Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Timotheusbrevene - timpani - Timpi - Timsah - Timur-i-leng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er ført til at datere Paulus’ første Komme til
Rom til 58 eller 59, bliver der i Aarene fra
60 eller 61 til 64 rigelig Tid til, at en fjerde
Rejse kan være foretaget; da der ogsaa i
1. Klem. 5, 5—7 foreligger en Tradition om, at
Apostlen har været i Spanien (se om disse
Spørgsmaal nærmere Bind XVIII, Side 1002),
kan man ikke uden videre betragte de i
Pastoralbrevene forudsatte Rejser som stridende
mod velbevidnede historiske Kendsgerninger.
Afgørende er heller ikke den Indvending, at
naar Apostlen lige kort før Brevets Affattelse
havde givet den paagældende Discipel
mundtlig Belæring, vilde det være yderst paafaldende,
om han nu tog sig for skriftlig at gentage det
sagte; og man tør ikke paastaa, at noget saa
unaturligt kun kan være en Fiktion. Thi der
foreligger dog den Mulighed, at Brevene kunde
være bestemt til at tjene som en Slags
Legitimation for Menighedsforstanderen; naar
Bestemmelserne blev oplæst i Menigheden, kunde
alle jo høre, at det var Apostlen Paulus’ Krav,
som han søgte at gennemføre. Større Vægt
maa der tillægges det tredie Argument, at
Pastoralbrevene i Sprog og Stil er yderst
forskellige fra de andre paulinske Breve;
Afstanden er i Virkeligheden saa stor, at den
uvilkaarligt vækker Opmærksomhed, selv hos den
ureflekterede Læser. Man henviser ganske vist
heroverfor til Paulus’ ualmindelige Evne til
at variere sit Ordforraad og sine
Udtryksformer, og ligeledes til, at de specielle Emner,
som behandles i Pastoralbrevene, nødvendigvis
maa medføre særlige stilistiske
Ejendommeligheder. Men Udtryk som »den sunde Lære«,
»et kættersk Menneske«, »den falskelig saakaldte
Erkendelse«, »den Lære, som stemmer med
Gudsfrygt« etc. virker dog paafaldende hos
Forfatteren til Romer-, Galater- og
Korinthierbrevene. Den »Enthusiasme«, som man her
mærker, d. v. s. en levende Følelse af at staa
under direkte Indflydelse fra Helligaanden, at
leve »i Kristus« eller »i Aanden«, er i
Pastoralbrevene erstattet af en lydig Tilslutning til den
sunde Lære og en Stræben efter at opfylde de
udvortes Krav, som Kristendommen stiller. At
der i Paulus’ religiøse Udvikling skulde være
Plads for begge disse to Stadier, finder mange
Forskere — vistnok med Rette — utroligt.
Dertil kommer, at den Maade, hvorpaa de i
Brevene bekæmpede Vranglærere omtales, ogsaa
viser hen til senere Tid; ganske vist er det
uberettiget i 1. Tim. 6, 20; »den falskelig
saakaldte Erkendelses Modsigelser (Antitheseis)« at
finde en Allusion til Gnostikeren Markion’s
Skrift »Antitheseis« fra c. 140 e. Kr.; og det
maa ogsaa indrømmes, at en jødekristelig
Gnosticisme, som den Pastoralbrevene
forudsætter, meget vel var tænkelig endnu i Paulus’
Levetid. Men Skildringen af Vranglærerne er
underlig uklar og svævende; snart omtales de
som fremtidige (1. Tim. 4, 1 ff.), snart som
allerede virksomme i Nutiden. Dette vilde lettest
forklares ved den Antagelse, at en senere
Forfatter har forsøgt at lægge Apostlen en Profeti
om de i hans Samtid optrædende Vranglærere
i Munden. Endelig viser ogsaa de i
Pastoralbrevene forudsatte Menighedsforhold hen til en
efterpaulinsk Tid. Medens Apostlen i 1.
Korinthierbrev 12—-14 regner med, at
Naadegaverne virker i de forskellige
Menighedsmedlemmer og udruster enkelte til at styre og lede,
forudsætter Pastoralbrevene allerede faste
Embeder, hvortil man vælges og indsættes, og
»Presbyteriet« optræder som et bestemt
afgrænset Kollegium, der repræsenterer den
højeste Læreautoritet i Menigheden. Hvor hurtigt
denne Forandring fra »Aanden« til »Embedet«
er foregaaet, kan naturligvis ikke siges med
Sikkerhed, og det vil rimeligvis ogsaa have
været ret forskelligt i Kirkens forskellige Egne;
dog maa den have krævet nogle Decennier og
kan vanskeligt tænkes fuldbyrdet endnu i
Paulus’ Levetid. Af disse Grunde er man da
tilbøjelig til at forkaste Pastoralbrevenes
Autenti; men paa den anden Side er det ikke helt
let at forklare de mange personlige
Notitser, som især 2. T. indeholder, som
opdigtede; flere Forskere gaar da den Mellemvej,
at de formoder, at der til Grund for Brevene
ligger smaa personlige Billetter af Paulus, og
disse er da blevet udvidede med Bestemmelser
om Kirkeordningen og Advarsler mod Afvigelse
fra den sunde Lære, som man ønskede at støtte
med Paulus’ Autoritet. — Er Brevene ægte,
maa de være fra Apostlens sidste Leveaar før
64; 1. T. og Tit. er da skrevne paa den
fjerde Missionsrejse, og 2. T. fra det andet
romerske Fangenskab. Under Forudsætning af
Uægthed bliver Dateringen vanskeligere; ofte
betragtes da 2. T. som det ældste, fra Domitian’s
(81-96) eller Trajan’s Tid (98-117), og Tit. og
1. T. maa da være fra de første Decennier af 2.
Aarhundrede. (Litt: Kommentarer til
Pastoralbrevene paa Dansk af F. Torm [1916]; paa
Tysk af B. Weiss [7. Oplag af Meyer’s
1902], G. Wohlenberg [2. Oplag 1911] og
M. Dibelius [1913]; paa Engelsk af E. F.
Brown [1917], R. S. J. Parry [1920] og
W. Lock [1924]).
H. M.
timpani, det italienske Navn paa Pauker
(s. d.).
Timpi, d. s. s. Aluchiharpiks.
Timsah (Krokodillesøen), en lille Sø, 15
km2, omtrent paa Midten af Sues-Tangen, var
før Kanalens Anlæggelse en rørbevokset
Brakvandsdam, men er nu, da den gennemskæres
af Kanalen, klar og ren med lyseblaa Farve.
Ved den nordlige Bred ligger Byen
Ismaïlia.
C. A.
Timur-i-leng (Timur Lenk), i Europa
almindeligst kendt under den fordrejede Form
Tamerlan, tatarisk Erobrer fra 14. Aarh.
T. var en Høvdingsøn, f. 1336 i Nærheden af
Samarkand. Fra den tidligste Ungdom tumlede
han sig paa Krigstog, hvortil der dengang
gaves rig Lejlighed, da det Rige, som
Djengis-Chan og hans Sønner et Aarh. tidligere havde
stiftet, nu var opløst i en Mængde
indbyrdes fejdende Smaastater, og mange Dele af
Persien, Turkestan og Mesopotamien havde
løsrevet sig under selvstændige Dynastier som
Muzafferiderne i Shiraz, Djelairiderne i Bagdad,
Serbedarerne (ɔ: »Galgenfuglene«) i Khorasan.
T. optraadte først som Kondottiere, siden for
egen Regning, og viste sig snart at være en
Feltherre af højeste Rang. Under et Utal af
Kampe underkastede han sig først de Lande i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
