- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
918

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tunis - Tunja - Tunkall - Tunkere - Tunna - Tunnel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tunfisk, men ogsaa Svampe. Af særlig
Betydning er i de senere Aar Bjergværksdriften med
Udvinding af Bly, Jern, Zink og navnlig
Fosfater fra store Lejer ved Gafsa; ogsaa
Petroleum er nylig fundet mod NØ.
Udenrigshandelen er særlig rettet mod Frankrig
og Italien og viste (1923) en Indførsel paa
817 Mill. frc. og en Udførsel paa 554 Mill. frc.
Der var (1924) 2516 km Jernbaner, 504
Poststationer, 263 Telegrafstationer og 3
Radiostationer. Hovedbyerne er Tunis (171672
Indbyggere), Sfax (28000), Biserta (21000), Sousa
(19700) og Kairouan (19100). — Landet styres
af en Bei (fra 1922 Sidi Mohamed el
Habib
). Efter den franske Erobring 1881 og
Traktaten i Kasr-es-Said samme Aar staar T. under
fransk Protektorat. Den virkelige Styrelse
udøves af en fransk Generalresident, der sorterer
under Udenrigsministeriet i Paris, som har et
specielt Departement for tunesiske Affærer.
Ministeriet bestaar af 14 Medlemmer: 3
Indfødte og 11 Franskmænd. Landet er delt i 19
Distrikter og 6 Militær distrikter;
Distriktsguvernørerne er Franskmænd. De lavere
Embedsmænd (Caïd, Kadi, Sheik) er Indfødte.
Franske Domstole besørger Retten mellem
Europæere indbyrdes og mellem Europæere og
Indfødte; indfødte Dommere dømmer derimod
mellem Indfødte indbyrdes. Af den tunesiske Hær
er kun Bei’ens Livvagt tilbage, de øvrige
Tropper bestaar af franske Soldater; endvidere
findes en fransk Krigshavn i Biserta (Bizerte) paa
Nordkysten.

Hovedstaden T. ligger paa en
Landtunge mellem Saltsumpen Sebkha-el-Sejumi i
V. og T.-Søen (El-Bahira) i Ø., gennem hvilken
en 10 km lang gravet Kanal til Havnebyen La
Goletta
(La Goulette) har gjort T. til en
Søstad. (1921) 171672 Indbyggere, hvoraf 73472
Europæere. Staden, der er bekendt for sine
smukke Omgivelser med Høje, kronede af
gamle Forter, paa Siderne, er delt i en ældre
»tunesisk« Bydel og det »Franske Kvarter«. Den
gamle By, Medina, er bygget amfiteatralsk med
Kasbah’en (Citadellet) paa Toppen; den ligger
mellem to Forstæder, Ribat-el-Sovika mod N.
og Ribat Bab-el-Jezira mod S. De gamle Mure
er nu nedrevet. Medina med sine snævre
Gader med Arkader og Hvælvinger har et meget
orientalsk Præg, da Franskmændene ikke har
gjort noget for at modernisere Byen; man ser
endnu Rækker af belæssede Kameler, Basarer,
Eventyrfortællere, Slangebesværgere o. s. v. De
interessanteste Bygninger er, foruden
Kasbah-en, Dal-el-Bey (Beiens Palads), Sidi Mahrez
Moskeen, T.’s største, Jamaa al-Zeituna
Moskeen, Byens fornemste, Justitspaladset (1901),
Collège Sadiki (1875). Det moderne europæiske
Kvarter langs Stranden har brede Avenuer med
elektriske Sporvogne og mange pragtfulde
Bygninger som Generalresidentens Palads, en stor
Katedral, to Jernbanestationer o. s. v. Det
gennemskæres fra Ø.—V. af Avenue Jules Ferry
(A. de la Marina) med de store Hoteller,
Kaféer, bedste Butikker, Bankbygninger og Teatre.
— T. er foruden at være en vigtig Handelsby
ogsaa en stor Industriplads i Tæpper, Maatter,
Uld- og Silketøjer, Parfumer, Guldsmedearbejder,
Sadelmagerarbejder og andet. — SØ. f. T. ligger
det i maurisk Stil byggede pragtfulde
Bardopalads med sin berømte Løvegaard; det
benyttes nu til Museum. Ikke langt derfra ligger
Rester af en gammel Akvædukt fra
Kartagotiden. 15 km NØ. f. T. ligger Bei’ens Lystslot
El-Marsa i Nærheden af Ruinerne af
Kartago.
C. A.

