. Fra
Begyndelsen af Apostlens anden Missionsrejse
og indtil det første Fangenskab befinder T. sig
bestandig i hans Følge, og flere Gange bliver han
sendt til en af de paulinske Menigheder for at
røgte et betroet Hverv, saaledes til
Thessalonika (1. Thess. 3, 17) og til Korinth (1. Kor.
4, 17); om den Anseelse, han nød, vidner den
Omstændighed, at han er nævnt som
Medforfatter af 1. og 2. Thess., 2. Kor., Kol. og
Filip.; og Paulus selv udtaler sig meget rosende
om ham, Fil. 2, 19 ff. Det fremgaar yderligere
deraf, at han har været hos Apostlen, da
denne sad fangen i Rom. De to Timotheusbreve
(s. d.) forudsætter, at han har ledsaget Paulus
paa en senere Rejse til Orienten (efter
Frigivelsen fra det første Fangenskab) og her er
blevet efterladt som Forstander for Menigheden
i Efesus; apokryfe Legender ved da ogsaa at
berette om hans Martyrdød der.
H. M.
Timotheusbrevene [-te-], Benævnelse for to
af de i den nytestamentlige Kanon optagne
Paulusbreve, efter den almindelige Rækkefølge det
10. og 11. Sædvanligvis sammenfattes de med
Titusbrevet under den fælles Betegnelse
Pastoralbrevene, fordi de alle tre
indeholder Forskrifter og vejledende Raad for dem,
der skal være Menighedens »Pastores« ɔ:
Hyrder eller Forstandere, og ogsaa i andre
Henseender er de saa beslægtede, at de naturligt
behandles under eet. I Nutiden staar Striden
navnlig om, hvorvidt det er muligt at betragte
dem som ægte Breve af Apostlen Paulus; fra
c. 200 har de som saadanne ubestridt været
regnede med til den nytestamentlige Kanon,
og først da Schleiermacher fremsatte sine
kritiske Bemærkninger til 1. T., vaktes Tvivlen
om deres Autenti; men den bredte sig hurtigt
og deles nu af mange. Blandt de kritiske
Indvendinger mod Ægtheden kan der næppe mere
lægges nogen større Vægt paa, at den Situation,
som Brevene forudsætter, ikke kan passe ind
i de Rammer for Paulus’ Liv, som vi kender
fra Apostlenes Gerninger. Efter 1. Tim. 1, 3 har
Paulus og Timotheus virket sammen i Efesus,
hvor sidstnævnte er blevet efterladt for at
ordne Forholdene, indtil Apostlen vender tilbage
(3, 14; 4, 13); et længere Ophold i Efesus
omtales i Apostlenes Gerninger kun Kapitel 19; da
Paulus bryder op derfra, lader han imidlertid
ikke Timotheus blive tilbage, men i 19, 22
har han endogsaa sendt ham bort i Forvejen,
og 20, 4 er denne Discipel i Apostlens Følge
paa Rejse til Jerusalem. Titusbrevet
forudsætter paa samme Maade en Samvirken
mellem Paulus og Titus paa Kreta, hvorefter
Apostlen ved sin Bortrejse indsætter sin
Medarbejder til Menighedsforstander (1, 5); senere
skal han træffe Paulus i Nikopolis, hvor denne
har til Hensigt at blive Vinteren over (3, 12);
ifølge Apostlenes Gerninger kom Apostlen kun
til Kreta som Fange (27, 7—13); ved denne
Lejlighed kan han næppe have grundlagt
nogen Menighed, og vi faar heller ikke
det Indtryk, at der dengang fra tidligere
Tid var Kristne paa Øen. 2. T. indeholder
(navnlig i 4, 9—21) mange personlige Notitser:
Apostlen har for nylig været i Troas og i
Milet; Timotheus skal skynde sig at komme
til ham og medbringe Markus og nogle
Ejendele, som Paulus har efterladt i Troas; selv
befinder Apostlen sig i Fangenskab i Rom (1,
8 ff.); allerede een Gang har han undgaaet at blive
dømt til Døden (4, 16 ff.), men han venter nu
Martyriet (4, 6 ff.). Imidlertid stemmer heller
ikke disse Meddelelser med Apostlenes
Gerningers Beretning om Rejsen over Troas og Milet
til Jerusalem (20, 2 ff.); og derfor er det en
nedvendig Forudsætning for, at Pastoralbrevene
kan være ægte, at Paulus’ Livshistorie ikke
slutter med det Apostlenes Gerninger 28, 30 f.
omtalte Fangenskab; men han maa være blevet
frigivet og have foretaget en fjerde
Missionsrejse til Orienten; derefter er han da paa ny
blevet fængslet i Rom, og denne Gang endte
Fangenskabet med Martyrdøden. Denne
Hypotese om »Apostlens andet romerske
Fangenskab« betragtedes tidligere som meget
usandsynlig; men efter at man ved Gallio-Indskriften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
