Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tunugdliarfik - Tunø - Tunø Knob - Tunø Røn - Tuolluvara - Tuorforsen - Tupalidæ og Tupaia - Tupe - Tupelo - Tupelostift - Tupi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
strækker sig fra Ilimausak-Halvøens Sydvestpynt (60°
54′ n. Br.) 55 km ind i Landet, først i
Hovedretning NØ., senere i nordlig Retning; en Arm
ved Navn Korok (ɔ: Dalen) gaar i Fjordens
Hovedretning ind til Indlandsisen, der afsætter
mindre Isfjelde og Kalvis. Fortsættelsen af
Fjorden ud mellem Øerne til Havet hedder
Skovfjord. S. f. Korok ligger det c. 1725 m
høje Fjeld Igdlerfigsalik (ɔ: Kistefjeldet), og i
Nefelinsyenit-Omraadet mellem dette og
Fjorden det bekendte Mineralfindested Narsarsuk
(ɔ: den ejendommelige Slette). Landet i den
indre Halvdel af Hovedfjorden er ret lavt,
bølgeformet og frodigt bevokset med talrige
Smaakrat af Birk og Pil, og har fortrinligt
Byggemateriale i den røde Sandsten. Fjorden
er ubeboet. — Ingen Steder i Grønland har
Betingelsen for Bebyggelse af Nordboerne været
saa gunstig som her, og man finder da ogsaa
talrige Tomter af gamle Gaarde. Østerbygdens
Centrum laa om Bunden af denne Fjord,
Eriksfjord, og den Ø. f. liggende Einarfjord
(Igalikofjord), og Forbindelsen mellem det indre af
disse Fjorde er let. — Kagsiarsuk paa
Vestsiden af T., 11 km fra Bunden, hvor der er
talrige Ruiner, er fastslaaet som det gamle
Brattahlid, hvor Erik den Røde bosatte sig
986, og hvor senere Lagmændene boede. Kirken
er sammenstyrtet og overgroet. Ved Fjorden
var endvidere tre Kirker, nemlig ved
Hardsteinaberg, ved Gardanes og Solarfall Kirke,
hvis Beliggenhed dog endnu ikke er sikkert
paavist. (Litt: »Meddelelser om Grønland«,
VI, XIV, XVI og LXI).
G. F. H.
Tunø (i Valdemar II’s Jordebog: Thund),
lille Ø i Kattegat c. 4 km V. f. Samsø Nordland
og 9 km Ø. f. Jyllands Kyst. Øen er lavt
liggende og jævn (højeste Punkt 24 m) med i det
hele frugtbare, sandmuldede Jorder. Kysten,
der for en Del har nøgne Lerskrænter, er
omgiven af Grunde, saasom T.-Røn eller Østerrøn
og T.-Knob eller Vesterrøn. T. udgør et eget
Sogn i Ning Herred under Samsø-T. Provsti
(Aarhus Stift), hører til Aarhus Amt, 55.
Retskreds i Aarhus og til 40. Politikreds i Odder.
Dens Areal er 348 ha, og 1921 var der 60
Gaarde og Huse med 225 Indb. (1901: 234, 1850:
213, 1801: 177), hvoraf mange Søfolk. Tæt ved
SØ.-Kysten ligger T. By med Kirke,
Præstegaard, Skole, Andelsmejeri, Vandværk, Havn
(indtil 3 m dyb), Fyr, Telegraf- og
Telefonstation m. m. samt Postekspedition.
(H. W.). M. S.
Tunø Knob, en smal tør Sandbanke, der
ligger 2 km V. f. Tunø paa Midten af et Flak.
Den har en Udstrækning af c. 3 km og er
afmærket. Paa Knoben staar en Skydeskive, der
benyttes af Flaadens Skibe.
G. F. H.
Tunø Røn, en næsten altid tør Sandrevle,
der skyder sig 1 km i ØNØ. ud fra Tunø. Paa
Yderenden staar paa en rød Pæl et ubevogtet
hvidt Lynfyr.
G. F. H.
Tuolluvara [-va.-], Jernmalmfelt i
Jukkasjärvi Sogn, Norrbottens Län i det nordl. Sverige.
