Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trediemandsretshandler - Trediveaarskrigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at Trediemand straks faar Retten, kan bl. a.
bero derpaa, at Ydelsen skal erlægges paa et
Tidspunkt, da B maaske ikke længere er i
Live, medens han paa den anden Side ikke
ønsker, at B straks skal have at vide, at en
saadan Ret er tillagt ham. Disse Betragtninger
har navnlig Vægt ved Forsørgelsesretshandler,
som f. Eks. Livsforsikringsaftaler. — Selvom
der foreligger en egentlig T., betyder dette dog
ikke, at C straks har erhvervet en fuldt
beskyttet Ret overfor A. Hans Ret er indtil videre
opløselig, saaledes at A og B kan enes om at
ophæve Aftalen, uden at C kan protestere
derimod. I Almindelighed vil ogsaa B ensidigt
kunne ophæve C.’s Ret og selv tilegne sig
Retten til det lovede eller tillægge en anden
Trediemand den. Først naar B giver C Meddelelse om
hans Ret og udtrykkeligt eller stiltiende giver
Afkald paa sin Tilbagekaldelsesret, eller A med
B’s Bemyndigelse tillægger ham Retten eller
ved Forfaldstid udbetaler ham Ydelsen, bliver
hans Ret uigenkaldelig. Hvis A maa antages
at have lagt særlig Vægt paa, at netop C faar
Retten, eller han har taget udtrykkeligt
Forbehold i saa Henseende, kan han naturligvis
modsætte sig, at B tillægger en anden end C
Retten. — At Ydelsens Forfaldstid er kommen,
bevirker ikke Bortfald af Opløsningsretten.
Derimod har det undertiden været antaget, at B’s
Gpløsningsret kun er en personlig Ret,
saaledes at C i alt Fald ved B’s Død erhverver
Retten uigenkaldeligt. Denne Opfattelse lader
sig dog næppe forsvare ud fra almindelige
Retsgrundsætninger, der medfører, at en Persons
Dødsbo (Kreditorer eller Arvinger) indtræder
i den Afdødes formueretlige Rettigheder og
Beføjelser. Ved Forsørgelsesaftaler, hvor B maa
antages netop at have ønsket, at C ved hans
Død skal erhverve en uigenkaldelig Ret, kan
man dog muligt under Hensyn hertil antage, at
Kreditorerne og Arvingerne ikke efter B’s Død
kan berøve C hans Ret. Ved
Livsforsikringsaftaler foreligger der ialtfald for Kreditorernes
Vedkommende positiv Lovhjemmel, der som
Hovedregel udelukker dem fra at tilegne sig
Retten efter en Livsforsikringsaftale. Det har
derhos længe været antaget i dansk Ret, at
Arvingerne (maaske med Undtagelse af
Livsarvingerne) maatte respektere den Ret, som
deres Arvelader havde sikret Trediemand ved
en Livsforsikring. — Hovedforskellen mellem
egentlige og uegentlige T. bestaar deri, at ved
de første, hvor C straks ved A’s Løfte til B
erhverver en (omend indtil videre opløselig) Ret
overfor A, kan han, naar Ydelsens Forfaldstid
er kommet, kræve Ydelsen hos A, medmindre
hans Ret forinden er opløst af B. A forpligtes
altsaa direkte overfor C og kan ikke forlange
Bevis fra denne for, at B endelig har tillagt
ham Retten. Ved den uegentlige T., hvor Løftet
gaar ud paa at give B Ret til at tillægge C
Retten, bestaar der derimod slet intet
Retsforhold mellem A og C, saalænge denne ikke har
faaet Retten tillagt af B. — Endnu kan
bemærkes, at hvis den ved T.’en tilsigtede
Retserhvervelses Gyldighed er betinget af god Tro, maa
den gode Tro foreligge hos Løftemodtageren, i
visse Tilfælde — nemlig naar Retserhvervelsen
udelukkende tjener Trediemands Interesser —
maaske ogsaa hos Trediemand; men god Tro
hos Trediemand alene er ialtfald ikke nok. —
Løftegiveren kan bringe Modfordringer paa
Trediemand i Modregning overfor dennes Krav,
men ikke Fordringer, han har paa
Løftemodtageren. Dette gælder baade egentlige og
uegentlige T.; thi det er en almindelig Regel i
Modregningslæren, at Fordring og Modfordring
skal være eller dog have været inter eadem
personas (mellem de samme Personer).
A. D. B.
Trediveaarskrigen kaldes den store Krig,
som væsentligst udkæmpedes i Tyskland og
Østerrig 1618—48. Krigens Aarsag var dels den
ved Reformationen skabte religiøse Tvedragt,
dels politiske Stridigheder mellem Kejseren og
de tyske Fyrster, samt Nabomagternes
Indblanding i Haab om at vinde Landudvidelse og
øget politisk Indflydelse. T. førtes under stærkt
skiftende Forhold og deles efter disse i 4
Perioder: den bøhmiske og pfalziske 1618—23,
den nedretysk-danske 1625—29, den svenske
1630—35 og den fransk-svenske 1635—48. — Den
bøhmiske og pfalziske Krig
1618—23. Anledningen til Krigens Udbrud var
Tschekkernes Misfornøjelse med, at deres
politiske Rettigheder blev tilsidesatte og den ved
Kejser Rudolf II’s Majestætsbrev af 1609 (s. d.)
sikrede Religionsfrihed krænket. Da
Stænderne, som var samlede i Prag for at drøfte disse
Forhold, fik et ugunstigt Svar fra Wien, og da
de mente, at dette skyldtes Kejser Matthias’
(s. d.) to tilstedeværende Raadgivere, Vilhelm
Slavata og Jaroslav af Martinitz, kastede
de dem ud af Vinduet (23. Maj 1618).
Böhmen rejste sig nu til Kamp for sin religiøse
og politiske Frihed, indkaldte Greven af Thurn
som Fører og søgte Hjælp hos Nabolandene.
En kejserlig Hær, der rykkede ind i Böhmen,
blev slaaet af Thurn, støttet af Nederlænderen
Ernst af Mansfeld. En ungarsk-bøhmisk Hær
rykkede derefter ind i Østerrig, Kejser
Matthias døde i Marts 1619, og hans Efterfølger,
Ferdinand II (s. d.), blev endog truet i selve
Hovedstaden Wien; protestantiske Udsendinge
fornærmede ham i hans eget Lønkammer,
indtil en tililende Afdeling Kyrasserer befriede
ham. Ugunstige Vejrforhold og Mangel paa
Proviant tvang Thurn til at forlade Wien.
Snart efter blev Ferdinand II valgt til tysk
Kejser (1619); men allerede forinden
Kroningen havde Böhmen valgt Frederik V af Pfalz
til Konge. Denne var Fører for den i 1608
stiftede protestantiske Union mellem en
Del af de lutherske og reformerte Stater i
Tyskland. Denne Union, der ikke omfattede de
mægtigste nordtyske Stater, blev imidlertid ikke
ledet med Dygtighed og byggede mere paa
Hjælp fra Frankrig, Nederlandene og England
end paa egen Kraft. Langt mere Betydning end
Unionen havde den i 1609 stiftede katolske
Liga, der fandt Støtte i hele den katolske
Verden. Medens de protestantiske Fyrster
saaledes stod uenige — Kurfyrsten af Sachsen
støttede endog Østerrig — og Böhmen derfor
kun fik ringe Hjælp hos den protestantiske
Union, fandt Ferdinand virksom Støtte hos
Ligaens Overhoved Maximilian af Bayern og fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
