Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trosbekendelse (jur.) - Trosbekendelse (se apostolisk Trosbekendelse) - Trosbekendelse (Om Brudefolkenes og de kommende Børns) - Troschel, Franz Hermann - Trosed - Trosformular - Trosfrihed - Troskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eftersom Erfaringerne havde godtgjort, at det
var uforeneligt med dette protestantiske
Kongeriges Tryghed og Velfærd at styres af en
papistisk Fyrste eller af en Konge eller
Dronning, som er gift med en Papist, saa
skulde enhver Person, som gik over til den
papistiske Lære eller ægtede en Papist, være
udelukket fra Kronen i England. I
Overensstemmelse hermed bestemmer endnu de fleste
monarkiske Forfatninger, at Suverænen skal
bekende sig til Statens officielle Religion, i
Danmark, Norge, Sverige og England til den
protestantiske, i Spanien til den romersk-katolske,
i Serbien og tidligere i Rusland til den
græsk-katolske. Kun enkelte Stater som Belgien,
Holland og Italien fordrer ingen bestemt T. af
Suverænen. Ofte er det ikke blot til Kongen,
men, som i England, ogsaa til Dronningen, at
Kravet om T. stilles; dog anses det for
tilstrækkeligt, at Kongen inden en vis kort Frist
og Dronningen inden Brylluppet gaar over til
den forlangte Statsreligion, hvad der i Nutiden
som Regel ikke volder nogen Vanskelighed.
I ældre Tid var det dog ikke blot Fyrsten
alene, der skulde tilhøre Statsreligionen, men
han skulde ogsaa ofte, som den danske
Kongelov paabød det, holde hele sit Folk ved denne
og altsaa ikke tillade anden Gudsdyrkelse i
Landet, noget, der dog i Længden ingen Steder
i sin fulde Strenghed kunde opretholdes.
Længere opretholdtes det derimod i flere Lande,
at alle Statens Embedsmænd skulde bekende
sig til Statsreligionen. I England skulde
saaledes efter Testacten af 1673 alle offentlige
Embedsmænd høre til den engelske Statsreligion,
afsværge Transsubstantiationslæren og een Gang
aarligt gaa til Alters i Statskirken; dette
Paabud blev for de protestantiske Dissenters
Vedkommende først hævet i 1828 og for
Katolikkernes 1829. Ja, ved Parlaments-Testakten af 1678
blev Katolikkerne endog udelukkede fra Sæde
i noget af Parlamentets Huse, en
Bestemmelse, der ligeledes først bortfaldt i 1829. I
Danmark kunde lige indtil Grundloven af 1849 kun
Medlemmer af Statskirken blive Embedsmænd,
og da de raadgivende Provinsialstænder
indførtes i 1831 og 34, kunde kun Personer, som
bekende sig til den kristelige Religion, og
altsaa ikke Jøder, vælges ind i disse. Ja i Norge
bestemte Grundloven af 1814 § 92 lige indtil
1878, at kun Bekendere af den
evangelisk-lutherske Religion kunde udnævnes til norske
Embeder.
Heri er der dog sket en gennemgribende
Forandring ved Gennemførelsen af Trosfriheden i
de fleste nyere Forfatninger, jfr den danske
Grundlov 1915 § 77, hvorefter ingen paa Grund
af sin T. kan berøves Adgang til den fulde
Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder
eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen
almindelig Borgerpligt (se Religionsfrihed).
Det er derfor nu sjældent, at Forfatningerne
eller Lovgivningen udtrykkeligt kræver en
bestemt T. af andre offentlige Repræsentanter
eller Embedsmænd end af Suverænen selv. I
Danmark er dette saaledes udtrykkelig kun
foreskrevet med Hensyn til den, der som
Rigsforstander skal føre Regeringen i Kongens Sted.
I Norge derimod, hvor det endnu i 1878 blev
grundlovsmæssigt paabudt, at kun den, der
bekendte sig til Statens offentlige Religion, kunde
være Medlem af Kongens Raad eller beklæde
Dommerembede, bestemmer Grundloven endnu,
efter en Ændring i 1919, at over Halvdelen af
Ministrene skal bekende sig til Statens
offentlige Religion, og i Sverige skal endnu samtlige
Ministre bekende sig til den »rene evangeliske
Lære«. En anden Sag er det, at det selv uden
udtrykkeligt Paabud i Lovgivningen maa følge
af sig selv, at ingen, der ikke erkender sig til
dennes Lære, kan beskikkes som Præst i
Statskirken, og dette antages som Regel ogsaa om
Lærere i Folkeskolen, for saa vidt
Undervisning i Religion er paabudt her.
Med Hensyn til Præsidenter i Republikker
kræves der som Regel ingen særlig T. af dem; dog
skal i Polen, hvor Jødespørgsmaalet er et
særlig vanskeligt Problem, Præsidenten efter
Forfatningen af 1921, Art. 54, aflægge en Ed med
Paakaldelse af »den almægtige Gud, een i den
hellige Treenighed«, der skal udelukke en
Jøde fra at blive Præsident.
K. B.
Trosbekendelse, se apostolisk
Trosbekendelse.
Trosbekendelse. Om Brudefolkenes og de
kommende Børns T., se under
Umyndighed (Forældremyndighed) og Ægteskab.
V. B.
Troschel [’trå∫əl], Franz Hermann, tysk
Zoolog, f. 10. Oktbr 1810 i Spandau, d. i Bonn
6. Novbr 1882; T. studerede fra 1831 i Berlin
Matematik og Naturvidenskab, blev
Privatdocent ved Universitetet smst. 1844 og
Professor i Bonn 1849, hvor han virkede til sin Død.
Hans Hovedværker er »System der Asteriden«
(sammen med Joh. Müller 1842), Horæ
ichthyologicæ (sammen med Joh. Müller 1845—49),
»Das Gebiss der Schnechen zur Begründung
einer natürlichen Klassiflcation« (2 Bd
1856—79). Han var Redaktør af det fortrinlige
Tidsskrift »Archiv für Naturgeschichte« fra 1849 og
har udgivet 2. Udgave af den i sin Tid meget
benyttede Haandbog: »Handbuch der Zoologie«
af Wiegmann og Ruthe.
C. W.-L.
Trosed, en Ed paa den romersk-katolske
Kirkes Trosbekendelse, som aflægges af
romersk-katolske Gejstlige og akademiske Lærere
ved deres Embedstiltrædelse og af Proselytter.
A. Th. J.
Trosformular, en Formular, hvori er
udtrykt Indholdet af en Persons eller et Samfunds
religiøse Tro, altsaa omtrent det samme som
Trosbekendelse eller Symbol.
A. Th. J.
Trosfrihed, d. s. s. Religionsfrihed
(s. d.).
Troskab (juridisk). T. var i ældre germansk
Ret et Begreb, som spillede en Rolle paa
mange Omraader. Ældst hørte det vistnok hjemme
i visse særlige Retsforhold af privat Karakter,
saaledes først og fremmest i Hirdforholdet (se
Hird, Vederlag), hvor Hirdmanden var
underskastet en streng Troskabspligt over for
sin Herre. Senere fremtræder ved Siden heraf
en almindelig Troskabspligt for Undersaatterne
over for Kongen. Hvor gammel denne er, er
usikkert. Den hører ikke med til det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
