Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tusindblad - Tusindbladfamilien - Tusindfryd - Tusindfrø - Tusindgylden - Tusind og een Nat - Tusindpiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blomstrer i Juni—August. Almindelig i Danmark.
Hos de to følgende Arter er de øvre Dækblade
udelte og kortere end Blomsterne. Aks-T. (M.
spicatum L.) kendes paa, at Bladafsnittene er
modsatte og børsteformede, og at
Blomsterstanden er opret. Den er 0,30—1,50 cm høj og
blomstrer i Juni—August. Almindelig i
Danmark. Hos haarfliget T. (M. alterniflorum
L.) er Bladafsnittene afvekslende og
haarformede; Blomsterstanden er før Udspringningen
nikkende. Den er 10—30 cm høj og forekommer
hist og her i Jylland, men er paa Øerne meget
sjælden; temmelig almindelig i Norge, hvor de
andre Arter er sjældne. Alle er fleraarige.
A. M.
Tusindbladfamilien (Halorrhagidaceæ),
tokimbladede og frikronede Planter af
Myrteordenen, de fleste Vandplanter med oftest
særkønnede og altid oversædige Blomster. T. er i
Norden kun repræsenteret af
Tusindblad-Slægten (se Tusindblad).
A. M.
Tusindfryd, se Bellis.
Tusindfrø (Radiola L.), Slægt af Hørfamilien
med en enkelt Art, Liden T., Dværghør
(R. linoides Roth.), en c. 5 cm høj, enaarig
Urt med modsatte Blade og en gaffelformet
forgrenet Stængel; de meget smaa Blomster
er 4-tallige og har hvide Kronblade. Den vokser
paa sandet, især oversvømmet Jord og er
almindelig i Vestjylland; ellers hist og her i
Danmark. I Norge er den sjælden. Den blomstrer
i Juli—September.
A. M.
Tusindgylden, se Erythræa.
Tusind og een Nat (arabisk Alf lajla
walajla) er Navnet paa den berømteste af alle
orientalske Eventyrsamlinger; den omfatter en
Række større og mindre, egentlige Eventyr med
et stort fantastisk Apparat samt en Del erotiske
og humoristiske Intrigenoveller, alle lagte i
Munden paa en Sultaninde ved Navn
Sheherzad. Kong Shahriar, der har grebet sin Hustru
i Utroskab, dræber hende og derpaa ogsaa alle
hendes Efterfølgersker i sit Harem efter den
første Nat, indtil det lykkes hans Vesirs Datter,
Sheherzad, at holde ham hen fra den ene Nat
til den anden ved stadig at spænde hans
Nysgerrighed med Fortællinger, indtil hun efter
1001 Nætters Forløb faar ham til at
tilbagekalde sin grumme Beslutning. Selve dette
Anlæg af Rammen viser hen til en indisk
Oprindelse, og i det ældste Lag af Fortællingerne kan
ogsaa paavises en Række indiske Træk. En
saadan indisk Fortællingsrække, hvortil der
inden for selve Sanskritlitteraturen eksisterer
talrige Paralleller, er tidlig bleven omplantet
paa Persisk, og om en persisk Eventyrsamling
ved Navn »Hezar efsâneh« ɔ: de tusind (ɔ:
mange; Tallet er ikke at forstaa bogstavelig)
Fortællinger foreligger der flere Steder
Efterretninger. Efter at den persiske Eventyrbog er
bleven omplantet til Arabisk, maaske allerede i
9. Aarhundrede, er den her bleven forøget med
to Lag, hvoraf det ældre stammer fra Bagdad
og hovedsagelig bestaar af Fortællinger,
grupperede om den abbasidiske Kalif Harun al
Raschid og hans opvartende Kavaler, Barmekiden
Djafar, der i Eventyret er skildret som den
egentlige Storvesir; det andet, senere Lag af
Fortællinger er tilføjet i Ægypten, hvor hele
Bogen, sandsynligvis i 14.—15. Aarhundrede,
har modtaget sin nuværende Skikkelse, ligesom
ogsaa Sprogformen hovedsagelig peger mod
dette Land. De forskellige Haandskrifters
Redaktioner afviger stærkt fra hverandre baade
med Hensyn til Fortællingerne selv og til deres
Rækkefølge samt Inddelingen i Nætter; Titelen
»1001 Nat« i Stedet for det rimeligvis ældre
»de tusind Nætter« skyldes den orientalske
Uvilje mod hele, runde Tal, et folkepsykologisk
Forhold, der selv i vore Dage hyppig gør sig
gældende. I de fleste af Fortællingerne findes en
Mængde Citater af, mest unavngivne, Digteres
Vers; disse Citater er, da de kun i de færreste
Tilfælde staar i organisk Forbindelse med
Handlingens Gang og paa mange Punkter endog
direkte forstyrrer denne, for den overvejende
Dels Vedkommende efter al Rimelighed først
indføjede ved den endelige Redaktion.
I kulturhistorisk Henseende er »T. o. e. N.«
en uvurderlig Skat for Kendskabet til
orientalsk-muhammedansk Levevis og Tankesæt; den
brede, naive Fortællemaade lader netop alle
Hverdagslivets Smaatræk komme tydelig frem. Ved
sin uudtømmelige Fantasi, ved sin Frodighed og
Afveksling har den gamle østerlandske
Eventyrbog bestandig bevaret sin Magt over Sindene,
ligesom den ogsaa for mange af Occidentens
Digtere har været en rigelig Stofkilde. For
Filologien har »T. o. e. N.« afgivet et stærkt
debatteret Diskussionsemne særlig med Hensyn til
Spørgsmaalet om dens Oprindelse; støttet til
Forskninger af Nöldeke, Zotenberg og de Goeje
er den ovenfor skitserede Udredning af de
enkelte Lag og deres Bestanddele og Herkomst
først foretagen af Østrup (»Studier over 1001
Nat« [Kbhvn 1891; oversat paa Russisk 1905 og
paa Tysk 1925]) og senere ført videre i
Enkelthederne af andre Forskere, hvoriblandt navnlig
Belgieren Chauvin, der ogsaa med stor Omhu
har udarbejdet en Bibliografi, omfattende alt,
der vedrører »T. o. e. N.«.
Af den arabiske Tekst foreligger mange,
indbyrdes afvigende Udgaver, af hvilke de
hyppigst benyttede er »Alf lajla walajla« (2 Bd,
Bulak 1251 H.), og den af Habicht og Fleischer
udgivne (12 Bd, Breslau 1824—43). Af
europæiske Oversættelser er den ældste
Franskmanden Galland’s Les mille et une nuits (12 Bd,
Paris 1704—17), der først vakte Europas
Interesse for »T. o. e. N.«. Mere moderne er de
engelske af Lane (The arabian nights’
intertainments [3 Bd, London]) og Burton (The
arabian nights [12 Bd, London]) samt den franske
af Mardrus (Les mille et une nuits [Paris 1896
ff.]); i de to sidstnævnte er den arabiske Tekst
gengiven med alle sine Ejendommeligheder,
selv hvor disse strider mod den europæiske
Opfattelse af det passende; den tyske Oversættelse
af Weil (4 Bd, Stuttgart) har ogsaa tjent som
Grundlag for Thisted’s Omplantning af Bogen
paa Dansk; denne sidste er paa ny udgiven med
tilføjede Noter og Indledning af J. Østrup (4
Bd Kbhvn 1895—96). En ny tysk Oversættelse er
givet af E. Littmann (Inselverlag, Berlin 1924
ff.).
J. Ø.
Tusindpiger, d. s. s. Tusindfryd (se
Bellis).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
