Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tribun - Tribuna - Tribunal (Romerne) - Tribunal (Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udvandring (Secession) af Plebejerne, medens
en bedre Kilde henlægger Oprettelsen til 471.
Efter den sidste Overlevering var Antallet af T.
oprindelig 4, svarende til de 4 Bytribus (se
Tribus), medens ellers ogsaa Antallet 2 og 5
nævnes; i ethvert Tilfælde udvidedes T.’s Tal
snart til 10, hvilket derefter holdt sig. T. var
Plebejernes særlige Embedsmænd, og ingen
Patricier maatte blive T., medmindre han lod sig
adoptere af en Plebejer, hvilket enkelte Gange
skete. T.’s Opgave var fra først af at beskytte
Plebejerne mod de patriciske Embedsmænds
Overgreb. Det vigtigste Middel, som de havde
hertil, var deres Ret til ved deres blotte
Indsigelse (Intercession) at hindre enhver
Embedshandling af en Øvrighedsperson, en Ret, som
ogsaa udvidedes til at kunne gøres gældende
mod Senatsbeslutninger og til en vis Grad mod
Folkebeslutninger, for saa vidt som T. kunde
forbyde Embedsmændene at lade deres Forslag
oplæse for disse. Det var vistnok oprindelig
Meningen, at denne Intercession skulde udgaa
fra T.’s samlede Kollegium, men i Reglen
ansaas en enkelt T. for kompetent til at
intercedere uden sine Kollegers Medvirkning,
hvorved Vejen til Misbrug af denne Ret laa aaben.
T. havde desuden Ret til at søge deres
Intercession respekteret ved Anvendelse af
Tvangsmidler, idet de kunde lade endog de højeste
Øvrighedspersoner fængsle eller nedstyrte fra
den tarpejiske Klippe; mod saadanne
Foranstaltninger kunde der dog intercederes af en
anden T. Omvendt var T.’s Ukrænkelighed
sikret ved særlige Lovbestemmelser. Endelig
tilkom der T. Ret til at sammenkalde Folket
paa comitia tributa og fremsætte Lovforslag for
det. Efterhaanden som de politiske Forhold i
Rom forandredes, blev T.’s Betydning ogsaa en
anden, og til sidst svarede Institutionen slet
ikke mere til det oprindelige Formaal. Til
Senatet havde T. oprindelig ikke Adgang,
undtagen for saa vidt som de havde Lov til at
sidde paa Bænke ved Døren til Senatets
Forsamlingssal for straks at kunne blive bekendte
med dets Beslutninger; men da Modsætningen
mellem Patriciere og Plebejere udjævnedes, fik
ogsaa T. Adgang til Senatet, og Tribunatet
indordnedes mellem de øvrige Embeder i Staten.
T. fik da regelmæssig Del i
Lovgivningsinitiativet og ledede ofte Tribuscomitierne i
Forstaaelse med de øvrige Statsmyndigheder. Men
alligevel vedblev de særlige Bestemmelser for
T. at gælde, og T.’s Særrettigheder kunde da
ofte benyttes som virksomme Midler under den
politiske Strid. Hyppigst optræder T. som
Demokratiets Talsmænd, i hvilken Forbindelse
særlig Graccherne er at nævne, men paa den
anden Side kunde ogsaa Optimaterne, naar de
blot havde vundet een T., ved Hjælp af dennes
Intercession lamme de øvriges Foretagender.
Over for en saadan Intercession greb Tiberius
Gracchus 133 til det ulovlige Middel at lade
Folket vedtage den intercederende T.’s
Afsættelse. Da Sulla efter at have sejret i
Borgerkrigen omordnede Statsforfatningen,
indskrænkede han i høj Grad T.’s Magt ved at berøve
dem Retten til at foreslaa Love i
Folkeforsamlingen, sætte Grænser for Intercessionsretten og
bestemme, at den, der havde været T., ikke
skulde kunne opnaa højere Embeder (c. 80).
Men allerede Pompejus fik disse Bestemmelser
ophævede (70). Under de politiske Kampe i
Republikkens sidste Aar benyttede begge Partier
stærkt T.’s Hjælp, og dristige og hensynsløse
T. (f. Eks. Clodius og Milo) fik en
uheldsvanger Indflydelse paa Regeringsmaskineriets Gang.
I Kejsertiden var T.’s Rolle derimod omtrent
udspillet; imidlertid tillagdes der Kejserne
livsvarig tribunicisk Magt, hvormed fulgte de fleste
af de civile Beføjelser, som tilkom Kejseren,
saaledes Lovgivningsinitiativ, Vetoret og
personlig Ukrænkelighed. Derfor daterede ogsaa
Augustus sine Regeringsaar fra det Aar (23 f.
Kr.), da den tribuniciske Magt var blevet ham
tillagt.
Ved Siden af Folketribunerne fandtes der
ogsaa i Rom T. af en helt anden Art, deriblandt
de saakaldte Krigstribuner (tribuni
militum eller militares), der kommanderede
Legionerne (s. d.). Af disse var der normeret 6
for hver Legion, og i den ældste Tid udnævntes
de af Feltherren, men fra 207 f. Kr. blev det
Regel, at T. for de 4 regelmæssig udskrevne
Legioner valgtes af Folket for hvert Aar;
Krigstribunatet blev da et Embede, der i Reglen
beklædtes i en ung Alder, før man opnaaede
de egentlige Statsembeder. Derimod valgtes T.
for de øvrige Legioner, hvis saadanne
fandtes, stadig af Feltherren; de kaldtes tribuni
Rufuli. En særlig Slags Krigstribuner var endnu
de saakaldte Krigstribuner med
Konsulmagt, som 444—367 jævnlig valgtes i
Stedet for Konsuler. Dette hang sammen med
Forfatningskampene, da Plebejerne gjorde
Fordring paa Adgang til Konsulatet, og
Patricierne derfor søgte at imødekomme dem ved i
visse Aar ingen Konsuler at vælge, men
overlade Konsulernes Beføjelser til andre
Embedsmænd. Til dette Embede valgtes ogsaa
Plebejere. Tallet paa disse Krigstribuner var
hyppigst 6, men undertiden 3 eller 4.
Endelig nævnes tribuni ærarii, hvis egentlige
Natur er omtvistet. De antages i ældre Tid at
have været velhavende Borgere, som havde at
opkræve de direkte Afgifter af deres
Tribusfæller og dermed bestride Solden til Soldaterne
eller eventuelt udrede denne forskudsvis. I den
senere Tid (ved den aureliske Lov 70 f. Kr.)
nævnes de som berettigede til at optages paa
Listerne over de edsvorne Dommere ved Siden
af Senatorerne og Ridderne. Der forstodes da
ved dem den velhavende Del af Folket, som
dog ikke naaede Riddercensus.
H. H. R.
Tribuna, italiensk, den berømteste Sal i
Uffiziernes Malerigalleri i Firenze, med en Række
Hovedværker af Maleri (Rafael, Correggio,
Tizian, Rubens m. fl.) og Oldtidsskulptur. Det er
en ottekantet, med Marmorgulv og Hvælving
med Indlægninger pragtfuldt udstyret Sal.
H. A. K.
Tribunal [lat. -’bu.-] kaldtes hos Romerne
en firkantet Forhøjning af Sten eller Træ,
hvorpaa den Øvrighedsperson, der ledede
Retsforhandlingerne, havde sit Sæde; deraf fik Ordet
overført Betydningen Domstol.
H. H. R.
Tribunal er i Frankrig den alm. Titulatur
for Domstole i første Instans (de overordnede
Domstole benævnes derimod Cour). Der findes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
