Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tschaggeny, Charles Philogène - Tschagodoschtscha - Tschaikovsky, Peter Iljitsch - Tschaja - Tschanak Kalessi - Tschandala - Tschandu - Tschang - Tscharka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Genrebilleder: »Trækheste foran Kroen«
Leipzig-Museet 1854), »Postvogn i Ardennerne« (Bryssels
Museum, 1862), »Fra Valpladsen« (Victoria and
Albert-Museet) etc. T. raderede ogsaa. Hans
Broder, Edmond T. (1818—73) malede
ligeledes Dyr- og Genrestykker.
A. Hk.
Tschagodoschtscha [t∫a’gådå∫t∫a?], Flod i
storrusisk Guvernement Tschereporvetz,
udspringer i Søen Tschagoda og strømmer i
sydlig og sydøstlig Retning indtil den udmunder
i venstre Bred af Mologa. T. er 140 km lang,
og dens nedre Løb indgaar som Led i det
Tichvin’ske Kanalsystem.
(H. P. S.). N. H. J.
Tschaikovsky [t∫aj’kåfskij], Peter Iljitsch,
russisk Komponist, f. 7. Maj 1840 i
Guvernementet Vjatka, d. 6. Novbr 1893 i Petrograd,
tilhørte en gammel Adelsfamilie, der stammede
fra Polen; han
viste fra Barn
af en levende
Musikinteresse,
men endnu som
ungt Menneske
dyrkede han
Musik rent
dilettantisk, ved
Siden af at han
havde en
Ansættelse i
Finansministeriet,
og i øvrigt paa
ægte russisk Vis
»uden
Midtpunkt«
svingede mellem en
lystig
Levemands Færd og
overfølsom Melankoli og Sværmeri. Først
23 Aar gammel traadte T. ind i
Konservatoriet for at hellige sig Kunsten alene, og
1865 forlod han det som præmieret Elev.
Allerede det følgende Aar blev han kaldet til
Moskva-Konservatoriet (Nik. Rubinstein)
som Lærer i Musikteori. T. havde nu forandret
sin ligeglade Levevis og kastede sig med stor
Energi og megen Flid over
Komponistgerningen, ved Siden af at han — i 11 Aar —
virkede som Konservatorielærer og samtidig en
Tid lang som Musikkronikør ved et Dagblad.
Hans Smag, der under den overfladiske
Ungdomsmusiceren ikke var absolut ren,
forædledes, og hans Kendskab til Musikkens Klassikere,
af hvilke han i Ungdommen kun kendte (og
sværmede for) Mozart, udvidedes. Efterhaanden
begyndte hans Kompositioner at udkomme og
at blive offentlig spillede — første Gang 1865
ved en Koncert, som Johann Strauss gav i
Petrograd. 1877 indgik T. et Ægteskab, der
blev et indgribende tragisk Moment i hans Liv;
det hævedes efter faa Ugers Forløb. Efter
denne Katastrofe kaldte T. sig selv un homme fini,
og hans medfødte Melankoli kom herefter end
mere til Udbrud i hans Frembringelser. Sin
Komponistgerning opgav T. nemlig ingenlunde;
derimod forlod han sin Stilling ved
Konservatoriet og levede — økonomisk støttet af en
idealistisk rig Beundrerinde, Fru v. Meck —
et frit Kunstnerliv, der efterhaanden førte ham
paa talrige Kunstrejser, ikke blot i Rusland,
men ogsaa i Tyskland, Frankrig, England,
Italien og Nordamerika. Paa disse Rejser skabte
T., der efterhaanden overvandt sin Sky for
offentlig Optræden, sig et Verdensnavn ved
Fremførelsen af sine Kompositioner. Sidste Gang, T.
dirigerede, var 1893 i Petrograd — kort efter
angrebes han af Kolera og døde 4 Dage efter.
Hans sidste Komposition var den store
Sumphonie pathétique, det Værk, der fremfor noget
sikrede hans europæiske Kunstnerry.
T. staar for Vesteuropa som en af de mest
udprægede russiske Komponister. Hans Musik
er i fremtrædende Grad lyrisk (af hans mange
Operaforsøg er kun ganske faa lykkedes), men
i øvrigt af ret forskellig Art og Værdi. De
bedste Værker kendemærkes af en nationalpræget
Begejstring og Storstilethed, af megen Patos og
af dyb Vemod jævnsides med en sart uberørt
Finhed og — en næsten barbarisk Vildskab og
Trods. I teknisk (navnlig instrumental)
Henseende havde T. tilkæmpet sig et ikke ringe
Mesterskab, men en vis Tynge hviler over de
fleste Værker, og en absolut ren Stil eller Smag
kan savnes deri. Alligevel giver den
usminkede, sjælfulde og sympatetiske
Menneskelighed, der gennemstrømmer dem, disse Værker
et eget betagende Værd. Trods det udpræget
russiske i T.’s Kompositioner er Paavirkningen
fra tysk Romantik (Schumann), fransk og
navnlig italiensk Musik umiskendelig, og af de
strengt nationale Russer-Musikere er T. aldrig
blevet fuldt anerkendt som Repræsentant for
russisk Musik; hans Berømmelse har vistnok
været større uden for end i hans Hjemland. T.
var overordentlig produktiv; hans
Hovedværker er Symfonier (navnlig den 4., 5. og 6., den
nysnævnte S. pathétique), Suiter, Ouverturer
(den saakaldte »Danske« Op. 15 og »1812«),
Orkesterfantasier (»Manfred«, »Romeo og Julie«),
en Del Kammermusik (deraf Strygekvartetter
og »A-Moll Trio«, til Minde om Nik.
Rubinstein), Klaverkoncerter (navnlig »B-Moll
Koncerten) og en lang Række Klaverværker;
endvidere Violinkoncert, Cello-Variationer og
Sange. For Teatret skrev T. Balletter (særlig
»Nøddeknækkeren«) og en Række Operaer (de
bekendteste er »Eugen Onegin«, oprindelig
skrevet for Moskva-Konservatoriets Elever, siden
opført paa de fleste Operascener, »Pique
Dame«, »Yolante«, »Jomfruen fra Orléans«). Ogsaa
som Skribent optraadte T. (saaledes med en
Harmonilære). Hans Memoirer viser hans
sympatetiske, meget beskedne og elskværdige, men
noget vege Personlighed. (Biografier ved T.’s
Broder Modeste [2 Bind], endvidere ved
Laroche, Tscheschichin, Baskin,
Findeisen og Ivan Knorr [i Samlingen
»Berühmte Musiker«], O. Keller og
Steinitzer).
W. B.
 |
| P. I. Tschaikovsky. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
