Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tunge (Organ) - Tunge (Dyrs)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Hagen og ved sin Sammentrækning dels kan
føre T. fremefter, dels kan trække Midterpartiet
af T. nedefter, som naar man suger med T.,
endvidere m. hyoglossus, der udspringer fra
Tungebenet og kan trække T. nedad og bagtil,
medens m. styloglossus, der fra Griffeltappen
paa Kraniets Underside strækker sig i en Bue
helt frem til Tungespidsen, kan trække T.
bagtil og opad. Foruden disse, fra Skeletdele
udspringende Muskler indeholder T. talrige
Bundter af »indre« Tungemuskler, der krydsende
hverandre paa alle Leder forbinder forskellige
Punkter af T. indbyrdes og ved deres
Sammentrækninger kan give T. dens mangfoldige
Former. — Betragter man sin T. i et Spejl,
opdager man let, at, dens Slimhinde er delt i
to Partier af helt forskellig Beskaffenhed, et
forreste jævnere og et bageste mere knudret.
Paa Grænsen mellem disse findes det saakaldte
blinde Hul (foramen coecum), en lille blindt
endende Fordybning i Midtlinien ved bageste
Trediedel af T.; hos den Voksne danner denne
Blindsæk kun Udmundingsstedet for nogle
ubetydelige Smaakirtler, men den repræsenterer
Resterne af en Epithelstreng, hvorfra under
Fosterudviklingen Anlægget af den midterste
Del af Skjoldbruskkirtlen er foregaaet. Til
begge Sider for det blinde Hul ses en Række
(7—15) rundagtige Vorter,
Ringvoldpapillerne (papillæ circumvallatæ), der tilsammen
er ordnede som et V med Spidsen i det blinde
Hul. Hver af disse Papiller bestaar af en lille
rundagtig Knop, som er omgivet af en fin
ringformet Fordybning, uden om hvilken der findes
en let fremspringende, ringformet Vold.
Overfladen af Knoppen er besat med en Mængde
meget smaa spidse Tappe dannede af
Slimhindens Epithelceller; saadanne Tappe,
Papiller, findes overalt paa den Del af T., der
ligger foran den nævnte V-formede Linie; i størst
Antal og beklædende Tungeryggen som et fint
Fløjl findes utallige spidse Traadpapiller
(papillæ filiformes) og spredte mellem disse,
synlige som smaa røde Knopper,
Paddehatpapillerne (papillæ fungiformes). Helt
bagtil paa T.’s Siderande findes
Papilfolderne (papillæ foliatæ), et Antal papilbesatte,
paralleltløbende Slimhindekamme. — Den Del af
Tungeslimhinden, der ligger bag ved Vet,
indeholder talrige Sækkirtler (glandulæ
bursariæ), hvis Omrids ses som Smaaknuder under
Slimhinden. De bestaar af adenoïdt Væv, som
indeholder Lymfeknuder, og i hvis Midte der
findes en sækformet Aabning, der munder frit
paa Slimhindens Overflade. Gennem disse
Aabninger vandrer stadig en Mængde Lymfocyter
(hvide Blodlegemer) ud og blander sig med
Mundvædsken. Foruden disse Kirtler besidder T.
talrige Slimkirtler, der især findes under
Tungespidsen (de Blandin’ske eller
Nuhnske Kirtler), ved Tungeranden og ved
Tungeroden; sidstnævnte Sted munder de Side om
Side med de omtalte Sækkirtler. Endvidere
findes der talrige smaa saakaldte serøse Kirtler,
som udmunder dels i Ringvoldpapillernes
Ringfurer, dels mellem Kammene af Papilfolderne,
og rimeligvis staar i Smagsopfattelsens
Tjeneste. (Se i øvrigt Spytkirtler).
— Smagen er knyttet til bestemte Smagsorganer, de
saakaldte Smagsløg; disse findes alene paa
Siderne af Ringvoldpapillerne (altsaa vendende
ud mod Ringfuren), Paddehatpapillerne og
Papilfolderne (samt paa den bløde Ganes
Forflade og i den øverste Del af Struben, hvor de
dog næppe staar i Smagens Tjeneste). Disse
Smagsløg forekommer i uhyre stort Antal (paa
en enkelt Ringvoldpapil har man talt over
4000); de er c. 1/20 mm i Gennemsnit og
dannes af særlig formede Epithelceller, der ligger
ordnede som Skællene i et Løg (deraf Navnet);
mellem disse Skæl ender de smagsopfattende
Nerver med et Antal yderst fine Forgreninger
(se i øvrigt Smag).
S. B.
Tunge. Fra Mundhulens Gulv rager hos de
allerfleste Hvirveldyr et muskuløst Parti, T.,
op mellem Underkæbens Grene. T. støttes i sit
bageste Parti af en egen Knogle,
Tungebenet, der danner en under Kraniet ophængt
Bue, omtrent parallel med Underkæbebuen.
T. er meget forskellig udviklet; den kan hjælpe
Dyret med at bemægtige sig Føden, hjælpe til
ved Fødens Behandling i Munden, medvirke
ved Fødens Synkning, være Smagssansens
Sæde, ved dens Hjælp drikker f. Eks. Hund og
Kat, og med den renser de sig. — Hos Fiskene
er T. kun lidet udviklet; Tungebuen staar her
hovedsagelig i Gælleapparatets Tjeneste. En
Undtagelse danner dog Lampretterne,
hos hvem den med Horntænder forsynede T.
udgør en væsentlig Del af Mundens
Sugeapparat, og Slimaalen, der har en Raspetunge.
Hos Padderne er T. fæstet til Mundhulens Gulv
med sin Underside, medens Randene er fri
rundt om; hos Springpadderne er den bageste
Del størst og kan smækkes ud af Munden for
at fange Bytte, dette sker ogsaa hos
Halepadden Spelerpes, hvor det Parti, T. sidder paa,
er forlænget til et langt Skaft. Pipa-Gruppen
(Aglossa) og de gælleløse Fiskepadder
(Derotremata) mangler T. Medens T. hos Krokodiller
og Skildpadder er meget kort og ikke kan
strækkes ud af Munden, er den hos de øvrige
Krybdyr langt mere bevægelig, men for øvrigt
meget forskellig udviklet. Hos Slanger,
Varslere og Firben er den lang, tynd og kløftet,
hos Gekkoer og Leguaner kort, blød og tyk
eller flad, hos Snoge- og Ormeøgler bred, flad
og skællet, og hos Kamæleonerne endelig er
den omdannet til et langt, fremskydeligt
Gribeapparat. Fuglenes T. er hos de fleste temmelig;
flad, smal, stiv, hornagtig og spids; som
Smagsredskab spiller kun Papegøjernes og
Ændernes noget tykkere T. en Rolle. Spætter,
Honningfugle og Kolibrier faar for en stor Del fat
i deres Føde ved Hjælp af T., der kan strækkes
langt ud; dette sker ved Hjælp af
ejendommelige Muskler, der ligger i Skeden om de stærkt
forlængede Tungebenshorn. Disse træder ikke
i nærmere Forbindelse med Hovedskallen, men
bøjer sig op omkring den bageste Del af
Hjernekassen; hos Grønspætten, hvis T. kan
skydes særlig langt ud af Munden, gaar de
endog saa langt fremefter, at de naar ind i en
Kanal i Overnæbbet. Pattedyrenes T. endelig:
er særdeles vel udviklet, om dens Bygning se
ovenfor i Menneskets T. Papillerne paa dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
