Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Toksin - Tokugava
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
egentlig T.-producerende Bakterier. Symptomerne
ved Endotoksinforgiftning er bestandig de
samme (Feber, Ildebefindende, eventuelt Brækning,
Delirier, Bevidsthedstab, Død), blot kvantitativt
forskellige.
Man har en Tid regnet de sammensatte
celleopløsende (cytolytiske) Antistoffer til T. Dette
er dog længst forladt. Der kendes dels naturligt
forekommende, dels immunisatorisk frembragte
cytolytiske Antistoffer, f. Eks. over for røde
Blodlegemer (Hæmolysiner), over for Spermatozoer
(Spermatoksin) eller andre Celler (Lever, Nyre
etc.). Dette er imidlertid komplekse Antistoffer
(s. d.), bestaaende af en »Amboceptor«- og en
»Komplement«-Komponent, der hver for sig er
ugiftige. Ligheden med T. er kun rent
overfladisk. Blandt T., frembragt af højere
Planter (ogsaa Bakterier er jo Planter) kan
nævnes det i Frøene af Ricinus communis
forekommende Ricin samt de i Frø af Croton
tiglium og i Frø af Abrus precatorius
(Jequirity-Frø) forekommende toksinlignende Stoffer, der
virker celleødelæggende og
betændelsesfremkaldende. Af dyriske T. maa særlig nævnes
Slangegift (s. d.) samt lignende giftige
Substanser, produceret af Bier, Edderkopper,
Skorpioner, visse Padder og Fisk.
Artsfremmed Blod og Serum kan virke som
»Gift«, det drejer sig dog i Reglen her om andre
skadelige Virkninger, der ikke egl. kan
sammenlignes med T.’s. Saaledes vil fremmed Serum
ofte sammenklumpe (agglutinere) eller opløse
(lysere) Blodlegemerne i den Organisme, hvori
det indføres, men noget egentligt T. er her jo
ikke Tale om. Grænsen kan dog ikke drages
ganske skarpt. Aaleserum virker saaledes, selv
i ganske smaa Kvantiteter, dræbende paa
varmblodede Dyr (Kaniner, Marsvin), og mod denne
Giftvirkning er man i Stand til at immunisere
saavel aktivt som passivt.
O. T.
Tokugava, japansk Shogunslægt 1603—1868,
Gren af Shogunslægten Minamoto. C. 1580
gjorde T. Ijejasu sig til uafhængig Daimio, fik 1590
Kantosletten til Len af Shogunen Hidejoshi og
residerede derefter i Jedo (Tokio). I det
afgørende Slag ved Sekigahara (1600) besejrede han
de mægtigste Klaner i Sydjapan og fik dermed
Magten over hele Landet. 1603 udnævntes T.
Ijejasu til Shogun, og T. besad derefter
Shogunatet i over 250 Aar.
Med T.’s Lenstat skabtes delvis en ny
Statsforfatning, idet Feudaltidens vilde Lovløshed
afløstes af den fast ordnede Politistat. I
Modsætning til Forgængerne anvendte Ijejasu al sin
Energi paa Rigets indre Organisation, saaledes
at han for hele Eftertiden staar som Skaberen
af det Japan, der bestod lige til den nye Tids
Frembrud i 19. Aarhundrede, Grundlæggeren af
det ridderlige Japan med den overspændte
Æresfølelse, med de henrivende Lak- og
Porcelænssager, Miniaturhaverne, Teen og de smaa
Dukkegeishaer, det Japan, Europæerne lærte at
beundre saa højt, og hvis Industri og
Malerkunst har sat uslettelige Spor i Vestens Kunst.
Dog maa T.-Samfundet ikke saaledes tænkes
opstaaet paa een Gang som Følge af denne ene
Mands Virken, men mere som Afslutningen paa
en Udvikling, der havde sin Rod og Oprindelse
langt tilbage i Tiden. Men uden Ijejasu’s
Virken var den nuværende centraliserede
Statsmagt næppe tænkelig.
Grundlaget for Shogunens Magt var dels hans
egne Hustropper, dels de Landstrækninger, han
selv havde faaet til Len af Kronen (c. 1/3 af
Landet) væsentlig omfattende Kanto og
Provinserne V. derfor samt talrige
Smaaejendomme rundt omkring, foruden de vigtigste Byer
i Midtjapan: Kioto, Osaka o. s. v. og Nagasaki
i Sydjapan. Jedo (»Døren til Bugten«), nu
Tokio, blev Shogunens Regeringssæde, men
allerede under Minamoto-Shogunen Joritomo
(1192—99) var Japans kulturelle og militære
Tyngdepunkt delvis forrykket til disse Egne. Formelt
var Regeringsmagten blot overdraget Shogunen
som Kejserens (Mikadoens) Stedfortræder, men
i Virkeligheden besad han den uindskrænket;
Kejseren indskrænkedes til kun at være
Guddommens ophøjede Repræsentant, selv
guddommelig, og Symbolet for den nationale Kultus.
Under Shogunen som øverste Krigs- og
Lensherre stod de 263 Daimioer, der besad den
øvrige Del af Landet, som ikke direkte var
Shogunatsland. Daimioerne var under stadig
Kontrol fra Shogun-Regeringens Side. Fejderetten
blev dem frataget, og de maatte ikke træde i
direkte Forbindelse med Udlandet.
Efter de mange Krigsaarhundreder blev T.’s
Fredstid en Blomstringsperiode ogsaa for alle
aandelige Sysler. Det 17. Aarhundrede betegner
i flere Henseender en Art kinesisk Benæssance i
Japan; efter Mantshuerobringen 1644 flygtede
en Mængde kinesiske Lærde til Japan, hvor den
kungfutsianske Pligtlære fik stor Betydning,
navnlig for Samuraistanden, hvis Æreslov,
Bushi-do, viser stærke Spor af denne
Indflydelse. Samtidig begyndte en virkelig
Videnskab at udfolde sig, Ordbøger, Grammatikker,
Encyklopædier, topografiske og historiske
Værker forfattedes i Mængde. Glansperioden under
Tokugavastyret var første Halvdel af 18.
Aarhundrede, omtrent samtidig med at Kienlung’s
Kina hævede sig til Magtens Tinde. Især den
8. Shogun Josjimune (1716—45) var en
udmærket Hersker, hvis milde og omsorgsfulde
Regimente var Landet til stor Gavn. Man
stræbte ivrig at øge Landets Produktionsevne.
Tobaksdyrkning prøvedes med Held i Satsuma
o. a. Provinser, ligesaa Vindyrkning. En
Kartoffelart indførtes og trivedes udmærket paa
Kantosletten, og i rigt Maal avledes
Sukkerrør paa Øen Shikoku. Ogsaa en Justitsreform
gennemførtes; det blev da slaaet fast, at ingen
Samurai maatte øve Harakiri for at følge sin
Herre i Døden, en Skik som allerede Ijejasu
havde forbudt, men som delvis havde holdt sig.
Ligeledes blev Daimioerne holdt strengt i Ave,
for at de ikke skulde plage deres Undergivne
med for høje Afgifter.
Efter en Nedgangstid med Yndlingestyre og
Embedskorruption, med Oversvømmelser,
Jordskælv og Vulkanudbrud, fulgte T.-Shogunatets
sidste Glanstid under Ienari (1786—1838) og
dennes betroede Raadgiver Matsudaira
Sadanobu, en udmærket Statsmand, der med
Held genoptog Josjimune’s Virksomhed. En
sparsommelig Finanspolitik gennemførtes; der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