Tunja [’tuŋka], Hovedstad i Departementet
Boyacá, Colombia, ligger 2760 m o. H., i
Østcordillererne, har (1918) 11000 Indb., Universitet,
Badested med varme Kilder.
M. V.

Tunkall, se Tomte.

Tunkere (af tunken — dukke) eller
Dunkers, et baptistisk Samfund, der opstod i
Begyndelsen af 18. Aarhundrede i Rhin-Egnene og
Westfalen, og som kun døber voksne. Daaben
forrettes ved Neddykning. Ed og Krigstjeneste
forkastes. Mange T. udvandrede til Amerika.
Deres Samfund eksisterer endnu.
A. Th. J.

Tunna, ældre svensk Maal for tørre Varer,
= 56 Kannor = 146,57 l. En T. »fast Maal«
(med Top) havde dog et Overmaal og var 63
Kannor = 164,83 l.
(N. J. B.). H. J. N.

Tunnel er et underjordisk, rørformet
Bygningsværk, der sædvanlig er beregnet for
Færdsel paa Vej, Jernbane eller Kanal og derfor
direkte tilgængelig fra Jordoverfladen ved
begge Ender og bygget vandret eller kun med
saadanne Stigninger, som kan tillades paa den
Færdselsvej (oftest en Jernbane), for hvilken T.
er bestemt. Til Beskyttelse mod den omgivende
Jords Tryk og Nedstyrtning kræves som Regel
en Beklædning, der omslutter T.’s fri Profil og
oftest udføres af Murværk, hvis Tykkelse bliver
størst i løs Grund, eller af Metal, sædvanlig
Støbejern, hvis den udsættes for Vandtryk og
derfor maa være fuldstændig tæt. I fast
Klippe kan Beklædningen undværes; ved enkelte
T. har man nøjedes med en Beklædning af
Træ, der ellers kun bruges som midlertidig
Afstivning under Anlæggets Udførelse.

Tunnelprofilet, der skal omslutte det
nødvendige fri Profil for Færdselen, helst med saa
stort Spillerum, at Stilladser kan opsættes til
Eftersyn og Udbedring af Tunnelbeklædningen
uden Trafikstandsning, vælges dels efter
Beklædningsmaterialet, dels efter Grundens
Beskaffenhed. En Murværksbeklædning, der skal
bygges inde fra T., maa formes som
Hvælvinger, og Profilet sammensættes af Cirkelbuer,
saa at Loft og Sider tilsammen danner en
Hesteskohvælving, hvis Vederlag forneden,
hvor Grunden ikke er fast, forbindes med en
omvendt, flad Bundhvælving, der kan fordele
Trykket over hele Tunnelbredden; i dens
Hulning faar man Plads til en Afløbskanal for det
Vand, der siver gennem Beklædningen. For en
enkeltsporet Bane bliver Tunnelprofilet
forholdsvis højt og smalt, omtrent som en
omvendt staaende Ægoval, for dobbeltsporede
Baner forholdsvis bredere (Fig. 1), nærmere
lignende en Cirkel, og samme Profilform bruges
sædvanlig til Vej- og Skibsfartstunneler, kun
at man ved de sidste i Bunden ved den ene
Side lader staa en Banket, som naar op over
Kanalens Vandspejl og tjener som Trækvej ved
Fremførelsen af Kanalfartøjerne.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0926.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free