- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
979

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Typhlotriton - Typhon - Typhula - Typhus abdominalis - Typhus exanthemathicus - Typhus recurrens

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Typhlotriton [-flo-], se Salamandre.

Typhon, se Taifun.

Typhula [-fu-], se Køllesvampe.

Typhus abdominalis [-fus-], se Tyfus.

Typhus exanthemathicus [-fus-te-ti-] (Febris
exanthematica
), eksanthematisk Tyfus, ogsaa
kaldet Plettyfus eller Hungertyfus, har i
visse Henseender Lighed med den tyfoide
Feber og er ogsaa bleven sammenblandet
med denne indtil de seneste Tider. I de
sidste Aar er man kommet til Klarhed over
Infektionsmodus. Sygdommen overføres fra
Menneske til Menneske ved Lus (som paavist
af Nicolle). I Lusens Tarm er paavist de af
Rickett og af Prowozek paaviste ejendommelige
Organismer. Sygdommen opstaar ved Smitte og
er meget smitsom. Den har en Inkubationstid
paa omtrent en halv Snes Dage, sjælden meget
længere, tit noget kortere, begynder temmelig
pludselig, ofte med Kulderystelse, og
Temperaturen stiger hurtig til henved 40°. Samtidig er
der almindeligt Ildebefindende, Hovedpine,
hyppig Opkastning. Temperaturen holder sig
høj i de følgende Dage, og nu fremkommer,
efter at Sygdommen har varet 4—5 Dage, det
karakteristiske Udslæt, som ligner det ved
tyfoid Feber, altsaa er et Roseolaexanthem, men
mere udbredt end ved hin, idet det som Regel
ikke alene indtager Kroppen, men ogsaa
Ekstremiteterne. Feberen tager fremdeles til, naar
sit Højdepunkt i Begyndelsen af 2. Uge; nu
bliver Patienten mere medtagen, mere sløv og
plages ofte af stærke Hallucinationer og
ængstende Forestillinger. Fra tyfoid Feber
adskiller Sygdommen sig imidlertid ved det kortere
Forløb, idet der allerede med Slutningen af 2.
Uge begynder en Aftagen af Feberen, samtidig
med at Patienten bliver roligere og mere klar,
og i Løbet af nogle Dage falder Temperaturen
til den normale, saaledes at Sygdommen ikke
varer mere end 2—2 1/2 Uge indtil
Rekonvalescensen, og denne er endda trods Patientens
meget medtagne Tilstand forholdsvis kort.
Dødeligheden er i Almindelighed større end ved
tyfoid Feber, i Reglen 15-20 %, mindre hos
Børn og unge, men betydelig større hos gamle
og svage Personer, hvor den naar til 70—80 %
eller mere. Den er mindre dødelig i en
Befolkning, hvor Plettyfus har optraadt i længere
Tid, end hos Individer, som kommer andet Sted
fra. Sygdommen optræder epidemisk, angriber
især Folk, der lever under uheldige hygiejniske
og sociale Forhold, optræder især i Armeer
under Krigsforhold, kaldes derfor ofte
Hungertyfus, Krigstyfus. Dens ødelæggende
Virkninger er kendte fra alle store Krige fra
Trediveaarskrigen til Napoleon’s Felttog. Under den
russisk-tyrkiske Krig 1877—78 skal den russiske
Armé have haft alene 100000 syge af T. e. med
50000 døde. Sygdommen er endemisk, findes
1il Stadighed i Rusland, i Østersøprovinserne,
i en Del af Preussen, England og især Irland.
Sandsynligvis har flere af de Epidemier, som i
tidligere Dage er gaaet under Navn af Pest, i
Virkeligheden været Plettyfus. I Danmark er
den kun optraadt af og til, sidst i Begyndelsen
af 1870’erne og 1890’erne, bliver formentlig
indført med Huder, Pelsværk, Klude fra de Lande,
hvor den til Stadighed findes. Individer, som
kommer fra Steder, hvor der er Plettyfus, maa
»afluses«, deres Klæder maa desinficeres,
hvilket let lader sig udføre, da en Varmegrad paa
c. 80 dræber Lusene. De Læger og
Sygeplejersker, som passer Patienter lidende af T. e., maa
vise den største Forsigtighed for at undgaa, at
Lusene bliver overført paa dem. Paa Grund af
Sygdommens Farlighed og store Smitsomhed
er hurtig Isolation, ɔ: Indlæggelse af Patienten
paa Hospital og kraftig Desinfektion af den
syges Hjem og Klæder, absolut nødvendig,
hvorfor ogsaa den danske og norske Epidemilov
hjemler Sundhedsautoriteterne Pligt og Ret til
hurtig og energisk Indskriden ved denne
Sygdoms Optræden.
(A. F.). H. I. B.

I Norge Optræder T. e. endemisk i den
nordligste Del af Landet, særlig i Finnmarks Fylke.
For en stor Del skyldes den vistnok Overførelse
af Smitte fra de russiske Ishavshavne. Ifølge
den officielle Medicinalstatistik indtraf 1922 i
Norge 19 Tilfælde, hvoraf 2 i Oslo, 1 i Troms
Fylke og 16 i Finnmark Fylke.
(S. T.). Wt. K.

Typhus recurrens [-fus-] eller Febris
recurrens
, Tyskernes »Riickfallfieber«, er kun en
enkelt Gang paavist i Danmark, skønt den
jævnlig forekommer i Tyskland og er endemisk
i Rusland. Efter omtrent en Uges
Inkubationstid, i hvilken Patienterne ikke mærker noget
sygeligt, begynder Sygdommen med
Kulderystelse og samtidig stærk Temperaturstigning
indtil 40—41°. Samtidig hurtig Puls, Miltsvulst,
belagt Tunge. Diarré, Bronkitis, Smerter i Ryg
og Ekstremiteter, især i Læggene. Huden
antager en smudsig gul Farve. Denne alvorlige
Tilstand varer kun c. 3 Dage, afbrydes af
pludseligt Temperaturfald under stærk Sved og
Ophør af alle Symptomer; men efter nogle (5—8)
Dages Forløb begynder det hele
Symptomkompleks forfra igen ganske paa samme Maade;
kun er dette Tilbagefald noget kortere, og
saaledes gentager det sig 4—5 Gange paa samme
Maade; men derefter bliver Anfaldene
sjældnere, kortere og lettere, og til sidst indtræder
Helbredelse. Dødeligt Forløb er sjældent af
denne Form. Derimod er der en svær, septisk
Form, som særlig findes i Sydrusland og
Ægypten, og som ofte ender med Døden.

Aarsagen til Sygdommen blev allerede
erkendt 1873 som en Spiril, der opdagedes af
Obermeier og derfor kaldes Spirochaete
Obermeieri
. Den er spiralformet, snoet, af 20—30
Mikromillimeters Længde, findes i Blodet under
Anfaldene, men forsvinder ved Feberens
Ophør for atter at vise sig ved Tilbagefaldet.
Mikroberne overføres sædvanlig til sunde ved
Insektstik, særlig ved Væggetøj og ved Kroplus.
Derfor findes Sygdommen ogsaa væsentlig
blandt den lavere Befolkning, som lever under
uheldige hygieiniske Forhold. Behandlingen er
først og fremmest profylaktisk. Desinfektion og
Aflusning af Individer og Klæder. Dernæst
Salvarsanbehandling. Spirochaete Obermeieri er
ligesom Spirochaete pallida (Syfilismikroben)
paavirkelig af Salvarsan, og Virkningen er
endda bedre ved Febris recurrens end ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0987.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free