- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
500

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tinsalt - Tinsten - Tinstøbning - Tinsulfider - Tinsyre

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Tinsalt, se Stannoklorid.

Tinsten (Cassiterit), den eneste i større
Mængde forekommende Tinforbindelse i
Naturen, bestaar af Tindioxid, SnO2, med 78,6 %
Tin; dog er der oftest indblandet Jern (indtil
6 %), Kisel o. a. T. optræder i smukke
Krystaller og Tvillingkrystaller, tilhørende det
tetragonale System og isomorf med Rutil og
Zirkon. Mineralet er let kendeligt ved sin store
Haardhed (6—7), store Vægtfylde (7) og
iøjnefaldende Diamantglans; Farven er oftest sort,
jernfattige Varieteter kan være brune, gule, ja
endog farveløse; Pulverfarven er altid lys.
Foruden i Krystaller findes T. jævnlig i
finkornede og i radialstraalede Aggregater,
endvidere som afrundede Klumper og Korn i Grus
og Sand, som er opstaaede af hensmuldrende
tinstensførende Bjergarter. Hvor T. findes paa
sit oprindelige Dannelsessted i Fjeldet, er dens
Forekomstomraade meget karakteristisk: den
findes enten i Eruptivbjergarter eller i den
umiddelbare Nærhed af saadanne, dels i
forholdsvis smalle Gange, dels som Imprægnation
af Gangenes Sidesten; i Reglen er det Granit,
som T. er knyttet til, sjældnere Liparit eller
Andesit. Den ledsages paa Gangene af et
næsten konstant, ejendommeligt Mineralselskab,
først og fremmest Kvarts, dernæst fluorholdige
Mineraler, især Flusspat og Topas, ogsaa
Turmalin, Lithionglimmer o. a., endvidere ofte
Wolfram, Molybdænglans og Arsenkis. T.’s
Dannelse maa sættes i Forbindelse med eruptive
Eftervirkninger (pneumatolytiske Processer);
efter Daubrée’s berømte Teori afgav den
størknende Granit Dampe af Fluortin, som
koncentreredes i Sprækkerne og der, ved aftagende
Temperatur, udskilte T. ved Paavirkning af
Vanddamp. T. leverer saa godt som alt Tin,
men T.-Lejer af brydeværdig Størrelse er i det
hele sjældne; i Europa findes og udnyttes
saadanne dels i Cornwall og Devonshire, dels i
Erzgebirge (baade paa den sachsiske og
bøhmiske Side); langt større økonomisk Betydning
har T.-Lejerne i Tasmanien, Ny-Syd-Wales,
Queensland og særlig paa Halvøen Malakka
(Straits Settlements) og de nærliggende Øer
Bangka og Billiton; paa disse Steder vindes
T. ikke alene ved Bjergværksdrift i Fjeldet,
men ogsaa ved »Vaskning« af tinstenførende
gamle Flodgrusaflejringer; ogsaa i Bolivia
vindes noget Tin. Smaa Forekomster uden
økonomisk Værdi findes mange Steder, saaledes
ved Ivigtut i Grønland.
(N. V. U.). O. B. B.

