Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - tinglæst Skifteekstrakt - Tingmannalid - Tingmiarmiut - Tingmænd - Tingrider - Tingsbeskadigelse - Tingsindbegreb - Tingskriver - Tingsleje - Tingsret - Tingstadius, Johan Adam - Tingsten, Lars Herman - Tingstok - Tingstud - Tingsvidne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tinglæst Skifteekstrakt, se
Skifteekstrakt.
Tingmannalid, se Vederlag.
Tingmiarmiut (ɔ: Fuglepladsbeboerne),
tidligere Boplads paa Grønlands Østkyst, 62° 41′
n. Br. Den ligger tæt ved et brat Fuglefjeld
paa Egnens største Ø, men Øen, den store
Fjord og hele Egnen kaldes ved dette Navn.
T.-Øen er pragtfuld, den har en vildt forrevet
Bjergkæde, hvis Spidser er 1200 m høje.
Omgivelserne af Fjorden er smukke, og i dens
Indre udskyder fra Indlandsisen flere ret stærkt
produktive Bræer.
G. F. H.
Tingmænd kaldtes i de gamle danske Love
de paa Tinge forsamlede Personer. Da
Herredsting og Landsting fra først af savnede enhver
egentlig Organisation, var det Kredsen af T.,
som udøvede Tingenes Beføjelser (se herom
saavel som om den senere Udvikling under
Herredsting og Landsting).
P. J. J.
I Norge og paa Island var T. (þingmenn,
undertiden þingamenn) Betegnelsen for de til
Deltagelse i en Tingforsamling berettigede,
snart om dem alle, snart om de for
Anledningen fremmødende (jfr. Udtryk som at »udbede
sig T.’s Dom«, »det, som T. erklærer at være
Lov«, »hvis der skal dømmes Ret i Sagen paa
Tingstedet, skal Fjerdedelen af T. komme til
Stede«). I den nyeste Tid bruges i Norge T.
kun om Stortingsmænd.
(E. H.). Abs. T.
Tingrider, ogsaa Landstingsrider, se
Landsting.
Tingsbeskadigelse, se Hærværk.
Tingsindbegreb. Ved T. forstaas en
Samling af ensartede eller til et fælles Brug
bestemte Ting, der betegnes ved almindelige
Benævnelser, f. Eks. et Varelager, en Besætning
eller et Bibliotek. Ifølge Konkurslovens § 152
kan der ikke gives Underpant i T. Dette
hænger sammen med, at der, naar der stiftes
Rettigheder i eller med Hensyn til saadanne
Samlinger af Ting, f. Eks. ved at de udlejes,
pantsættes eller forsikres, maa antages at
tilkomme Besidderen en udstrakt Raaden over
de enkelte Dele af T.’et, saaledes at han kan
forbruge eller afhænde dem, og saaledes at
Ting, der anskaffes i Stedet for de forbrugte
eller afhændede Ting eller til Supplering af
T.’et, uden videre omfattes af det med Hensyn
til Tingsindbegrebet stiftede Retsforhold. Af
denne Grund er Panteret i T. særligt farligt
for den almindelige Kredit, idet Skyldneren vil
være særlig fristet til at begunstige en enkelt
Kreditor ved at indrømme ham en Sikkerhed,
som ikke generer ham selv synderligt i hans
Dispositioner over de pantsatte Genstande. I
visse T. kan der dog iflg. Konkurslovens §§ 152
og 153, jfr. Frdn. 28. Juli 1841 § 3, gives
Underpanteret i T. Dels kan nemlig Lejetageren ved
Forpagtninger af Landejendomme og Mejerier
samt ved anden Leje af Jord give Udlejeren
Pant i de til Bedriftens Udøvelse hørende
Ejendele og i Bedriftens Produkter for de Krav,
som Udlejeren har paa ham i Anledning af
Brugsforholdet. Dels kan visse Dele af en
Landejendoms eller en Fabriks Tilbehør,
saasom Besætning, Afgrøde eller Driftsmateriel,
pantsættes i Forbindelse med selve
Ejendommen.
