Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tudsefisk ell. Tussefisk - Tudsefrøer - Tudse-Næs - Tudser - Tudseøgler - tueformet - Tuel Sø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Varangerfjorden. T.’s Familie omfatter
endvidere flere meget karakteristiske
Dybhavsformer, f. Eks. Slægten Himantolophus, der
mangler Bugfinner, er kulsort, har
rudimentære Øjne og Pandestraalen delt i mange
Traade med lysende Spidser. Endvidere Slægten
Ceratias, der frembyder det højst
ejendommelige Forhold, at Hunnen bliver over 1 m lang,
medens Hannerne kun er 8—9 cm, altsaa
sande Dværghanner, og snylter paa Hunnen;
Hannens Snude er tryneformet forlænget og
fæstet til en Papil paa Hunnens Bug;
Forbindelsen er saa intim, at der ingen synlig Grænse
er, og den indeholder talrige Blodkar, saa at
Hannen, hvis Mund fortil er lukket, som
mangler Tænder og har rudimentær
Fordøjelseskanal, kan faa sin Næring gennem
Blodforbindelsen med Hunnen. Ogsaa hos to andre
Dybhavs-T. har man fundet Dværghanner, der
snylter paa Hunnen.
Ad. J.
Tudsefrøer. Med dette ikke videre heldigt
valgte Navn betegnes den særegne lille Familie
(Discoglosstdæ) af Springpadderne, hvis bedst
kendte Repræsentant er Slægten Bombinator
eller Klokkefrøen (s. d.). I systematisk
Henseende kan Familien karakteriseres ved, at de
to Sidehalvdele af Skulderbæltets Skelet paa
Bugsiden griber hen over hinanden, ved de
brede Tværtappe paa Bækkenhvirvlen, samt ved
Besiddelsen af Tænder i Overmunden. Tungen
er, som Slægtnavnet udsiger, skiveformet, idet
den er fasthæftet med hele Fladen og mangler
en fri, bageste Del. Trommehinden viser sig
kun utydelig eller er helt skjult; Pupillen
danner en lodret Spalte; Bagbenene er gerne
udstyrede med en stor Svømmehud. Ved
Parringen griber Hannen sin Hun om Lænderne;
Æggene aflægges i Snore eller smaa Klumper;
Haletudserne er let kendelige ved, at
Udførselsaabningen fra Gællehulen ligger, ikke paa
venstre Side, men i Bugens Midtlinie. Familien
omfatter kun 4 Slægter med i alt 7 Arter. Blandt
disse maa først nævnes Klokkefrøerne,
som ved den ejendommelige sortblaa og stærkt
gule Tegning paa Bugsiden lige saavel som ved
deres vellydende, lidt sørgmodige Kvækken er
vel kendte af Befolkningen overalt, hvor de
findes. Ikke mindre omtalt er
Fødselshjælperfrøen (Alytes obstetricans, Laur.), der
ligesom Klokkefrøen har en noget fladtrykt Skikkelse
og i det hele nærmest et tudseagtigt Præg,
ihvorvel Hudvorterne er langt mindre
fremtrædende. Samtidig er Farvetegningen kun lidet
iøjnefaldende, idet Rygsiden er graa med lysere og
mørkere Prikker og Pletter og Bugsiden
lysegraa. Sin Berømmelse skylder dette Dyr da
ogsaa udelukkende Hannens ejendommelige
Pleje af Æggene. Parringen og Æglægningen
foregaar her paa Landjorden, men efter at
de 20—40 Æg, som er perlesnoragtig forenede
ved en tynd elastisk Traad, der er dannet af
et ydre hærdnet Slimlag, er aflagte af Hunnen
og befrugtede af Hannen, slynger denne hele
Ægmassen omkring sine Bagben og fører den
af Sted med sig. I den nærmest følgende Tid
lever den nu ganske paa sædvanlig Vis paa
Landjorden, idet den om Dagen holder sig
skjult under Stene og kun om Natten kommer
frem for at søge Næring. Af og til gaar den
maaske nok, for at holde Æggene fugtige, for
en kortere Stund ud i Vandet, men regelmæssig
søger den dog først dette efter 3 Ugers Forløb.
Da har der nemlig inde i hvert Æg udviklet
sig en 15 mm lang Haletudse, som derpaa
under Hannens Ophold i Vandet gnaver sig ud
gennem Slimhylsteret og svømmer frit omkring.
Først naar dette er Tilfældet med alle
Ungerne, gaar Hannen atter paa Land. Den videre
Udvikling gennemløber Larverne i Reglen i
Løbet af de følgende 4 Maaneder.
Fødselshjælperfrøen, der højst naar en Længde af 5 cm,
træffes i Belgien, Frankrig, Vesttyskland og
Schweiz, samt paa den pyrenæiske Halvø.
Sidstnævnte Sted findes fremdeles den anden
Art af samme Slægt (Alytes cisternasii, Bosca);
denne er lidt mindre, af mere plump og
sammentrængt Bygning, og i sine Livsvaner et mere
gravende Dyr; ogsaa dens Han bærer en
lignende Omsorg for Æggene. Ligeledes paa den
pyrenæiske Halvø, men desuden paa Corsica,
Sardinien og Sicilien samt i Nordafrika
optræder den Slægt (Discoglossus), som har givet hele
Familien Navn; dens eneste Art (D. pictus,
Otth) minder saavel i Legemsform som i sin
i øvrigt stærkt foranderlige Farvetegning
overordentlig meget om en almindelig brun Frø.
Nævnes bør endelig den fjerde og sidste Slægt
Liopelma, som i det hele staar Alytes meget
nær; ogsaa den har kun een Repræsentant (L.
Hochstetteri, Fitz.), som mærkelig nok hører
hjemme paa Ny-Zeeland, hvis eneste
Springpadde den er. (Litt.: Boulenger, The
tailless Batrachians of Europe [London
1897—98]).
R. H. S.
Tudse-Næs, se Tuse Næs.
Tudser benævnes i Almindelighed alle de
særlig plumpe og kortbenede og derfor lige saa
meget kravlende som hoppende Springpadder.
I langt ringere Grad end Frøerne er de uden
for Forplantningstiden knyttede til Vandet; som
Følge heraf er deres Hud stærkere forhornet
og indeholder talrige Kirtler, som giver den et
stærkt vortet Udseende. Som det imidlertid saa
ofte gaar, lader dette af Levevis og Omgivelser
bestemte Præg sig ikke benytte i systematisk
Henseende; thi foruden de egentlige T. eller
Skruptudser (s. d.), som udgør en artrig og
vidtudbredt Slægt (Bufo), og hvortil i alt Fald
Hovedmassen af alle T. henhører, træffes ogsaa
inden for forskellige andre af Springpaddernes
Hovedgrupper Former, som efter deres Ydre
med lige saa stor Ret kunde gøre Fordring paa
samme Betegnelse.
R. H. S.
Tudseøgler, se Leguaner.
tueformet (botanisk) kaldes en Plante, hos
hvilken blomsterbærende Stængler saavel som
vegetative Skud er tæt sammentrængte og
udgaar samlede fra omtrent samme Punkt. T.
Vækst kan findes baade hos enaarige (eller
toaarige) og hos fleraarige Urter; hos disse
sidste er Jordstængelen rigt forgrenet, de
overjordiske Skud som Regel uforgrenede.
A. M.
Tuel Sø, en 210 ha stor Indsø i Midtsjælland,
c. 2 km NNØ. f. Sorø. Søen, der ligger 33 m
o. H., har tidligere staaet i Forbindelse med
Pedersborg Sø og gennem den med Sorø Sø,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
