Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tscheidze, Nicolaj S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
original Udbreder af litterær Dannelse (hemmelig
Tilhænger af de bøhmiske Brødres Menighed).
Efter at den religiøse Bevægelse var blevet
knust, sygnede den tschekkiske Litteratur hen.
Dog maa vi for 17. Aarh. endnu nævne den
berømte Amos Comenius (tschekkisk
Komenský, 1592—1670), udgaaet fra de
bøhmiske Brødre og bl. a. Forfatter til »Verdens
Labyrint og Hjertets Paradis«; ved sine
pædagogiske Værker (bl. a. Janua linguarum
reserata aurea og Orbis pictus) vandt han
europæisk Berømmelse. Efter aarhundredlang Død
begyndte henimod Slutningen af 18. Aarh. den
tschekkiske Genfødelse og dermed den
tschekkiske Litteraturs moderne Periode. Maria
Theresia’s og Josef II’s oplyste Absolutisme gav
Stødet, beredte Jordbunden ved sine Reformer
og vakte — mod sin Villie — den nationale
Følelse ved sin Begunstigelse af det tyske Sprog.
I Genfødelsens første Tid spiller Filologerne
en stor Rolle. Den lærde Josef
Dobrovský (1753—1829), Grundlæggeren af den
slaviske Filologi, troede selv næppe paa det
bøhmiske Sprogs Fremtid, men bidrog ved at
knytte Traaden med Fortiden meget til at
vække den nationale Selvtillid. En bevidst
Forkæmper for Fremtiden var derimod Josef
Jungmann (1773—1847), Forfatter til en stor
tschekkisk Ordbog (bestemt ikke blot til at
bogføre, men ogsaa til at udvikle det
tschekkiske Sprog), der tillige som digterisk
Oversætter bestræbte sig for at berige og udforme
det tschekkiske Skriftsprog. En mærkelig Rolle
spiller Filologen og Digteren Hanka
(1791—1861), Bibliotekar ved det nygrundede
Bøhmiske Museum, ivrig Panslavist og derfor
Russerven; direkte eller indirekte var hans Navn
knyttet til en Række foregivne litterære
Opdagelser (Königinhof-Haandskriftet og
Grünberger-Haandskriftet med episke og lyriske
Digte fra den ældste Tid m. m.), som vakte
en umaadelig Begejstring, men snart blev
betegnede som Falsknerier; der førtes herom en
lang og lidenskabelig Strid, men nutildags
tvivler ingen om Forfalskningen (i
Grünberger-Haandskriftet er det endogsaa lykkedes ved
Opløsningen af en Række Snørkler, som den
foregivne ældgamle Tekst viger for og giver
Plads til, at dechifrere Ordene Hanka fecit).
Hanka opdagede ligeledes i ei middelalderligt
Glossar Mater verborum, en Række tschekkiske,
til Dels særlig betydningsfulde Glosser, af
hvilke imidlertid en Del uomtvistelig skriver sig
fra hans egen Haand. Den digteriske Værdi
af Hanka’s Falsknerier lader sig lige saa lidt
benægte som deres store Betydning for den
tschekkiske Vækkelse. En værdigere Efterfølger
af Dobrovský var den slovakkiske
Protestant Šafařik (1795—1861), berømt som
slavisk Sprogforsker, Litteraturhistoriker og
Etnograf. En mährisk Protestant var den berømte
Historiker Palacký (1798—1876).
Skønlitteraturens Rolle var i Begyndelsen af den
tschekkiske Genfødelse meget beskeden.
Kramerius (1759—1808) udfoldede en ivrig
Virksomhed for at tilvejebringe Læsning for
Menigmand, udgav Aviser, Kalendere, alle Slags
underholdende og belærende Folkebøger, optrykte
ældre Værker o. s. v. I Spidsen for en nu
stærkt forældet Digterskole stod Puchmajer
(1769—1820). Hanka øste af Folkedigtningens
Kilde. Men først med den slovakkiske
Protestant Kollár (1793—1852) grundlægges den
nyere tschekkiske Digtning; hans Hovedværk er
»Sláva’s Datter«, over 600 Sonetter, inddelte i
5 Bøger, hvori det ledende Motiv er en
ejendommelig Sammenslyngning af Digterens
Kærlighed til Minna (Wilhelmine Schmidt, tysk
Præstedatter, nedstammende fra slaviske
Forfædre) og hans af den tyske nationale
Bevægelse og Herder paavirkede panslavistiske
Begejstring, blandet med Sorg over de nordlige
Vestslavers nationale Undergang. Mange
Verslinier af dette Værk er blevne til bevingede
Ord. En anden panslavistisk Digter var
Tschelakovský (1799—1852); han vandt sit første
Ry ved sit »Ekko af russiske Folkesange«, og
senere »Ekko af tschekkiske Folkesange«,
medens hans Hovedværk »Den hundredbladede
Rose« er en Samling dels erotiske, dels
reflekterende Digte efter Kollár’s Mønster. Skønt
Russerven paadrog han sig ved sine
polskvenlige Ytringer efter den polske Opstand 1830
den russiske Regerings Fjendskab, hvad der i
en længere Aarrække forhindrede hans
Ansættelse ved Universitetet i Prag. Efter at det
nationale Gennembrud var ført til Sejr af de
hidtil nævnte Filologer og Digtere, har den
tschekkiske Litteratur haft en rig Udvikling,
om den end ikke endnu er naaet til at indtage
en særlig betydelig Plads i Verdenslitteraturen.
Man kan nævne Digterne Vocel (1802—71),
Erben (1811—70), Mácha (1810—36),
Forfatterinden Božena Němcová (1820—62),
hvis Bondefortælling »Bedstemoder« er oversat
paa en stor Mængde Sprog (paa Dansk ved
Åge Meyer Benedictsen, Kbhvn 1894),
Journalisten Havliček (1821—56), der allerede
betegner en Reaktion mod den første
Vækkelsestids sentimentale panslavistiske Patriotisme og
slaar til Lyd for praktiske Krav, Forfatterinden
Karolina Světlá (egentlig Johanne
Mužák, 1830—99; Skildringer af Folkelivet),
Digteren og Novelleforfatteren Jan Neruda
(1834—91), hvis mesterlige »Fortællinger fra
Lillesiden (i Prag)« er en af den tschekkiske
Litteraturs Perler, Digterne Heyduk
(1835—1923), Hálek (1835-74) og Zeyer
(1841—1900), Svatopluk Cech (1846—1908,
Prosaist og Digter, bl. a. Forfatter til et episk Digt
cm den danske Dronning Dagmar; i dansk
Oversættelse foreligger nogle af hans
Prosaarbejder), Digterinden Eliška
Krásnohorská (egentlig Fru Pech, 1847—1926), den
overordentlig frugtbare Digter og Oversætter
Vrchlický (egentlig Emil Frida,
1853—1912; har oversat Digterværker fra Fransk,
Engelsk, Tysk, Spansk, Polsk; om hans Interesse
for og Kendskab til Dansk vidner bl. a. Digtet
»Thorvaldsen«; paa Dansk foreligger »Farvede
Skaar« ved Johannes Marer [Kbhvn 1893]),
Bondelivsskildreren Rais (1859—1926), paa
Dansk foreligger »Fader og Søn«, overs. af J. Kure
[Odense 1905]). Den nyeste tschekkiske
Litteratur har et væsentlig andet Præg end
Genfødelsens første Tid; hvad man dengang kæmpede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
