Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tirol - Tirolienne - Tironiske Noter - Tirpitz, Alfred von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Kolonialvarer. Endelig er det meget store
Turistbesøg en vigtig Indtægtskilde for T.
T.’s Landdag har Sæde i Innsbruck og
bestaar af 40 Medlemmer. Til Forbundsraadet
vælger T. 3 Medlemmer. Den højeste
Retsøvrighed er Landsretten i Innsbruck. I Henseende
til Forvaltningen deles T. i 1 Bydistrikt og 8
Landdistrikter. I kirkelig Henseende deles
Landet i 19 Dekanater. I T. findes 308
Kommuner, hvoraf 10 Byer og 7 Flækker. Med
Hensyn til Undervisningsvæsenet nævnes
Universitetet i Innsbruck, 4 Gymnasier, 1 Realskole,
1 Lærer- og 3 Lærerindeseminarier samt 3
Handelsskoler.
T.’s Historie er nøje sammenvævet med
det S. f. liggende nu italienske Omraades. I
Romertiden hørte det sydlige T. til Italien, det
nordlige til Rætien, Puster-Dalen til Noricum.
Efter Romerrigets Fald herskede Østgoter over
T. I 6. Aarh. besatte Bajuvarerne den nordlige
Del, Longobarderne den sydlige, og sidstnævnte
grundede her Hertugdømmet Trient. Karl den
Store forenede Nord- og Sydtirol samt
Vorarlberg under sit Scepter. Under hans
Efterfølgere blev det sydlige T. atter skilt fra det
nordlige, og denne Adskillelse blev vedvarende,
da Kejser Konrad forlenede Biskop Udalrich II
af Trient med Grevskaberne Trient, Bozen
og Vintschgau og Biskop Hartwig af Brixen
med Norital, med hvilket senere forenedes
Pustertal. Det lykkedes nu efterhaanden
Greverne af T. som Fogeder for begge
Bispedømmer ikke alene at fortrænge de øvrige
Greveslægter, men ogsaa at sætte sig fast i de
biskoppelige Omraader og lægge udstrakte Dale af
T. under deres Herredømme. 1363 afstod
Margareta Maultasch af denne Slægt T. til
Habsburgerne, der ved Greverne af Görz-T.’s
Uddøen (1500) ogsaa arvede dette Omraade.
Kejser Maximilian I gav omkring 1504 Landet i
det væsentlige det Omfang, det havde indtil
Verdenskrigens Afslutning, da Østerrig maatte
afstaa Syd-T. indtil Hovedvandskellet til
Italien. (Litt.: M. Haushofer og A.
Rothpletz, »Tirol und Vorarlberg« [Bielefeld 1909];
J. Blaas, »Kleine Geologie von Tirol«
[Innsbruck 1907]; H. v. Ficker, »Klimatographie von
Tirol und Vorarlberg« [Wien 1909]; Egger,
»Geschichte Tirols« [Innsbruck 1872—80]; L.
Steub, »Herbsttage in Tirol« [2. Opl.,
München 1889]).
(Joh. F.). O. K.
Tirolienne [tirå’liæn], se Tyrolienne.
Tironiske Noter (notæ Tironianæ) kaldes et
af Romerne udviklet stenografisk System. Til
Grund for dette lagdes de almindelige lat.
Bogstaver i noget modificerede Former.
Ordenes Endelser afkortedes til særlige Tegn, og
ved Hjælp af Prikker antydedes, hvilken
Betydning der i det givne Tilfælde skulde tillægges
hvert enkelt Tegn (smlg. Abbreviaturer
og Stenografi). Som den, der skal have
lagt Grunden til Systemet, nævnes Digteren
Ennius; sit Navn har det faaet efter Tiro, der
skal have udviklet det videre, og en senere
Udvikling af det tilskrives Seneca. Det
anvendtes i Oldtiden af Stenografer til
Nedskrivning af Taler og holdt sig til ned i
Middelalderen; i den karolingiske Tid fik det en ny
Blomstring. Fra den Tid haves ogsaa endnu
flere Haandskrifter, som indeholder de t. N.