Opdagedes 11. August 1897 af Statsgeolog Hj.
Lundbohm. Brydningen begyndtes 1902.
Malmen er Magnetjernsten med 67—69 % Jern og
ringe Fosforindhold. Feltet spænder over c.
15000 m2, og Malmen brydes mest i aabne
Brud. 1917 udvandtes 138767 t Malm. T.
Grufaktiebolag er dannet af en Sammenslutning af
flere mellemsvenske Jernværker.
M. H-n.
Tuorforsen [’tu.årfårsən], Vandfald i Lilla
Lule älv i Norrbottens Län, Nordsverige.
Bestaar af to Fald, henholdsvis 300 og 100 m
lange og med en indbyrdes Afstand af 200 m.
Samlet Faldhøjde 11,4 m. Middelvandmængde
35,4 m3 pr Sek., ved Højvande 740 m3 pr Sek.
M. H-n.
Tupalidæ og Tupaia, d. s. s.
Egernspidsmus (s. d.).
Tupe, se Toupet.
Tupelo, se Nyssa.
Tupelostift, en Stift skaaren ud af Roden
af Nyssa aqvatica (Tupelotræet). Dette Stof har
den Egenskab at suge Vædske til sig og derved
udvides, saa det trykker stærkt paa
Omgivelserne. Anvendes til Udvidning af Moderhalsen
og af Fistler.
(E. A. T.). V. Sch.
Tupi, Fællesbetegnelse for en af de store
indianske Sprogætter i det tropiske
Syd-Amerika Ø. f. Cordillererne. Deres Omraade er
overordentlig vidtstrakt, men i Hovedsagen
indskrænket til Egnene S. f. og ved Amazon-Floden,
hvorimod de ikke naar Orinocos Opland, og,
som det er Reglen for Folkeudbredelsen i disse
Egne, hvor bl. a. Floderne frembyder lette
Samfærdselsveje, er Omraadet splittet i mindre
Afdelinger adskilt ved fremmede
Indianerstammer. I større Mængde sad de nu stærkt
blandede Guaranier i Landet om Paraná og
Paraguay, hvor de i 17. og 18. Aarhundrede
dannede Befolkningen i den mærkelige,
teokratisk-kommunistiske Jesuiterstat. Deres Sprog
blev Grundlaget for Blandingssproget lingoa
geral, der endnu i store Dele af Paraguay og
Brasilien benyttes i Samkvemmet mellem
Indfødte og Hvide. Ganske enkelte Stammer som
Gainguá har holdt sig uafhængige i disse
Egne, der af nogle anses for hele Ættens
Urhjem. Herfra er der under alle
Omstændigheder saa sent som i Begyndelsen af 16.
Aarhundrede foregaaet en Udvandring, der bragte
Chiriguanoerne V. paa lige til
Cordillerernes Fod. Ogsaa ret sent, men dog i
førcolumbisk Tid har andre Stammer som
Tupinambáerne bredt sig N. paa langs
Atlanterhavets Kyst, som de med ubetydelige
Afbrydelser sad inde med lige fra det nuværende
Uruguays Nordgrænse til Mundingen af
Amazon-Floden; nu er de forsvundne eller gaaet op i
Blandingsbefolkningen. Enkelte Stammer
(Oyampi o. a.) er fra Kysten endog naaet til
Guayana, og andre har fulgt Amazon-Floden
V. paa. Denne Vandring, der har bragt
Omaguaer og Cocamaer til deres nuværende
Hjemstavn ved Flodens øvre Løb, blev fortsat
endnu i historisk Tid. De søgte »Landet, hvor
man ikke skal dø«, hvilket maa begrundes i en
taaget Forestilling om det mægtige Inca-Rige i
Peru. Foruden de nævnte Stammer er der
imidlertid adskillige andre, som har det
tilfælles, at deres Sprog fjerner sig betydeligt fra
de øvrige Dialekter. Hertil hører navnlig en
Del Folk i det centrale Brasilien mellem Rio
Xingú og Madeira: Auetø, Yuruna,
Chipaya, Curuahé, Mauhé og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
