Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyredyrkelse - Tyree (Tiree) - Tyrefægtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sagnet om Zeus, der i Tyreskikkelse bortførte Pigen
Europa (s. d.), synes at høre til denne
Mytekreds ligesom Beretningerne om den kretiske
Minotaurus. I Grækenland anraabtes — og
slagtedes — Guden Dionysos, der var af fremmed
Oprindelse, som den »værdige Tyr«, og hans
Præster kaldte sig Tauroi (Tyre).
Tyreslagtning (taurobolium) var forbundet med udbredte
Kulter i Kejsertiden, baade af Magna Mater,
Mithras og Attis. De i disse Mysterier indviede
blev overgydte med Tyrens Blod under
Slagtningen. Talrige Mithras-Relieffer fremstiller
denne Scene. Israeliterne overtog T. fra
Kanaanæerne ved Indvandring i disses Land, saaledes
ved den store Forsoningsfest (jfr. Ofringen til
Guldkalven, et Indslag fra senere Tid i
Beretningen om den nomadiske Tid). Inderne priser
den vediske Tids Hovedgud, Regnbringeren
Indra som den vældige Tyr; senere taler de om
Manu’s Tyr, og endnu er Guden Çiva’s Tyr
hellig. Perserne, for hvem Oksen var hellig,
lader Verden være skabt af den slagne Urtyrs
Krop. Ærkeenglen Vohu Mano skal have været
afbildet som Tyr — der prises som Kvægets
Beskytter, og Tyre bevogter i
Paladsdekorationerne i Susa de kongelige Døre. — T. opstaar
naturligt hos agerdyrkende Folk og
Halvnomader — til hvilke alle de omtalte Folk har hørt —
idet den som Hjordens Beskytter og ved sin
mægtige Avlekraft tænkes som Frugtbarhedsgud
og Græslandets Behersker.
Edv. L.
Tyree [ti’ri.] (Tiree), en af de indre
Hebrider, hører til det skotske County Argyll, er
70 km2 og har (1921) 1713 Indb. Øen hæver sig
i Ben Hynish til 143 m o. H. Omtrent en
Trediedel af Arealet er opdyrket, og der forefindes
udmærkede Marmorbrud.
(M. Kr.). M. H-n.
Tyrefægtning. Dette Skuespil er endnu
Spaniernes kæreste Nationalforlystelse og har
endda fra deres Land faaet Udbredelse i
Nabolandene. Hvad dets Historie angaar, er det vist
endnu usikkert, om en Nedstamning fra
Romernes Gladiatorkampe kan paavises; paa det
vestgotiske Riges Tid omtales T. i Spanien, og i
Middelalderen brugtes de saavel i Halvøens
kristne som i dens mauriske Lande til at
forherlige Hoffester o. l. Især i 15. Aarh. er der
mange Vidnesbyrd herom, og fra det følgende
Aarhundrede {under det habsburgske Dynasti)
bliver Skuespillet mere og mere yndet: baade
Karl V og Filip II samt senere Filip IV
optraadte lejlighedsvis som Tyrekæmpere. Det
maa imidlertid bemærkes, at T. i sin ældre
Skikkelse ikke var det samme, som hvad den
nu er; det var et Ridderspil, en Art farlig Jagt,
der foregik paa en Arena, omgiven af
Skranker; de Kæmpende var til Hest, ofte rimeligvis
i Rustning, og førte Lanse, og de var ledsagede
af en Skare Jægere og af Hunde, som bed sig
fast i det rasende Dyrs Krop. Men i Løbet af
18. Aarh. forandredes Skuespillets Karakter,
idet Tyrekæmperne ikke mere var fornemme
Amatører, men Professionals, der rekruteredes
af Folkets brede Lag, og som for største Delen
kæmpede til Fods, ogsaa den egentlige
Tyredræber (el Matador). Det er siden den Tid, at
T.’s umaadelige Popularitet er opstaaet og har
holdt sig, og at det beundrende Folk har
bevaret Navnene paa en Række af Arenaens
Helte, hvoraf adskillige har mistet Livet der;
i Almindelighed har de været kendte under et
eller andet nom de guerre, som Pepe Hillo, El
Chiclanero, Lagartijo, Frascuelo, fra en nyere
Tid Guerrita, Bombita, Joselito et Gallo; en af
de berømteste er Francisco Montes (19. Aarh.’s
1. Halvdel), hvis overordentlige Færdighed
endog bragte ham til at udgive en Bog om la
Tauromaquia’s Teknik. Som oftest er
 |
| Tyrefægtning. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
