Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti / 903 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tudor - Tudor-Blad - Tudor-Bue - Tudor-Stil - Tudse - Tudsefisk ell. Tussefisk

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paa hun ægtede Charles Brandon, Hertug af
Suffolk; de havde Datteren Jane Grey, hvem
Hertugen af Northumberland fik gift med sin
Søn Guilford Dudley og søgte at sætte paa
Tronen efter Edvard VI’s Død, men forgæves, idet
Jane blev henrettet 1554.

Henrik VIII (1509—47) havde kun Børn med
de 3 første af sine 6 Dronninger. Med Katharina
af Aragonien havde han Datteren Maria, med
Anna Boleyn Datteren Elisabeth, medens Jane
Seymour fødte Sønnen Edvard VI, Konge
1547—53; han døde som Barn og fulgtes af
Søsteren Maria den Blodige (1553—58),
der døde efter et barnløst Ægteskab med Filip
II af Spanien; Søsteren Elisabeth
(1558—1603) blev derpaa Dronning og døde ugift,
hvorfor Tronen besteges af Jakob VI af Skotland.
(J. L.). H. J-n.

Tudor-Blad [’tju.də-], se Tudor-Stil.

Tudor-Bue [’tju.də-], se Tudor-Stil.

Tudor-Stil [’tju.də-] kaldes efter den engelske
Kongeslægt den Periode i engelsk Gotik, som
begyndte c. 1450 og danner Afslutningen paa
perpendicular style; den er nøgtern i sin
geometriske Inddeling med lodrette og vandrette
Linier, men har som anden Sengotik uddannet
særlige ornamentale Former. Sentgotiske
korsformede Ornamentblade af firkantet Grundform
og med opblæret Midtparti kaldes Tudor-Blade,
ligesom den flade, fortrykte sentgotiske
Bueform kaldes Tudor-Buen, der minder om en lav
Kølbue eller Æselrygbue, men mangler det
konkave Sving ved Buetoppen. Stilen egner sig
ifølge hele sin Karakter bedst for profane
Bygninger. Den kulminerede i Henrik VII’s Kapel
i Westminster (1502—20), som er rigt paa
dekorative Enkeltheder, særlig de fantastisk
livfulde Loftshvælvinger, der minder om de
mauriske Stalaktithvælvinger.
(E. S.). C. A. J.

Tudse, se Tuse.

Tudsefisk ell. Tussefisk (Lophildæ), en
Familie af de afystome Benfiske; kaldes ogsaa de
armfinnede Fiske (Pediculati), fordi
Brystfinnerne sidder ligesom paa Arme, idet de ellers

Tudsefisk (Antennarius).

hos Benfiskene korte Rodknogler (Radier) her
er forlængede. Legemet er plumpt, Hovedet
stort, Gællespalterne snævre. Huden er nøgen,
hos nogle Slægter dog besat med Knuder eller
Torne. Bugfinnerne sidder længere fremme end
Brystfinnerne. Denne Familie er udbredt over
alle Have og tæller over 125 Arter, hvis
Udseende i det hele er besynderligt og afvigende
fra andre Fiskes. Havtaskeslægten
(Lophius) har et overordentlig stort, bredt og
fladt Hoved og et uhyre Gab, væbnet med
mange sylformede, indadbøjede Tænder; det øvrige
Legeme er forholdsvis meget lille, lidt
fladtrykt, bagtil tilspidset. To Rygfinner; den
førstes tre forreste Straaler er lange,
traadformede, adskilte fra den øvrige Finne og
indbyrdes vidt adskilte samt rykkede langt frem
paa Hovedets Pandeflade. Huden er uden Skæl,
hist og her (især paa Siderne og omkring
Munden) udstyret med frynsede Flige.
Svømmeblære mangler. Denne Slægt omfatter 4
Arter, hvoraf en forekommer ved Nordeuropa,
nemlig Havtasken eller Bredflaben,
norsk Marulk (L. piscatorius). Denne Fisk,
der naar en Længde af 1—2 m, er hvid paa
Bugen, paa Ryggen mørk eller graagul med
mørk Marmorering. Den lever i Middelhavet
og langs Europas Vestkyst helt op til
Varangerfjord, endvidere ved Island og
Nordamerikas Østkyst ned til Kap Hatteras. Langs den
jyske Vestkyst er Havtasken ingen sjælden
Fisk; i Kattegat er den hyppig omkring
Skagen og ind i Aalbæks-Bugten, men synes saa
at holde sig til den dybe Østrende, som den
følger helt ned i Sundet; i Bælterne er den
langt sjældnere. Den opholder sig paa Bunden,
i Dybder af c. 10—300 m, og lever af Fisk.
I Sydeuropa spises den. Legen indtræffer om
Sommeren. Æggene flyder i Overfladen,
indesluttede i en Slimmasse af umaadeligt Omfang
(c. 10 m lang, 15—45 cm bred, men kun 3—4
mm tyk, idet Æggene ligger i blot eet Lag ved
Siden af hverandre). Ungerne har forholdsvis
store Brystfinner, men især er Bugfinnerne
enormt lange og naar betydelig forbi Spidsen
af Halen; de svømmer frit i Vandskorpen. Hos
Tudsefiskslægten (Antennarius) er
Legemet sammentrykt, Munden temmelig stor,
stærkt opad vendt og væbnet med Tandkarter.
Den forreste Rygfinne bestaar kun af tre fri
Straaler, der sidder paa Hovedet; den bageste
Rygfinne er betydelig længere end Gatfinnen.
Hertil hører c. 40 Arter, der forekommer ved
det varme Havbæltes Kyster, mellem Stene,
Koraller og Tang; de bevæger sig ved Hjælp af
de parrede Finner, der ligner Poter. Ude paa
det aabne Hav, mellem Sargasso-Tangen eller
anden Drivtang lever en Art, der kaldes
Sargasso-Havets T. eller
Sargasso-Fisken (A. [Pterophryne] histrio); det er en
temmelig lille Fisk med et kort, plumpt
Legeme, af hvilket Hovedet med Gællehulen
næsten udgør Halvdelen, idet Bagkrop og Hale
er forholdsvis lidet udviklede; Huden er
nøgen, plettet og marmoreret af gulbrunt,
mørkebrunt og hvidt og løber ud i en Mængde
Lapper eller Frynser, som forøger Dyrets Lighed
med Drivtangen; desuden er den i Stand til
at skifte Farve og tilpasse den efter
Omgivelserne. Sargasso-Fisken søger sin Føde blandt
de Smaadyr (Krebsdyr, Snegle o. s. v.), som
lever paa Tangen. Sargasso-Fisken kan, som
andre Arter af sin Slægt, puste sig op til en
Ballon ved at fylde Mund og Gællehule med
Luft, og saaledes drive om i Havet, fra den
ene Tangbusk til den anden. Undertiden kan
denne Fisk føres med Havstrømmene langt
uden for sit egentlige Hjem; den er saaledes
engang truffen ved Norges Vestkyst helt oppe

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>