Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tridandin - Tridens - Tridentinsk Koncilium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mærke er 3 smaa Stokke (Symbol paa moralsk
Afholdenhed i Ord, Tanke og Gerning); de maa
ikke røre Metaller eller Ild og kun tage deres
Føde i Form af Almisse fra Brahmanfamilier
inden for Vishnuitterne. (Litt.: Hopkins,
Religions of India [1896]; Wilson, Religious
Sects of the Hindus [1862]).
D. A.
Tridens (lat.), Treforken, Neptun’s
(Poseidon’s) stadige Attribut. — Treforken brugtes af
Fiskerne ved Fangsten af store Fisk; med dette
Vaaben var en Type af Gladiatorer væbnet ved
Kampe i Amfiteatret.
H. A. K.
Tridentinsk Koncilium, et romersk-katolsk
Hovedkoncilium, ved hvilket Romerkirken
gjorde sit afgørende Modtræk mod den evangeliske
Reformation, idet Kirken dels forkætrede den
ny Lære, dels søgte at reformere og styrke sig
selv. I Reformationens første Dage havde det
været et almindeligt Ønske baade hos dens
Venner og Fjender i Tyskland at faa et
økumenisk Koncilium sammenkaldt til Reform af
Kirkens Liv og Lære, og selv Luther appellerede
gentagne Gange til et saadant Koncilium. Senere
gik det op for ham og for Reformatorerne i
det hele, at Evangeliets Sag ikke kunde
fremmes af et økumenisk Koncilium. Men Kejser
Karl V ønskede meget et Koncilium. Paverne
var imidlertid stadig imod Koncilietanken, dels
fordi de som Italienere frygtede Indgreb fra
Tyskernes Side, dels og navnlig fordi de var
bange for, at et Koncilium skulde gribe ind i
Pavens Myndighed og begrænse denne. Længe
lykkedes det Kurien at holde Koncilietanken
nede, men endelig fremtvang Karl V 1542 en
Udskrivning af et Koncilium. Paven, Paul III,
valgte imidlertid en for ham gunstig By, Trient,
nær ved Italien, til Mødested, og politiske
Uroligheder forhalede Koncilets Sammentræden,
saaledes at det først aabnedes 1545.
T. K. blev langvarigt med store Pauser
mellem Mødets Afsnit. Det var samlet 1545—47
(under Paul III), og da holdtes de 10 første
Sessioner, dernæst fra 1551 til 1552 (under
Julius III) med 11.—16. Session og endelig fra
1562 til 1563 (under Pius IV) med 17.-25.
Session.
Da Koncilet endelig blev aabnet, var kun en
lille Skare Deltagere til Stede. Paul III stillede
det tre Opgaver, Afvisning af Reformationens
Kætteri, Reform af Romerkirken paa virkeligt
katolsk Grundlag og Genoprettelsen af Freden
i Kirken. Men Kirkens Reform ønskede Paven
behandlet sidst. Kejseren og de ikke-italienske
Biskopper fik imidlertid sat igennem, at
Spørgsmaalet om Reformer blev behandlet straks og
samtidig med Afvisningen af Kætterierne.
Derimod fik Paven sat igennem, at Afstemning
skulde foregaa efter Hoveder og ikke, som i
Konstanz, efter Nationer. Paa den Maade fik
Italienerne, og dermed Paven, Overvægten. Ved
Mødets første Afsnit dekreterede man bl. a., at
den hellige Skrift og Traditionen skulde æres
med samme Ærbødighed, at de
gammeltestamentlige Apokryfer skulde staa paa lige Trin
med de kanoniske Skrifter, og Vulgata (s. d.)
paa lige Trin med Grundteksten.
Retfærdiggørelsen af Troen alene forkastes. Der siges, at
Mennesket har en vis Kraft til det gode, og der
aabnes Udvej for en Lære om Værkhelligheden.
Den protestantiske Sakramentlære fordømmes
ogsaa. Alt dette var dog mere negativt og rettet
mod Protestantismen. En positiv Lære var man
endnu ikke helt enig om. Reformforslagene var
ogsaa magre. Biskopperne fik Befaling til at
sørge for, at Evangeliet blev prædiket, deres
Residenspligt blev dem indskærpet, og Koncilet
forbød at samle mange Embeder hos een Mand.
Paven var imidlertid ikke tilfreds, da der af og
til rejste sig Opposition, og 1547 fik han T. K.
flyttet til Bologna, hvor det hurtig opløstes.
1551 samledes Koncilet paa ny i Trient.
Denne Gang var der paa Grund af de politiske
Forhold ingen franske Deltagere. Man genoptog
Drøftelsen af Sakramentlæren og vedtog
Transsubstantiationslæren med dens forskellige
Konsekvenser, en Lære om Boden og en Lære om
den sidste Olie. Reformer fik man derimod ikke
gennemført i nogen større Udstrækning. Men
Kejseren fik sat igennem, at der kom
Udsendinge fra de tyske Protestanter til Stede, og da
Protestanternes Sag i politisk Henseende
dengang stod slet paa Grund af, at Hertug Morits
havde sluttet sig til Kejseren, kunde T. K.
være blevet skæbnesvangert for den evangeliske
Læres Udbredelse. Morits slog imidlertid atter
om og vendte sig mod Kejseren, og dermed
spredtes T. K.’s Deltagere paa ny.
Først 10 Aar efter samledes de Katolske igen
i Trient, og da gav en talrig Forsamling Møde.
Protestanterne nægtede at deltage. Kejser
Ferdinand I ønskede Reformer og
Imødekommenhed over for Protestanterne paa enkelte
Punkter, og Spanierne søgte at hævde deres
Biskoppers Selvstændighed over for Rom, men da
Filip II og Pave Pius IV sluttede sig sammen,
lykkedes det baade at afvise enhver
Imødekommenhed over for Protestanterne og at faa
Pavedømmets absolutte Overhøjhed anerkendt. Det
dogmatiske Udbytte i Mødets sidste Sessioner
var navnlig en Lære om Messeofret, Ordination
og Ægteskabet, og Reformudbyttet var
forskellige Bestemmelser om gejstliges Pligter og
Opgaver. Mødet sluttede endelig med at vedtage,
at Paven skulde stadfæste dets Bestemmelser
og have Eneret til at fortolke disse.
T. K. er mere et Restaurations- end et
Reformationskoncilium. Man fik Protestantismen
afvist energisk og konsekvent og fik præciseret og
udformet, hvad Kirken paa afgørende Punkter
lærte, men noget egentlig nyt i dogmatisk
Henseende skabtes ikke, og paa det etiske og
kirkeretlige Omraade nøjedes man med at afskaffe
en Række Misbrug. 26. Jan. 1564 stadfæstede
Paven T. K.’s Bestemmelser, og disse
godkendtes ogsaa af de italienske Stater, Ungarn, Polen
og Portugal samt de enkelte tyske Stater, men
tysk Rigslov blev Bestemmelserne ikke,
Spanien godkendte dem kun med Forbehold og
Frankrig slet ikke. Alligevel har T. K. haft en
uhyre Betydning for den romerske Kirke. Denne
blev her sig selv bevidst efter Reformationens
Stormangreb, og T. K. blev den egentlige
Begyndelse paa Modreformationen. Romerkirken
klargjorde sig sin Stilling og sine aandelige Værdier
paa dette Koncilium og kunde derefter
maalbevidst skride til Kamp mod Protestantismen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
