Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - tredive Tyranner - Tredjakovskij, Vasilij Kirilovitsch - Tredækker - Tree, Sir Herbert Beerbohm - Treene - Treenighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Garnison. Til sidst gjorde imidlertid de
fordrevne Borgere under Ledelse af Thrasybulos et
Angreb paa Byen og satte sig fast i Peiraieus.
Da Kritias var faldet i en Kamp, opløstes de
t. T.’s Regering, og der indsattes en ny, men
ligeledes aristokratisk Regering af 10 Mænd.
Ogsaa disse maatte dog snart bøje sig, hvorpaa
Demokratiet blev genindført (403). Navnet t. T.
bruges ogsaa paa en mindre heldig Maade om
de talrige, mod hinanden stridende romerske
Kejsere, som efter 260 fik Magten i de
forskellige Provinser af Romerriget.
H. H. R.
Tredjakovskij [tridja’kåfskij], Vasilij
Kirilovitsch, russ. Digter (1703—69), var en
Præstesøn fra Astrachan. Hans store Lærelyst drev
ham hjemmefra; først kom han til det
græsk-latinsk-slaviske Akademi i Moskva, siden
rejste han til Holland og begav sig derfra til
Fods til Paris. Han fik efterhaanden samlet
sig betydelige Kundskaber, og efter sin
Hjemkomst blev han først som Oversætter knyttet
til Videnskabernes Akademi, siden Medlem af
Akademiet. 1745—59 var han Professor i
latinsk og russisk Veltalenhed. Efter franske
klassiske Mønstre har han skrevet en stor Del
Digte og Tragedier, der viser hans fuldkomne
Mangel baade paa digterisk Evne og paa Smag
og virkelig Dannelse. Fénélon’s Télémaque
omdigtede han paa russiske Heksametre, men hans
»Telemachide« vakte selv hos hans Samtidige
nærmest Latter. Den strenge Dom over ham
som Digter bevirkede, at først senere Tiders
Litteraturhistorikere har haft Øjnene aabne for
den virkelige Fortjeneste, han indlagde sig ved
at være den første, der forlod den hidtil
anvendte Maade at skrive Vers paa, hvor der
kun toges Hensyn til Stavelsernes Antal, og i
Stedet anvendte Versformer, der byggede paa
Ordenes naturlige Betoning. Ogsaa paa et andet
Punkt var han banebrydende, idet han begyndte
en Kamp for at frigøre det russiske poetiske
Sprog fra den overvældende Indflydelse fra
Kirkeslavisk, en Kamp, som senere
Generationer med Held førte til Ende, efter at T.’s
Navn var saa godt som glemt.
H. C-e.
Tredækker (Gallinago májor), se
Bekkasiner.
Tree [tri.], Sir Herbert Beerbohm,
engelsk Skuespiller og Teaterdirektør, f. i
London 17. Decbr 1853, d. smst. 2. Juli 1917. T.
debuterede 1876 i London og blev 1887 Leder
af Haymarket-Teatret, hvor han indførte Henrik
Ibsen. 1897 overtog han His Majesty’s Theatre,
og her skabte han sin Berømmelse ved
kunstnerisk gennemarbejdede
Shakespeare-Forestillinger, f. Eks. »En Skærsommernatsdrøm« (som
var Forbilledet for Reinhardt’s senere
Opførelse i Berlin), »De lystige Koner i Windsor«,
»Hamlet«, »Bichard II«, »Købmanden i
Venedig«. Efter Sir Henry Irving’s Død blev T.
den førende i Englands Skuespilkunst, og som
saadan 1909 adlet af Edvard VII. Mellem T.’s
betydeligste Skikkelser var Schylock og
Malvolio; hans Lune var tørt; det ædle og
fornemme, det ironiske og grusomme kunde han
fremstille, men ikke det voldsomme og
blodrige, derfor blev hans Falstaff kun et Resultat
af en fuldendt Maskeringskunst. Efter Kejser
Wilhelm’s Opfordring optraadte T. 1907 i
Berlin, og samme Aar grundlagde han en
dramatisk Skole i London. Senere føjede han
Macbeth og Othello til sit rige
Shakespeare-Repertoire, og i 1914 fremførte han B. Shaw’s
berømte Lystspil »Pygmalion«. Aaret forud
havde han udgivet sine Thoughts and
Afterthoughts. (Litt.: H. B. T.: Some Memories of
him, Collected by M. Beerbohm [London 1920]).
R. N.
Treene, se Trene.
Treenighed eller Trefoldighed er et
Begreb, som hører hjemme i den kristne
Teologi; det er dannet for at betegne det indbyrdes
Forhold mellem de guddommelige Trosobjekter
Faderen, Sønnen og Helligaanden. Det findes
ikke i Ny Testamente, hvor heller ikke nogen
Lære af denne Art er udtalt. Derimod findes
der vel et Grundlag for dette senere Dogme;
i saa Henseende maa fornemmelig
Daabsbefalingen Matth. 28, 19 nævnes samt i det hele
alle de Steder, hvor de tre store Navne
jævnstilles, 2. Kor. 13, 13 (den apostoliske
Velsignelse), 1. Kor. 12, 4—6, Ef. 4, 4—6, 1. Pet. 1, 2.
Om nogen nærmere Udredning af Forholdet
mellem disse tre er der ikke Tale; Faderen
forudsættes uden videre som den første, der
udsender baade Sønnen og Aanden; kun i Tanken
om Sønnens Præeksistens ligger der en Ansats
til en Spekulation over det indre guddommelige
Væsensforhold. Heller ikke i den første
Kirketid sker der i saa Henseende nogen
Forandring; i sin første Apologi siger Justin
Martyren: »At vi ikke er Gudsfornægtere, er vel
klart nok efterdi vi dyrker Verdens Skaber,
og Læreren, Jesus Kristus, erkender vi for den
sande Guds Søn og giver ham i vor
Gudsdyrkelse den anden Plads, ligesom vi regner
Spaadommens Aand for den tredie i Ordenen«; paa
lignende Maade Theofilus af Antiocheia, der
først bruger Ordet Trias, Trehed. Den videre
Udvikling sker væsentligst gennem
Fastsættelsen af den kirkelige Kristologi (se
Kristologi); med Bestemmelsen af Kristi Guddom,
saaledes som den i Modsætning til Arianismen
blev faststillet i Nikæa 325, er der tillige givet
en Definition af Sønnens Forhold til Faderen.
Medens Tertullian, fra hvem Ordet Trinitas i
det latinske Kirkesprog stammer, har opfattet
Sønnen og Aanden som Emanationer af Gud,
og Origenes ud fra sine filosofiske
Forudsætninger har tænkt Sønnen og Aanden i en vis
Mellemstilling mellem Gud og Verden, saa er
nu ved den athanasianske Teologis Sejr
Sønnen blevet væsens-eet med Faderen; den samme
Værdighed blev siden efter i Konstantinopel
381 tilkendt Helligaanden (se Hellig Aand).
Hermed er dette Dogme væsentlig færdigt; det
har siden efter, uantastet fra kirkelig Side,
dannet Grundlaget for den hele teologiske
Lærebygning. Alligevel kan der nok tales om en vis
Nuancering i Opfattelsen inden for Oldkirken.
Den afgørende Vanskelighed ved den hele Lære
ligger i at forstaa, hvorledes Monoteismen kan
opretholdes til Trods for Treheden. Athanasius
er gaaet ud fra Faderen som den absolut
første, men han betoner samtidig Sønnens Enhed
med denne paa en saadan Maade, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>