Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Torsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Sidelinien, under første Rygfinne. Ved Europa
strækker Kullerens Udbredelse sig fra den
biscayiske Bugt til Murman-Kysten; mod V. er den
udbredt til Island og det østlige Nordamerika
(imellem 38° og 53° n. Br.). Kulleren gaar
ikke ind i de danske Fjorde, og i Bælterne og
Sundet er den som Regel sjælden; i
Kattegattet derimod findes den (især i
Vinterhalvaaret) i de dybere Partier paa den bløde Bund,
og ud for den jyske Vestkyst er den en
almindelig Fisk. Den bliver ikke saa stor som T.,
men naar dog en Længde af 80 cm og en
Vægt af 6 kg, omend den som Regel kun vejer
et Par kg. I Nordsøen og Skagerak, ved Norge
og ved Island fanges store Mængder af denne
Fisk, ligesaa ved Nordamerika. For det
vestjyske Fiskeri ligesom for Trawlfiskeriet i
Nordsøen og Skagerak spiller denne Art større
Rolle end Torsken. Hvillingen eller
Hvidlingen, norsk Hvitting eller Kvitting
(G. meriangus): Underkæben naar ikke saa
langt frem som Overkæben; ingen Hagetraad;
Sidelinien mørk, noget buet; en sort Plet ved
Brystfinnernes Rod. Den forekommer i det
sorte Hav, Middelhavet og langs Europa op til
det nordligste Norge, samt ved Island; i alle
danske Farvande er den almindelig udbredt,
og den gaar undertiden langt ind i Østersøen.
Hvillingen kan naa en Længde af 55 cm og en
Vægt af 1 kg, men er sædvanlig kun 20—30
cm lang. Kødet er meget yndet, men Fiskens
ringe Størrelse gør Fangsten mindre lønnende.
Glysen, norsk Sypige (G. minutus):
Overkæben lidt længere end Underkæben; Øjnene
er saa store, at deres Diameter er større end
Snudens Længde; Hagetraad findes. Den
forekommer ved det nordlige Frankrig, de britiske
Øer samt spredt langs det sydlige og vestlige
Norge; da den nærmest er knyttet til
Klippebund, er den ikke hyppig i danske Farvande;
langs Kattegattets klippefulde Østkyst gaar den
saa langt imod S. som til Øresund. P. Gr. a.
sin ringe Størrelse (15—20, højst 25 cm) er
den ikke Genstand for særligt Fiskeri. Sejen,
Graasejen eller Lyrsejen (G. virens):
Underkæben længere end Overkæben;
rudimentær eller ingen Hagetraad; Sidelinien næsten
lige, hvid; Halefinnen temmelig dyb
indskaaren, Farven oventil mørkt olivengrøn eller
sortegrøn, hos yngre lysere olivengrøn. Sejen
naar en Længde af over 1 m og en Vægt af
10 kg. Ved Europa forekommer den fra den
biscayiske Bugt til Murman-Kysten; den er
ikke sjælden i Vesterhavet og det nordlige
Kattegat, hvis Østerrende den følger helt ned
i Sundet, hvor den endnu fanges, skønt
sjælden. Mod V. er den udbredt til Island, det
sydlige Grønland (hvor den dog er sjælden) og
Nordamerikas Østkyst indtil 40° n. Br. Sejen
har sit Tilhold i de mellemste og øvre
Vandlag; den tager ikke sin Føde fra Bunden, men
lever af palagiske, i Stimer optrædende
Krebsdyr (Calanus, Boreophausia o. s. v.) og
Smaafisk (Sild, Lodde og Fiskeyngel). Ved Norge er
Sejen Genstand for et betydeligt Fiskeri, baade
ved Vestkysten og især i Nordlands og
Finmarkens Skærgaarde og store Fjordbassiner, saa
at der aarlig fanges gennemsnitlig 22 Millioner
kg; en væsentlig Del af Fangsten tilvirkes som
Tørfisk. Lubben, norsk Lyr (G. pollachius):
Underkæben længere end Overkæben; ingen
Hagetraad; Sidelinien bøjet over Brystfinnerne,
mørk; Halefinnen ubetydelig indskaaren;
Ryggens mørke Farve er skarpt afgrænset fra
Sidernes lysere. Den kan naa en Længde af 75
cm. Lubben er udbredt fra den vestlige Del af
Middelhavet og Portugal til det nordlige Norge;
ved England er den meget talrig, og den
forekommer almindelig ved det vestlige og sydlige
Norge samt ved Bohus Län; den er udbredt,
skønt ikke talrig, gennem alle danske
Farvande, ind i den vestlige Del af Østersøen.
Polartorsken (G. saida): Underkæben
længere end Overkæben; Hagetraaden lille;
Sidelinien bøjet; Halefinnen indskaaren. Denne Art,
der kun naar en Længde af 25—35 cm, lever
i det nordlige Polarhav, er almindelig f. Eks.
ved Grønland, Spitsbergen og Alaska; den
optræder ogsaa ude i Storisen og er her iagttaget
saa langt mod N. som 84° 42′ n. Br., ɔ:
nordligere end nogen anden Fisk. Med Drivisen
føres den undertiden uden for sit egentlige
Omraade, f. Eks. til det nordlige og østlige Island.
— Kulmuleslægten (Merluccius) har to
Rygfinner og een Gatfinne; Underkæben er
længere end Overkæben; Hagetraad mangler.
Denne Slægt tæller kun 4 Arter, der tilhører de
nordlige Dele af det atlantiske og stille Ocean.
Ved Europa forekommer kun den
almindelige Kulmule eller Blisteren, norsk
Kulmund og Lysing (M. smiridus), en
langstrakt Fisk med fladt Hoved og
sammentrykt Hale; Sider og Bug er stærkt
sølvglinsende, Mundhule, Tunge og Gællelaagenes indre
Flade kulsorte; Sidelinien hvid, uden Bøjning.
Denne Art bliver 100—135 cm lang, er udbredt
fra Island og Lofoten til Madeira og
Middelhavet. Den findes, skønt ikke talrig, langs
Jyllands Vestkyst omkring Skagen og ind i
Kattegattet og det nordlige Øresund; endnu ved Kiel
er den fanget, men synes ikke at komme
længere Ø. paa. Ved Irland, Frankrig, Spanien og
Portugal fiskes den i betydelig Mængde. —
Langeslægten (Molva) har to Rygfinner
og een Gatfinne; Overkæben er længere end
Underkæben; en Traad under Hagen;
Tænderne paa Underkæben og Plovskærbenet for
en Del store, lige og lancetdannede
(Hugtænder). Langen (M. vulgaris) udmærker sig
ved en meget langstrakt, fortil trind, bagtil
sammentrykt Form. Den er graabrun paa Ryg
og Sider, hvid paa Bugen; de uparrede Finner
har en bred, mørk Kant, som atter indfattes
af en smal, hvid Rand. Langen bliver 150—200
cm lang, og Vægten kan udgøre over 25 kg.
Den er udbredt langs Europa fra den biscayiske
 |
| Fig. 1. Kuller (Gadus æglefinus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
