- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
992

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Sprog og Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Anvendelsen af de arabiske Konsonanttegn,
Elif, j og w som Betegnelse for a-, i- og u-
Gruppen af Vokaler samt ved en bestemt
Fordeling af de mange overflødige Konsonanttegn
i det arabiske Alfabet til at antyde hver sin
Art tilhørende Vokaler, men alt dette er dog
kun blevet en ret ufuldstændig Nødhjælp, der
tilmed har bibragt den tyrkiske Ortografi en
beklagelig Usikkerhed. I den nyeste Tid har
man stillet Forslag om at indføre det latinske
Alfabet, som unægtelig vilde være adskilligt
bekvemmere, men det er dog endnu (Oktbr
1926) ikke lykkedes at overvinde de
Betænkeligheder, der er blevet gjort gældende
herimod.

De politiske Forhold tvang tidlig Europæerne
til at beskæftige sig med Studiet af Tyrkisk,
saa meget mere som den osmanniske Stat i sine
Velmagtsdage udelukkende benyttede sit eget
Sprog som diplomatisk Meddelelsesmiddel. I
Analogi hermed har ogsaa det ny
republikanske T. søgt at fremtvinge Brugen af sit eget
Sprog paa hidtil for internationalt anerkendte
Omraader; saaledes har man forbudt Skilte i
Gaderne paa fremmede Sprog, ligesom
Regeringen i Angora i stigende Grad anvender sit
eget Sprog i Korrespondance ogsaa med
Udlandet. I vore Dage er det ved Siden af den
egentlige Litteratur lige saa meget Studiet af
de folkelige Dialekter og disses Folkepoesi, der
har lagt Beslag paa Opmærksomheden, og her
har navnlig Ungareren Ignacz Kunos og
Tyskeren Georg Jacob udført et stort og frugtbart
Arbejde. (Angaaende Litteratur af
Hjælpemidler til Studiet af Osmannisk-Tyrkisk henvises
til den i A. Müller, »Türkische Grammatik«
[Berlin 1889] indeholdte Bibliografi).

Den osmanniske Litteraturs Historie
falder i to bestemte Afsnit, som man kan
betegne med Navnene klassisk og moderne. Det
første af disse gaar fra Litteraturens
Begyndelse til Midten af 19. Aarhundrede, og det
andet fra dette Tidspunkt. Ligesom det
tyrkiske Skriftsprog i sin ældre Form blev meget
stærkt paavirket af Arabisk og Persisk,
saaledes ogsaa Litteraturen. Paavirkningen fra
Arabisk blev stærkest i den prosaiske Del, fra
Persisk i den poetiske. Den ældre osmanniske
Lyrik er kvantitativ saare rig;
Hammer-Purgstall anfører i sin »Geschichte der osmannischen
Diehtkunst« (4 Bd, Pest 1836—38) ikke mindre
end 2200 Digtere; men hos alle disse vil man
forgæves lede efter en ny Tanke, som ikke
allerede findes hos de persiske Forbilleder; de
osmanniske Lyrikere søgte deres Fortjeneste ved
at skabe ny Variationer af de kendte Ideer, og
som i al Efterlignerpoesi blev den formelle
Korrekthed udviklet til sit Toppunkt. Til Digterne
af denne Kategori hører næsten alle de ældre
Sultaner af Huset Osman, saaledes baade
Konstantinopels Erobrer, Muhammed II (1451—81),
Selim I (1512—20) og Suleiman den Store
(1520—66); betydeligst af disse er Selim, der dog
skrev paa Persisk. Mest fremragende af de
ældre Digtere er i øvrigt Lami (d. 1531), der
udmærker sig ved sin umaadelige Frugtbarhed,
samt Fasli (d. 1563) og den noget yngre Baki,
der af Tyrkerne selv regnes som den
betydeligste Klassiker. For den, der har selvstændigt
Kendskab til de persiske Forbilleder, er
Beskæftigelsen med de nævnte Digteres Værker
kun lidet lønnende; det er de kendte
Variationer over Temaet Nattergal og Rose, ɔ: Elsker
og Elskerinde, og med den noget sødladne og
larmoyante Behandling af de erotiske Emner,
som er karakteristisk for al orientalsk Lyrik;
kun med lange Mellemrum formaar et elegant
Ordspil eller en overraskende Metafor, sjælden
dog helt original, at fange Opmærksomheden.
Undertiden er Paavirkningen af de persiske
Forbilleder saa stærk, at man endog i rent
sproglig Hensende for enkelte Strofers
Vedkommende kan være i Tvivl om, hvorvidt det
er et osmannisk eller et persisk Digt, man har
for sig.

Med hele denne persiske Retning skete der et
definitivt Brud ved Midten af 19. Aarhundrede.
Schinassi Efendi (s. d.) blev den ny Retnings
Foregangsmand; han var stærkt paavirket fra
Frankrig, og hele den litterære Bevægelse, han
kom til at lede, blev en orientalsk Efterligning
af den Kamp, de franske Romantikere under
Victor Hugo og Théophile Gautier havde ført
mod den gamle Klassicisme. Formaalet for den
ny Retning, der i sine første Kampaar bidrog
mægtig til Udviklingen af en tyrkisk Presse,
var en Tilslutning til Folkesproget og
Folkepoesien jævnsides med en Optagelse og
Bearbejdelse af europæiske ɔ: franske
Kulturelementer i Stedet for de forslidte persiske. Desværre
blev ved Tyrkernes mærkværdige Mangel paa
Originalitet snart den sidste Del af
Programmet, Tilslutningen til det Franske, saa godt som
eneraadende; man kan træffe moderne tyrkiske
Romaner, hvor Sceneri, Navne og
Udtryksmaade er hentede fra Paris, og som derfor mere
gør Indtryk af en Oversættelse fra Fransk end
en Original. Schinassi’s to betydeligste Elever
var Kemal Bey (1837—88) og Ahmed Midhat
Efendi (1841—1916). Den første af disse er alle
dannede Orientaleres Afgud; han har forsøgt
sig med Held baade i Dramaet, Lyriken og
Romanen, men af Natur er han nærmest at
betegne som Lyriker; han Sprog er pragtfuldt,
undertiden overlæsset med Metaforer, og
Diktionen minder en Del om Lamartine. Mest
bekendt af hans Dramaer er »Vatan« (ɔ:
Fædrelandet) (1875, oversat paa Tysk af Pekotsch,
Wien 1887). Ahmed Midhat, den mest alsidige
og frugtbare af alle moderne tyrkiske
Forfattere, er særlig fremtrædende i Romanen; han
har en om Balzac mindende Evne til at finde
det interessante ogsaa i de mest dagligdags
Mennesketyper og et skarpt Blik for alle
Smaatræk, tillige med et vist godmodigt Lune; sin
Stil har han med meget Held dannet efter de
folkelige Fortælleres Foredragsmaade, og han
har udfoldet megen Iver for at skabe et rent
tyrkisk Skriftsprog. Hans Romaners og
Novellers Tal er legio; et Par er oversatte paa Tysk
af E. S(eidel) under Titelen »Türkisches
Highlife« (Leipzig 1897); desuden har han skrevet
Dramaer og udfoldet en omfattende
Virksomhed som Historiker, Bearbejder af
videnskabelige Skrifter og Journalist; hans Formaal har
været ikke mindre end det at give ogsaa den,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/1000.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free