Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tordenvejr - Tord Kolbeinsson - Tordmaaned - Tordyvel - Tore - Toreador - Torel, William - Torell, Otto Martin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
voldsomme pludselige Ophedning af Luften i Lynbanen;
ved meget nære Nedslag har Lyden mere
Karakter af et kraftigt Knald af temmelig kort
Varighed, ved Iagttagelse paa lang Afstand
opstaar den kendte Rullen. Denne bevirkes til
Dels ved Lydens successive Indtræffen fra de
fjernere Dele af Lynet, men navnlig ved
Lydbølgernes Tilbagekastning fra Partier af
Luften, der er »akustisk forskellige«, særlig naar
disse Partier er ret skarpt afgrænset fra de
øvrige Luftmasser ved de saakaldte
Discontinuitetsflader eller Fronter. Lynets Afstand, i m,
fra Iagttageren kan beregnes ved at
multiplicere Tiden — i Sekunder — mellem Lyn og
Tordenskrald med 330 m, Lydens Hastighed i
Luften.
De meteorologiske Betingelser for T. er, som
straks antydet, saadanne Forhold, der let
bevirker en stærk opstigende Bevægelse af store,
vanddamprige Luftmasser. Denne Opstigning
kan dels være aktiv, dels passiv. Til den
første Slags hører vore almindelige
Sommertordenvejr og de regelmæssige tropiske
Regntidstordenvejr; de opstaar ved en vedholdende
Ophedning af udstrakte Luftmasser under
rolige Vindforhold; dette medfører, naar det
finder Sted tilstrækkelig længe, at Ligevægten i
Lufthavet forstyrres, de lavere Lag bliver for
lette og begynder en samlet Opstigning, der paa
den ovenfor beskrevne Maade yderligere
fremskyndes ved Vanddampfortætning. Gennem
Tordenvejrsprocessen genoprettes Ligevægten,
og Vejrforholdene er derfor bagefter
uforandrede. Omvendt kan det ske, at tungere
Luftmasser i nogen Højde over Jorden bryder ind
over lettere Luftlag og, idet de synker til
Bunds, presser disse til Vejrs under de samme
Processer (Vintertordenvejr). Medens de
nævnte T. optræder lokalt — selv om Tilbøjeligheden
til deres Dannelse kan være til Stede over store
Omraader — indtræffer Fronttordenvejr
samtidig en hel Mængde Steder, der ved
nærmere Undersøgelse viser sig at ligge paa en
Linie, en Front, hvis regelmæssige Fremrykken
kan følges paa et Kort. Disse T. er knyttede
til ofte voldsomt forløbende, bygeagtige Omslag
i Vejret og hidrører fra Frembrud af store
Luftmasser med en forholdsvis lav Temperatur
ind over Omraader, hvor der i længere Tid har
hersket stabilt Sommervejr. De kolde
Luftmasser vil da presse de varme (»passivt«) opad
langs den forreste Skilleflade, Fronten, under
de beskrevne Fænomener.
T.’s Hyppighed er størst i Bjergegnene,
ligesom deres Heftighed; over udstrakte Sletter er
Hyppigheden ringe, og det samme gælder i
endnu højere Grad over Havene. Ligesom T.’s
Optræden overhovedet er knyttet til en stærk
Opvarmning af Jorden, er dets Hyppighed størst
i Troperne, mindst under de højere Bredder, og
det forekommer vel næppe i de egentlige
arktiske Egne. I Troperne følger det gerne med
Regntiden, i Monsunomraaderne er det ofte
knyttet til Monsunens Udbrud, ogsaa efter
mindre Pavser i dens egentlige Aarstid. I Aarets
og Døgnets Løb udviser T.’s Indtræffen en
tilsvarende Variation i sin Forekomst.
Forøvrigt er det vanskeligt at give et præcist,
talmæssigt Udtryk for T.’s Fordeling over Jorden
paa Grundlag af det foreliggende Materiale, da
det ikke er let at finde et Princip for deres
Optælling, der lader sig realisere tilstrækkelig
let; dette belyses f. Eks. derigennem, at det har
vist sig, at der for en vis Periode (5 Aar) i
Frankrig aarlig indtraf T. paa et eller andet
Sted paa flere Dage end mange Steder i
Troperne, men til Gengæld er jo saa T. her i den
paagældende Aarstid et næsten dagligt
Fænomen over store Strækninger, medens T. i
Frankrig paa mange af det store aarlige Antal
Tordenvejrsdage kun indtræffer ved ganske
enkelte Stationer. Som det omtrentlige aarlige
Gennemsnitsantal ved den enkelte
Station kan sættes 100—150 de fleste Steder i
Troperne, indtil 50 i de tempererede Zoner og
N. f. 60—70° Br. kun nogle faa. Lejlighedsvis
er et T. observeret N. f. 75° Br.
H.-P.
Tord Kolbeinsson, se Thordr.
Tordmaaned eller Tord, gammelt dansk
Navn paa Maaneden Marts (af oldn. þorri,
første Maaned efter Midvintei, Jan.—Febr;
betyder snarest Tørfrostmaaned — Maaneden uden
Snefog eller Slud — (ikke af Guden Thor).
(Litt.: Magnus Olsen, »Kong Orre« [Maal
og Minne 1912]).
(A. O.). H. El.
Tordyvel, se Torbister.
Tore (mat.), se Kuglering.
Toreador [sp. tåræa’ðår] (sp.), gammeldags
Benævnelse paa en Tyrefægter (se Torero).
Man har undertiden opstillet en Forskel
mellem T. og Torero, nemlig at førstnævnte er
den, som kæmper til Hest, altsaa lig »Picador«,
medens sidstnævnte er Betegnelse for
Fodkæmperne, ɔ: Banderillero’erne samt de saakaldte
Chicos (tidligere kaldte Chulos) og den
egentlige Tyredræber, Espada’en (fordum kaldet
Matador).
E. G.
Torel [’tåri£] (Torelli), William,
Billedhugger og Guldsmed i England, fra 13.—14.
Aarhundrede. Han nævnes som den, der har
udført de berømte Gravmæler over Kong
Henrik III og Dronning Eleanor (Eleonore) i
Londons Westminster-Abbedi. Begge Skikkelser er
støbte i Bronze og mesterlig udførte. De ligger
ned, Holdningen er rolig, Skikkelserne ædelt
formede, Klædebonnet lægger sig i rytmisk
Foldekast over dem. Da de i Stil fjerner sig fra
samtidige engelske Værker, mente man at finde
deres Udspring i italiensk Kunst fra N.
Pisano’s Tid, og den Antagelse, som allerede
Flaxman gjorde gældende, at Kunstneren var en
Italiener, er nu den herskende. T. skal ogsaa
have udført Statuen af samme Dronning i
Lincolns Katedral. (Litt.: Schnaase, »Gesch.
d. bild. Künste« [5. Bd, S. 601 ff., 1872]).
A. Hk.
Torell [tå’ræl], Otto Martin, svensk
Geolog og Zoolog, f. i Varberg 5. Juni 1828, d. paa
Charlottendal ved Sthlm 11. Septbr 1900. T.
studerede Medicin ved Lunds Universitet, men
dyrkede dog samtidig med Iver geologiske og
zoologiske Studier. Efter 1853 at have
erhvervet sig Doktorgraden blev han 1860 Adjunkt i
Zoologi og 1866 Professor i Zoologi og Geologi
ved Lunds Universitet. 1870 overtog han
Pladsen som Chef for »Sveriges Geologiska
Undersökning«, hvilken Stilling han fratraadte 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
