Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tracy, Antoine Louis Claude Destutt de - Trade dollar - trade mark - Tradescantia - trade unions - traditio - Tradition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Cabanis’ og T.’s filosofiske Skole, »Ideologerne«,
som han betragtede som Roden til alt ondt i
Landet, sluttede T. sig til Kejserens
Modstandere. Da Bourbon’erne kom tilbage, udnævntes
han 1814 til Pair; men heller ikke deres
Regimente saa han i Længden med Tilfredshed, og
1830 sluttede den gamle Frihedsmand sig til
Revolutionen. Som Filosof var T. stærkt
paavirket af Condillac, men paa flere afgørende
Punkter førte hans psykologiske Analyse ham
ud over hans Lærers Sensualisme (s. d.). I sin
»Ideologi« (ɔ: Lære om Forestillingernes
Oprindelse) hævder han Bevidsthedens Aktivitet;
han opfatter Opmærksomheden som en
Villiesakt og er den første, der klart har fremhævet
Grundlaget for Forestillingen om vor egen
Aktivitet, Bevægelsesfornemmelserne. I sin
Opfattelse af Forholdet mellem Sjæl og Legeme staar
han 18. Aarhundredes Materialisme nær, Hans
Hovedværk er Élémens d’idéologie (3 Bind:
Idéologie 1801, Grammaire générale 1803,
Logique 1805), til hvis første Bind slutter sig
Traité de la volonté (1815). Ogsaa hans
Sociologi hvilede væsentlig paa 18. Aarhundredes
Ideer; hans vigtigste Værk er her Commentaire
sur l’Esprit des lois de Montesquieu, som paa
Grund af Napoleon’s Undertrykkelse af
»Ideologien« udkom i Amerika (1811; paa Fransk
først 1819). (Litt.: Picavet, Les idéologues
[1891]).
(A. T-n.). W. N.
Trade dollar [’treid-’då£ə], i den østasiatiske
Handel den engelske Betegnelse for den
gammelspanske Pjaster og dens Efterligninger, se
Dollar.
(N. J. B.). H. J. N.
trade mark [’treid-’ma.ək] (af engelsk trade,
Handel og Industri), Varemærke, Fabrikstegn,
Handelsmærke.
Tradescantia L., Slægt af Commelinaceæ,
Urter af noget forskelligt Ydre. Hvide eller
blaa Blomster med 6 Støvblade. Frugten er en
3-rummet Kapsel. C. 30 Arter i det tropiske
Amerika, ogsaa i Nordamerika. Flere Arter
dyrkes som Stueplanter (se ndf.). T. virginica
L., en opret, 50—70 cm høj Staude fra
Nordamerika med linielancetdannede Blade og
violette Blomster, dyrkes paa Friland i flere
Former.
A. M.
Som Hængeplanter i halvvarmt Hus eller
Stue anvendes: T. guianensis Miq. (Brasilien)
med grønne Blade og Varieteten T. g.
aureovittatis med gulstribede Blade og T. zebrina
hort. (Mexiko), melet glinsende, grønne,
sølvgraa og violette, paa Undersiden røde Blade;
T. x. quadricolor har Blade med stærk
Metalglans og rigt Farvespil af grønt, hvidt, rosa og
rødviolet. De formeres let ved Stiklinger, 3 eller
flere Stiklinger sættes sammen i en Potte.
(L. H.). P. F.
trade unions [’treid-’ju.njənz] (Flert.
trade-unions) er den engelske Betegnelse for
Fagforening (s. d.).
traditio (lat. af tradere »overgive«),
Overdragelse af en Ting fra Haand til Haand,
betegner i romersk Retssprog den efter jus
gentium gyldige, formløse Overdragelsesretshandel.
Det antages ofte, at denne Erhvervsmaade er
yngre end de gamle civile formbundne
Retshandler, mancipatio og in jure cessio. Den
gamle jus civile har dog sikkert allerede kendt
t. som Form for Overdragelse af Ejendomsret
over pecunia, d. v. s. Kvæget, der græssede i
Hjordene, samt Aarets Høst og den øvrige løse
Formue (res nec mancipi) i Modsætning til
familia, d. v. s. det Familien tilhørende
»Arvegods« (heredium, patrimonium) af Hus og
Jordlod med Tilbehør af Slaver og de vigtigste
Husdyr (res mancipi), der kun ved mancipatio
kunde gøres til Genstand for den af Staten
særlig beskyttede — og kontrolerede —
Ejendomsret (dominium ex jure quiritum). — I den
klassiske Ret anvendtes t. væsentlig til
Overdragelse af res nec mancipi. I den justinianske
Ret er t. den eneste Form for Overdragelse af
Ejendomsret. Til en gyldig t. krævedes
Overførelse af Tingens Besiddelse (cessio
possessionis eller nuda traditio) og en retmæssig
Erhvervelsesgrund (justa causa traditionis), f. Eks.
et Salg, en Overenskomst om Medgift, et
Gaveløfte, en testamentarisk Bestemmelse. (Litt.:
P. Collinet et A. Giffard, Précis de
droit romain I [1926] 317 ff.).
C. W. W.
Tradition (lat.), »Overlevering«, var hos
Jøderne Navnet paa en Række Vedtægter og
Bestemmelser, der for de Fromme paa Jesu
Tid stod som en uskrevet Lov ved Siden af den
skrevne (se Mark. 7, 3). I den kristne Kirke
bliver meget snart den apostoliske
Overlevering anerkendt som en højeste Autoritet (Gal.
1, 9); Betydningen af en fast Trosregel
fornemmes især i Kampen mod de gnostiske Kætterier.
Herved tænkte man da ogsaa paa Skriften som
en Del af den kirkelige Overlevering; man
stillede Skriften og T. ved Siden af hinanden som
to Former for den samme Overlevering. Med
Hensyn til Indholdet af den mundtlige
Overlevering, som nok kunde trænge til et nærmere
Regulativ, opstillede Munken Vincentius fra
Lerina den Regel, at kun, hvad der blev troet
overalt, altid og af alle, kunde gælde for
apostolisk. Det er først ved Reformationen, at
Forholdet mellem Skrift og T. bliver gjort til
Genstand for en indgaaende Undersøgelse. Det var
paa Skriftens Grund, at Reformatorerne stillede
sig, idet de foretog deres Renselsesarbejde over
for det brogede Stof, som den katolske
Kirkelære havde optaget. Det hedder i de
schmalkaldiske Artikler: Af Fædrenes Ord og
Gerninger skulle Troens Artikler ikke sammenføjes.
Vi have en anden Regel, at det er Guds Ord,
som danner Troens Artikler, og ingen ellers,
ikke engang en Engel. Og ved Guds Ord forstod
man den hellige Skrift. Med Hensyn til, hvad
der blev afvist, forholdt den reformerte Kirke
sig strengere end den lutherske. Medens hin
forkastede alle saadanne Kirkeskikke, som ikke
havde nogen direkte Hjemmel i Skriften, lod
Luther alt saadant forblive, som kunde
fastholdes uden Synd og tjene til en god Orden i
Kirken (Festdage f. Eks.). I Modsætning hertil
lærer den katolske Kirke, at Skriften og T. skal
betragtes med den samme Ærbødighed. Kirken
har ikke nok i Skriften, der er ufuldstændig og
utydelig; den trænger derfor til en stadig
levende Fortolker, der ifølge Sagens Natur da maa
være ufejlbar ligesom Skriften. (Litt.: H.
Holtzmann, »Kanon und T.«).
F. C. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
