- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
706

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Traut, Wolf - Trautenau - Trautmann, Franz - Trautmannsdorff - Trav

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

nu i Bayerische Nationalmuseum i München),
Højalteret (1511) til Johanneskapellet i
Nürnberg, »Christi Daab« (for Tuchmacher-Kapellet
ved S. Lorenz, Nürnberg, nu i German. Museum)
og Peter- og Paulsalteret i Heilsbronn
(1517—18). Den Halle’ske »Heiligtumsbuch« forsynede
T. 1518—20 med Træsnit.
A. Hk.

Trautenau [’tra^utəna^u], se Trutnov.

Trautmann, Franz, tysk Forfatter, f. 28.
Marts 1813 i München, d. 2. Novbr 1887 smst.
Han studerede Jura, blev Retsembedsmand i
sin Fødeby, senere Sekretær hos Prins Karl af
Bayern og udnævntes 1881 til Hofraad. Han
kom til at staa Digterkredsen i München meget
nær. I sine Bøger behandler han næsten
udelukkende historiske Emner, ofte i kronikagtig
Form. T. debuterede med »Gedichte« (1830),
derpaa fulgte Tragedien »Jugurtha«, Dramaet
»Die Verstoszene« og den lyriske Cyklus »Kaiser
Maximilian’s Urständ«. Efter 12 Aars Pause
fandt han saa med Romanen »Eppelein von
Geilingen« (1852) sit egentlige Felt. Senere
udsendte han »Die Abenteuer des Herzogs
Christoph von Bayern«, »Die Chronika des Herrn
Petrus Nöckerlein«, Satiren »Leben, Abenteuer
und Tod des Dr. Theodosius Thaddäus
Donner«, Fortællingerne »Meister Niklas Prugger«
og »Heitere Münchner Stadtgeschichten«. T.’s
Romaner og Fortællinger er fortalt med Lune og
Livfuldhed og med Evne til at træffe Tidens
særegne Farve. Et værdifuldt Værk af varig
Betydning er hans »Kunst und Kunstgewerbe
vom frühesten Mittelalter bis Ende des 18.
Jahrhunderts«.
C. B-s.

Trautmannsdorff, gammel østerrigsk
Adelsslægt, der i 12. Aarhundrede havde delt sig i 3
Linier i Tirol, Steiermark og Nedreøsterrig; i
Habsburgernes Tjeneste faldt 12 Medlemmer af
Slægten i Slaget paa Marchfeld 1278 og 20 i
Slaget ved Mühldorff 1322. I 16. Aarhundrede
bestod der 4 Linier af Slægten, af hvilke den
David’ske, der 1596 delte sig i 2, endnu bestaar
i den af Johan Frederik grundlagte Linie; hans
Søn Maximilian opnaaede 1623
Rigsgreveværdigheden. Maximilian, Greve af T., østerrigsk
Statsmand, er den berømteste af Slægten, født
1584 i en protestantisk Slægt paa Slottet
Gleichenberg i Steiermark og død 1650. Han fik en
god Udvikling paa Rejser og Felttog og vandt
Kejser Ferdinand II’s Gunst ved at gaa over til
Katolicismen. 1619 afsluttede han Forbundet
mellem Kejseren og Kurfyrst Maximilian af
Bayern, og som Gesandt i Rom traf han derpaa
med Paven og den spanske Afsending de
Aftaler, som skulde følges i den kommende Krig,
Trediveaarskrigen. Han førte ogsaa for
Kejseren Forhandlinger med Wallenstein, med hvem
han først stod paa en god Fod, men hvem han
bidrog stærkt til at styrte efter at have opdaget
hans Planer. Efter Slaget ved Nördlingen 1634
fik han Kurfyrsten af Sachsen til at skille sig
fra Sverige og slutte Fred i Prag 1635. Hans
største politiske Værk var Freden i Westfalen.
Novbr 1645 afsendtes han for at tage
Overledelsen af Forhandlingerne i Osnabrück og
Münster. Hans Tanke var at samle Tyskerne til
Enighed mod Udlændingene, fremfor alt mod
Frankrig. Han søgte derfor at blive enig med
Protestanterne og opfyldte Sveriges Krav paa
Landafstaaelse. Men hans Hverv blev
vanskeligt, Spanien og Frankrig ønskede Krigen
fortsat, og med Svenskerne blev han uenig
angaaende Krigsomkostningernes Betaling. Hans
Plan om ved Protestanternes Hjælp at faa
Fred mislykkedes, og 1647 forlod han
Kongressen; det var dog ham, der havde afgjort
Forhandlingernes Hovedpunkter. Axel Oxenstierna
kaldte ham Kongressens Sjæl, og Æren for
Freden tilkommer ham mest. Han døde som
Kejser Ferdinand III’s højtbetroede Raadgiver.
Ferdinand, Greve af T. (1749—1827),
kejserlig Overhofmester, opnaaede Fyrstetitelen.
Ferdinand, Greve af T., østerrigsk
Statsmand, f. 1825, d. 1896, blev
Gesandtskabssekretær i London, senere Legationsraad i Berlin og
1859 østerrigsk Minister ved Hoffet i Baden,
hvor han 1866 fik Storhertugen over paa
Østerrigs Parti mod Preussen. 1868 blev han
Afsending ved Pavekurien i Rom, vendte tilbage 1872,
blev Vicepræsident i Rigsraadets Herrenhaus og
1879 dets Præsident. 1884 blev han
Overkammerherre hos Kejseren.
(J. L.). H. J-n.

