Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tscherkesser - Tschermak, Gustaf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra den grusinske Militærvej til Elbrus. T.
betegner sig selv med Navnet Adighe.
Oprindelsen til den russiske Betegnelse T. er usikker;
maaske stammer den fra Tyrkisk. Gennem
Italienerne er Formen Cirkassier kommen i
Brug. T., der sproglig danner den ene Gren af
den nordkaukasiske Sprogstamme, deles i to
Hovedgrupper Adycher og Asegaer, der atter
hver deles i et Antal Understammer, hvoraf
Kabardinerne er de talrigste. T.’s samlede
Antal i Kaukasus udgør nu kun c. 150000, da efter
Muridisternes Krig i 1850’erne og efter
Opstanden 1877—78 henimod 400000 udvandrede til
Tyrkiet, hvor de fik anvist Jord dels i Syrien
og Lilleasien, dels i Thessalien og Dobrudscha,
fra hvilke sidste Egne de dog atter har maattet
fortrække. Af nogle Stammer som Abesecherne
udvandrede langt over Halvdelen, og af andre
er saa godt som ingen blevne tilbage i Kaukasus.
I antropologisk Henseende er T. lyshudede og
mørkhaarede. Hovedskallen er kort, men i
højere Grad end de fleste andre Folk i
Kaukasus viser T. Tendens til Langskallethed. I
Adelsklassen har der udviklet sig en ædel Type
med slank Vækst, ædel Holdning, smaa
Hænder og Fødder og et fint Ansigt med lang,
noget krummet Næse. T.’s oprindelige Erhverv
er Kvægavl med Agerbrug som Bierhverv; men
blandt de T., der fra Bjergene er rykkede ned
i de lavere Egne, spiller Agerbruget en mere
vigtig Rolle. Af Betydning er desuden Biavl og
Haandværksvirksomhed, og T. tilvirker selv
deres Uld-, Lærreds- og Lædervarer og til Dels
deres Vaaben. Da de var selvstændige, drev de
en livlig Handel med Tyrker og Perser, af hvem
de for Uld, Voks og unge Kvinder tilbyttede sig
Salt, Geværer og Krudt. Af Dragten fremhæves
den lange Kappe (Tscherkeska) samt det med
Patroner spækkede Bælte tværs over Brystet.
En T. er altid bevæbnet med Pisto1, Sabel og
Dolk og desuden hyppig med det lange og
langskæftede tyrkiske Gevær. Ved højtidelige
Lejligheder optræder Adelsmanden til Hest og
indtil den nyeste Tid iklædt Panserskjorte og
Hjelm. Husene er sædvanligvis opførte af
afbarkede Træstammer og anbragte i Kreds om
en aaben Plads, hvor Kvæget drives ind om
Natten. En saadan Landsby (Aul) anbringes i
Bjergene paa Steder, der er lette at forsvare,
og omgives med en Mur af Fletværk eller Ler.
Samfundet er aristokratisk og minder i mange
Retninger om Middelalderens Feudalsystem.
Øverst staar den nu meget faatallige
Fyrsteklasse, hvis Familieoverhoveder tidligere var
indbyrdes uafhængige. Under dem stod en til
Krigstjeneste forpligtet Vasaladel, der atter
herskede over en lavere Adel. De laveste Klasser
dannes af de fri Bønder samt af de fra
Krigsfanger stammende Slaver, hvis Livegenskab dog
nu er ophævet. Desuden deles T. i et vist Antal
store Slægter eller Klaner, for hvem
Blodsslægtskabet var afgørende med Hensyn til
Tilhørigheden, og som var ansvarlige for
Medlemmernes Handlinger og Forhold. For øvrigt er
Familien udpræget patriarkalsk. Faderen er
uindskrænket Herre i sit Hus og over sine Børn
og arves af sin ældste Søn. Hustruen erhverves
ved Køb for en bestemt Pris, og hun maa bære
det strengeste daglige Arbejde, men behandles
som Regel godt og spærres ikke inde som ellers
i Orienten. T., der tidligere har været dels
armenske, dels græsk-katolske Kristne, er nu
officielt Muhammedanere; men
Muhammedanismen er ikke trængt ret dybt ned. De lavere
Klasser har bevaret mange kristelige og i
Særdeleshed mange oprindelige hedenske
Forestillinger og Skikke. Medens T.’s Tilstedeværelse i
disse Egne allerede omtales af græske
Forfattere i 6. Aarhundrede f. Kr., træder de først i
nærmere Forhold til Historien, da de i 13.
Aarhundrede e. Kr. af de georgiske Konger var
blevne undertvungne og omvendte til
Kristendommen. Deres Uafhængighed fik de dog
allerede 1424 tilbage, og i denne Periode falder
deres Udbredelse fra Bjergene til de nordlige
lavere Egne. Denne Fremrykning bragte dem
imidlertid i Konflikt med Krim-Tatarernes
Klaner, og for at faa Hjælp mod disse
underkastede de sig 1555 den russiske Tsar Ivan IV.
Efter Russernes Bortgang angreb Tatarerne
1570 de T., der havde nedsat sig N. f. Kuban,
og tvang dem til at antage Muhammedanismen
og til at opgive deres Boliger. 1600 forsøgte de
imidlertid atter at nedsætte sig N. f. Kuban,
men blev trængte tilbage og rykkede ind i
Kabardinerstammens Land (se Kabarda).
Dette gav Anledning til en indre Krig, ved
hvilken Kabardinerne deltes i den store og den
lille Kabarda. 1774 blev Russerne Herre over
begge disse, og da Georgien 1802 var blevet
russisk Provins, søgte Russerne at sætte sig
fast i Kaukasus og derved skaffe sig
Forbindelse med de sydlige Besiddelser. Dette gav
Anledning til en hel Række Krige og Opstande (se
Kaukasien og Shamyl), i hvilke ogsaa
T. tog levende Del. De efter Besejringen
udvandrede T. har i deres ny Moderlande som
Regel fremkaldt megen Uvilje paa Grund af
deres Vildhed og ringe Respekt for
Ejendomsretten. De fleste Steder dør de for øvrigt
hurtigt ud, idet den af den forandrede Levevis
fremavlede eller forøgede Urenlighed og
Demoralisation opelsker Epidemier og smitsomme
Sygdomme. (Litt.: se Kaukasien; A.
Bergé, »Sagen und Lieder des Tscherkessenvolkes«
[Berlin 1866]; A. Olrik i »Danske Studier«
[Kbhvn 1914]).
(H. P. S.). K. B.-S.
Tschermak [’t∫ærmak], Gustaf, østerrigsk
Mineralog, f. i Littau 19. Apr. 1836, d. 7. Maj
1927, blev 1862 Kustos og 6 Aar senere Direktør
for den mineralogiske Afdeling af Hofmuseet i
Wien; 1875 blev han Professor ved
Universitetet smst. og opgav derfor 1877 sin
førstnævnte Stilling. T. har i en Række af Arbejder
(i »Sitzungsberichte der Wiener Akademie«)
paavist, at adskillige Mineralgruppers
Egenskaber kan forklares ud fra Teorien om, at de er
isomorfe Blandingsrækker, hvis Yderled
frembyder større Uensartethed i kemisk Henseende,
end man tidligere troede det foreneligt med
Isomorfien; herhen hører hans epokegørende
Arbejde om Feldspatgruppen (1865), endvidere
Pyroxen- og Amfibolgruppen (1872),
Glimmergruppen (1877), Skapolitgruppen (1883) o. fl.
Han har desuden gjort adskillige vigtige
petrografiske Undersøgelser saavel som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