A. D. B.
Tingskriver, efter ældre Sprogbrug den
Embedsmand, der besørger
Skriverforretningerne ved et Ting, se nærmere under
Birkeskriver, Byskriver,
Herredsskriver, Landstingsskriver.
P. J. J.
Tingsleje, d. s. s. Leje.
Tingsret, se Ting.
Tingstadius, Johan Adam, svensk Teolog,
f. i Lunda i Södermanland 8. Juli 1748, d. som
Biskop i Strengnäs 10. Decbr 1827. Han var
Orientalist og navnlig kyndig i Hebraisk, og
forinden han 1803 udnævntes til Biskop,
virkede han en lang Aarrække ved Upsalas
Universitet. Han har bl. a. skrevet Fortolkninger til
adskillige gammeltestamentlige Skrifter.
A. Th. J.
Tingsten, Lars Herman, svensk General
og Militærforfatter, f. 1857, blev 1878 Officer i
Fodfolket og naaede 1913 Stillingen som
Generalløjtnant og Generalinspektør for
Fodfolket; Chef for Generalstaben 1919—22 og
General 1922. Fra 1905—07 var han
Krigsminister og fik blandt andet gennemført
Fuldendelsen af Boden-Fæstningen. T. er meget
kendt som Militær for fatter; af hans Værker kan
særlig nævnes »Taktikens grunder«,
»Infanteriets utbildning i exercis« (1918) og »Strategiens
grunder« (1920).
E. C.
Tingstok, en Bjælke eller Planke, brugt som
Tingbænk, se nærmere under Herredsting,
Side 350.
P. J. J.
Tingstud, af Stud i Betydning af Støtte
eller Understøttelse, altsaa egentlig en Person,
der yder en anden Understøttelse paa Tinge,
en Sagfører eller Forsvarer. Oprindelig havde
Ordet sikkert ingen nedsættende Biklang, men
paa Grund af det lave intellektuelle og
moralske Niveau, der i Sagførerstandens tidligste
Periode ofte karakteriserede den Del af
Standen, der praktiserede ved Underretten, fik T.
efterhaanden en saadan Biklang og brugtes dels
om den, der ophidsede til Processer, dels om
den, der under Udførelsen af Sag forfaldt til
Lovtrækkeri. Paa denne Maade anvendtes
Ordet almindelig i 17. og 18. Aarhundrede og
maaske endnu længere.
P. J. J.
Tingsvidne bruges i den ældre danske Ret
i flere forskellige Betydninger, dels om
Tingmændenes Vidnesbyrd om, hvad de paa selve
Tinget har set eller hørt, hvilket Vidnesbyrd
havde fuld offentlig Troværdighed, saa at der
ikke kunde føres Modbevis imod det, dels om
Vidnesbyrd, som paa Tinge afgives af Personer
om, hvad de har iagttaget uden for Tinget.
Naar T. af den førstnævnte Art skulde aflægges
paa samme Ting, hvor Begivenheden var
foregaaet, afgaves de vistnok oprindelig af alle de
tilstedeværende Tingmænd, som havde iagttaget
det passerede, senere derimod af et dertil
særlig udpeget Udvalg; skulde de aflægges paa et
fremmed Ting, f. Eks. til Oplysning om en
afsagt Dom, udsendtes nogle Tingmænd til
Afgivelse af Vidnesbyrdet, en Foranstaltning, der
dog blev overflødig efterhaanden som skriftlige
Bevidnelser (Dombreve o. l.) kom i Brug. I
Ordets anden Betydning var T. Betegnelse for
ethvert inden Retten afgivet Vidnesbyrd, og det
var denne Betydning, som blev den almindelige
i nyere Tid, hvor T. baade anvendtes om selve
Vidnesbyrdet og om den skriftlige Akt, hvori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