Trav. I ren T., udført af en Hest,
frembringes Bevægelsen ved regelmæssig skiftende
Virksomhed af de to diagonalstillede Benpar
(højre for og venstre bag, venstre for og højre
bag). Bevægelsen kan kortelig skitseres
saaledes: Det ene Benpar kaster Legemet fremad
og noget opad, Legemet svæver et Øjeblik frit
i Luften, gribes i Nedfaldet af det andet
Benpar, glider hen over det og kastes af dette
Benpar frem paa ny o. s. fr. Det ene Benpar er
stadig lige saa langt bagud for det Sted, hvor
Benparrene passerer hinanden, som det andet
er forud derfor. Bevægelsen fremkalder derfor
ingen Forandring i Legemsvægtens Fordeling
mellem For- og Bagben. Da For- og Bagben hos
de fleste Heste staar, lige langt fra Kroppens
Midtlinie, fremkalder Bevægelsen heller ikke
nogen Forskydning af Tyngdepunktet ud til
Siderne af det lodrette Plan gennem Midtlinien.
T. er altsaa en meget jævn og usammensat
Gangart.

I almindelig Mellemtrav træder Baghoven
omtrent i det Spor, hvor den samsidige Forhov
har staaet, i friere T. griber den mere eller
mindre ud derover. Det ene Benpar maa altsaa
have forladt Jorden, inden det andet sættes til.
Dermed er det godtgjort, at Legemet for hvert
Trin virkelig svæver et Øjeblik i Luften, hvad
undertiden har været bestridt. I kortere T.
træder Baghoven vel ikke saa langt frem, at
den naar Forhovens Spor, men det fri Afsving
forsvinder ikke derfor. Det er føleligt for
Rytteren, der sidder i Sadelen, det viser sig paa
Øjebliksfotografier, og det vante Øje skelner
det, især naar man fæster Opmærksomheden
alene paa Bagbenene.

I T. som i alle andre Gangarter maa Hesten
lægge sig forover ind i Bevægelsen saaledes, at
der som almindelig Regel til en større Fart
svarer en større Foroverhældning og omvendt.
Paavirker man Foroverhældningen uden at
forandre Farten, vil der med en forøget
Foroverhældning i Almindelighed følge et
formindsket frit Afsving, med en formindsket

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 11 14:24:34 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0714.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free