(Litt.: Kopp, Palæographia critica
[Mannheim 1817]; W. Schmitz, Commentarii
notarum Tironianarum [Leipzig 1893]).
H. H. R.
Tirpitz [’terperts], Alfred von, tysk
Søofficer og Politiker, f. 19. Marts 1849 i Küstrin.
T. indtraadte paa Kadetakademiet i Berlin 1865
og udgik som Underløjtnant 1870. Fik
derefter en alsidig Uddannelse, men det var dog
særlig Torpedovæsenet, der fangede hans
Interesse. 1877—78 sendtes T. til Fiume for at
overtage whiteheadske Torpedoer til den
tyske Flaade, og overtog derefter en ledende
Stilling ved Torpedovæsenet. T. viste sig tidlig
som en dygtig Organisator, der forstod at
fremskaffe Kvalitetsarbejde saavel i teknisk som i
personel Henseende. 1884 udarbejdede han en
særlig Taktik for Torpedobaade, og 1886
overtog han den nyoprettede Torpedoinspektion,
der omfattede alle Grene af Torpedovæsenet.
Den vordende Kejser Wilhelm II kom han i
Berøring med 1887, da han som Chef for en
Torpedobaadsflotille ledsagede ham til
England. Da Caprivi traadte tilbage som Chef for
Admiralitetet, og hans Efterfølger ikke havde
nogen særlig Tillid til Torpedovaabnet, søgte
T. bort fra dette og blev Kampskibschef i
Middelhavet 1889—90, og derefter Stabschef ved
Østersødivisionen, for endelig 1892 at blive
Chef for Overkommandoens Stab i Berlin. Som
saadan udarbejdede han en ny Taktik for
Kampflaaden, baseret paa et grundigt Studium
af Søkrigshistorien. 1895 avancerede T. til
Kontreadmiral og afgik fra Overkommandoen,
hvorefter han 1896—97 var Chef for
Flaadestyrken i Østasien, hvor han forberedte
Anlægget af Kolonien Tsington i Kina, der skulde
tjene som Basis for den tyske Handel i Kina
og for den tyske Flaadeafdeling i disse
Farvande. Kejser Wilhelm havde imidlertid faaet
mere og mere Interesse for Flaadens Udvikling
til en Magtfaktor til Beskyttelse af saavel
Moderlandet som dets Kolonier og Tysklands
stadigt stigende oversøiske Handel, og han
valgte T., som han vidste delte hans
Anskuelser og havde vist glimrende organisatoriske
Evner, til Statssekretær for
Rigsmarineministeriet, en Stilling, der svarer til en
Marineministers. Han indehavde dette Embede fra
1897 til 1916. Det var T.’s Maal at skabe en
Kampflaade, som efter hans Mening var det
eneste Middel, hvorved Herredømmet paa Søen
kunde sikres i saa høj Grad, at Moderlandet
var dækket mod Invasioner og Kampen uden
for dette kunde føres med Kraft. Hans
foreløbige Maal var, at Tysklands Flaade i
Forbindelse med en à to andre Stormagtsflaader kunde
holde England Stangen. T. fik en svær Kamp
at bestaa, dels mod Kolleger, af hvilke mange
holdt paa Krydsere til Handelskrig, og dels
mod Politikerne, der var angst for at udæske
England, og endelig mod Parlamentarikerne,
ja hele Folket, der nødig vilde ofre saa mange
Penge, som en Stormagtsflaade vilde koste, idet
man var vant til at betragte Tyskland som en
Fastlandsmagt, hvis Sikkerhed afhang af
Hæren. Med stor Energi kastede T. sig ind i
Arbejdet. Det vigtigste var at faa Pengene
bevilgede, hvorfor han uddannede sig som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
