Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tuarek - Tuat (Ægypternes Underverden) - Tuat (Oasegruppe i Sahara) - Tub - Tuba (se Ægleder) - Tuba (Messingblæseinstrument) - Tubage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Reglen høje, slanke og kraftig byggede; Hudfarven
er lysebrun, hvor der ikke er for stærk
Blanding med Negerblod, Ansigtstrækkene er hyppig
ganske europæiske. Kvinderne er ofte meget
smukke, men falmer i en tidlig Alder. T.’s
Karakter er stolt, og deres Tapperhed og
Fædrelandskærlighed er berømt ligesom deres
Trofasthed over for Gæster, men ved Siden
deraf er de ligesom de fleste andre halvbarbariske
Folk ofte mistroiske mod Fremmede og
grusomme mod deres Fjender. De fattige
Livsbetingelser, under hvilke de lever, har gjort
dem krigerske og byttelystne, og blandt deres
Naboer har de et slemt Rygte som uforbederlige
Røvere. Da saa mange Karavanveje gaar
gennem deres Territorium, plejer Karavanerne at
betale Tribut og kan da rejse i Sikkerhed;
Fremmede, som uden at betale Tribut vover sig
ind paa deres Territorium, er derimod meget
udsatte for Overfald, og flere franske
Ekspeditioner er faldne som Ofre for dem. T. er dog
nu fuldstændig pacificerede og
Franskmændenes gode Venner. Til Værn mod den
stærke Sol og det fine Ørkensand er deres Legeme
stærkt tilhyllet, og et af de vigtigste
Klædningsstykker er det saakaldte »Litham«,
Ansigtsklædet, der bedækker den nederste Del af Ansigtet
og kan trækkes helt op over Øjnene; det
aflægges næsten aldrig. Største Delen af
Hovedhaaret er afraget. Hovedmængden ernærer sig som
Nomader, enkelte har dog sat sig fast i
Oaserne og driver Agerdyrkning; desuden er de i
Reglen dygtige Handelsmænd. Inden for de
fire store Stammer er de to Befolkningslag
skarpt sondrede, Adelen eller Thagyarerne, der
er Krigere, Karavanførere o. l., og de livegne
eller Thurad, der passer Faare- og
Gedehjordene; dertil kommer de egentlige Slaver, hvoraf
de fleste er Negre. Kvindens Stilling er langt
bedre end hos Araberne, sædvanlig er hun
endog socialt ligestillet med Manden. Monogami er
Reglen, men Polygami er tilladt. T. er alle
Muhammedanere, men er ikke særlig
nøjeseende med at overholde Religionens
Forskrifter. Deres samlede Antal overstiger næppe
300000.
C. A.
Tuat eller korrektere Duat, Ægypternes
Underverden. Iagttagelsen af, at Solen gik ned
i V. for næste Morgen at stige op paa Himlen
i Ø., lagde den Forestilling nær, at den
fortsatte sit Løb om Natten hen over en
underjordisk Himmel. Dødsriget tænktes at ligge i V.,
hvor Solen gaar ned; her herskede Osiris, der
tidligt identificeredes med den gamle Dødsgud
i Abydos og kaldtes som denne »den første af
dem i Vesten«. Forestillingen om, at den
underjordiske Region, som Solen gennemløber om
Natten, er de Dødes Opholdssted, laa da
ganske nær. Eftersom der oprindelig herskede
forskellige lokale Forestillinger i Nildalen om de
Dødes Skæbne, som baade Teologien og
Folketroen søgte at sammenarbejde, er de bevarede
Teksters Vidnesbyrd ofte modsigende og
forvirrende. I Troen paa, at Sjælen i Skikkelse af
en Fugl flyver til Himlen, lader enkelte Tekster
henlægge Duat til Himlen; men i
Almindelighed opfattes Duat som Solens underjordiske
Region, et mørkt Land, hvor de Døde oplives
og forfriskes af Solens Straaler, naar den
passerer i sin Baad. Der findes et ægyptisk Skrift,
der er opbevaret paa Papyrusruller og i Grave
»Bogen om det, som er i Duat«, der beskriver
Duat som inddelt i 12 Afdelinger, svarende til
Nattens 12 Timer. (Litt: G. Jéquier, Le
livre de ce qu’il y a dans l’Hadès [Paris 1894]).
H. O. L.
Tuat, Oasegruppe i Sahara, S. f. Algier,
fra hvilken den skilles ved Sandørkenen El Erg.
Den strækker sig i en Længde af 400 km og en
Bredde af 1—60 km. Længst mod N. ligger
Samlingen Gurara med Hovedpladsen
Timmimun, længere mod S. ved Vadi Saoura det
egentlige T. med Hovedpladsen Tamentit,
som har c. 3000 Indbyggere, en Borg (Kasbah),
flere Moskeer og ikke ringe Industri. Ø. derfor
ligger Tidikelt med Hovedpladsen In-Salah.
T. er for en Del kunstig vandet, beboet af en
Overklasse af Arabere og Berber (Tuarek) samt
af Negre og Blandingsfolk. De vigtigste
Frembringelser er Dadler, dernæst Byg, Hvede,
Sorghum, Grønsager, Henna, Senna og Bomuld.
T. var allerede kendt af Romerne og omtales af
arabiske Geografer i Middelalderen. Senere var
den i mange Aarhundreder ukendt, indtil
Franskmændenes Besættelse af Algier 1830.
Efter mange forgæves Forsøg og blodige Kampe,
der har kostet 40 Mill. frc. og 60000 Kameler,
lykkedes det Franskmændene at besætte
Oaserne 1900—01.
C. A.
Tub [tab] (»Kufe«), engelsk Vægt for Te, à
60 Pounds, for Smør 1 1/2 Firskin = 84 Pounds;
in Surabaya (Tobbe) = 63,98 kg.
(N. J. B.). H. J. N.
Tuba, se Ægleder.
Tuba, 1) hos Romerne et
Messingblæseinstrument, en lang og lige Trompet, der benyttedes
som Krigsinstrument,
særlig hos Fodfolket, gav
Tegn til March og til
Angreb, men ogsaa paa
Grund af sin glansfulde,
festlige Klang var meget
anvendt ved højtidelige
Optog og religiøse
Festligheder. 2) et moderne
Messingblæseinstrument,
ogsaa kaldet Bas-Tuba
(se Fig.), der
konstrueredes 1835 af den tyske
Generalmusikdirektør
Wieprecht og
Instrumentmager C. W. Moritz, og
først indførtes i
Militærmusikken, hvor den saa
at sige repræsenterede
Kontrabassen, men
senere optoges i Orkesteret,
hvor den som det
dybeste Blæseinstrument
fortrængte de tidligere anvendte Basinstrumenter
Serpent, Bombardon, Ophikleide o. a. T. har 4
eller 5 Ventiler, staar i Reglen i F, har et
Toneomfang fra Kontra-D til enstreget F, og
noteres i Basnøglen.
S. L.
 |
| Tuba. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