Tinstøbning har været kendt i Tyskland fra
13. Aarhundrede, da Tinlejerne i Erzgebirge gav
let Adgang til Materialet, og Tin anvendtes til
Kruse, Pokaler, Potter, Tallerkener, Fade o. l.
og fra 15. Aarhundrede ogsaa til Kirkens
hellige Kar som Surrogat for Sølv. Tin er let at
smelte og at støbe, det staar sig godt og
beholder derfor sin smukke Farve. Oftest legeres
Tinnet af økonomiske og tekniske Grunde med
Bly og med andre Metaller (se
Tinlegeringer); det mest anvendte
Kandestøbermetal (s. d.), der for Eksempel
bruges til Orgelpiber, bestaar af 2 Dele Tin
og 1 Del Bly, medens til Tinsoldater o. l.
anvendes Legeringer med omtrent lige meget Tin
og Bly; af hygiejniske Grunde maa der til
Genstande, som kommer i Forbindelse med
Spisevarer, anvendes Legeringer med højst 10 %
Bly. De erstattes dog nu meget af
Britanniametal (s. d.). Smeltningen foregaar som
Regel i Kedler; Formene er ofte af Metal,
navnlig Støbejern, Bronze eller Messing, da Tin
kun svinder lidt og derfor ikke som adskillige
andre Metaller er udsat for at revne ved at
støbes i Metalform. Tinsoldater o. l. Smaating
støbes i Skiferforme, som let kan forarbejdes.
Forme af Gips og af presset Papir anvendes
ogsaa. Falun Brillanter faas ved at
stikke slebne Glasstempler et Øjeblik ned i
Tinbadet, som kun er lidt over Smeltepunktet; der
lægger sig da paa Glasset et tyndt Tinlag, som
let tages af med Haanden, og dets Inderside
har Højglans. T. er som anført under Artiklen
Kandestøber gaaet tilbage i Betydning for
Fremstilling af daglige Brugsgenstande; i den
senere Tid har støbte og drevne Genstande af
Tin dog faaet forøget Anvendelse som
Kunstgenstande.
(F. W.). Carl J.

Tinsulfider, Forbindelser af Tin med Svovl.
Tinforsvovl, Stannosulfid, SnS, faas
ved direkte Ophedning af Tin med Svovl som
en blygraa krystallinsk Masse; ved Fældning
af Stannoklorid, SnCl2, med Svovlbrinte faas
det som et brunsort Bundfald. Det opløses i
Saltsyre under Udvikling af Svovlbrinte. —
Tintvesvovl, Tindisulfid,
Stannisulfid, SnS2, faas som et gult, efter Tørring
gulbrunt Bundfald ved Fældning af
Stanniklorid, SnCl4, med Svovlbrinte; i denne
Tilstand er det vandholdigt. Guldglinsende og
krystallinsk faas det ved Ophedning af en Blanding
af Tinamalgam, Salmiak og Svovl, indtil
Kvægsølvet og Salmiakken er fordampet. Produktet
kaldes da Musivguld eller Guldbronze
og danner guldgule eller bronzelignende Skæl;
det er i denne Tilstand uopløseligt i Vand,
Saltsyre og Salpetersyre, men opløses i Kongevand
og sublimerer ved Ophedning til Dels uden
Sønderdeling. Musivguld bruges til uægte
Forgyldning af Træ, Gips og Metal.

Tindisulfid kan i den ovenfor nævnte
vandholdige Tilstand opløses i Saltsyre, hvorved
dannes Stanniklorid og Svovlbrinte; med
Alkalisulfider danner det opløselige Sulfosalte,
Sulfostannater.
(O. C.). S. P.

Tinsyre, H4SnO4 eller H2SnO3, faas paa
forskellig Maade. Fældes en Opløsning af tinsurt
Alkali med en Syre, dannes et hvidt Bundfald
af a-Tinsyre, som er opløseligt i Saltsyre og
i Alkalier. a-T. gaar under forskellige Forhold
over til b-Tinsyre eller Metatinsyre,
som ogsaa dannes ved Iltning af Tin med
Salpetersyre og er et hvidt Pulver, der ikke
opløses i Saltsyre paa almindelig Maade.

Ved Glødning af T. faas
Tinsyreanhydrid, Tindioxyd, SnO2, der findes i
Naturen som Tinsten, og som faas i ren Tilstand
og krystallinsk ved Indvirkning af Vanddamp
paa Stannikloriddamp ved Rødglødhede.
Tindioxyd danner i ren Tilstand farveløse
Krystaller af Vægtfylde 6,72 og er uopløselig i Syrer,
men ved Smeltning med Kaliumhydroxyd
giver det opløseligt Kaliumstannat. — Amorft
Tinsyreanhydrid findes i Tinaske, som dannes
ved Forbrænding af Tin, og bruges som

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0508.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free