Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Lagrækken borteroderede, saa at de nedre
danner Overfladen, men naar man gaar mod
Øst og Sydøst, træffer man stadig yngre
Formationer i Overfladen, og samtidig hæver
Terrainet sig. Overgangen er imidlertid ikke jævn,
idet de mere modstandsdygtige Lag danner
Stejlrande, og hele Landskabet er derfor delt
i Plateauer, der trinvis hæver sig fra Vest mod
Øst. Mange Steder har dog Floderne udgravet
saa talrige og dybe Dale, at Plateaukarakteren
næsten er udvisket og erstattet med et
Bakkeland. Det vestligste, laveste Trin opbygges
hovedsagelig af Muslingekalk, der dog over
betydelige Strækninger er dækket af den
frugtbare Løss, en Støvaflejring fra en eller flere
Steppeperioder i Istiden, og strækker sig
gennem det nordlige Württemberg, Nord-Baden og
Unterfranken; i Egnen N. f. Pforzheim træder
det i det lave Bakkeland Kraichgau helt ud
til Rhindalen. Det næste Trin er
Keuper-Plateauet, begrænset mod Vest af den Stejlrand,
der betegnes som Frankenhöhe (552 m),
Steigerwald (488 m) og — N. f. Main — Hassberge
(504 m). Her indgaar ogsaa Liasdannelser i
Jordbunden, og de udgør gerne de frugtbareste
Strøg, medens Keuperlagene hyppigt danner
sandede, skovklædte Omraader. Fra den
sydlige Del af Frankenhöhe naar et Fremspring
af Keuperplateauet helt over til Neckardalen.
Længere Syd paa, Ø. f. Schwarzwald, bliver
baade Keuper- og navnlig
Muslingekalkomraaderne meget smalle. Endelig hæver sig som
den øverste og mest udprægede Terrasse det
af Kalksten fra Juratiden opbyggede Plateau,
hvis nordøstlige Afsnit kaldes Frankisk Jura,
medens det sydvestlige betegnes som Schwabisk
Alb eller simpelthen »Die Alb«. De to Afsnit
skilles fra hinanden af et Sænkningsomraade,
Ries, langs hvis Rande der i Tertiærtiden har
fundet Basalteruptioner Sted. Den Schwabiske
Alb deles af dybe Dalstrøg i flere Afsnit,
nemlig længst mod NØ. Härdtfeld, derefter Albuch,
Rauhe Alb, Heuberg og hinsides Donau
Randen. Det er et Kalkplateau, vandfattigt paa
Grund af Kalkens Porøsitet og derfor
oprindelig kun udnyttet til Faaregræsgange; i nyere
tid har Vandingsanlæg af forskellig Art
muliggjort en delvis Opdyrkning. Den nordvestlige
Rand er ikke retlinet, men udtunget af
Neckars Bifloders Dale. Nogle Steder ligger
løsskaarne Stykker af Plateauet som isolerede
Bjergtoppe foran Randen, f. Eks. Hohenzollern
(855 m) og Hohenstaufen (684 m). De største
Højder træffes mod SV. (Lemberg 1015 m).
Gennemgaaende ligger Randen i henved 700
m’s Højde, og derfra sænker Plateauet sig mod
SØ. til c. 500 m. Den Frankiske Jura er
stærkere sønderskaaret af Floddale, saa at
Plateauformen for en stor Del er gaaet tabt. Den
nordlige Del har paa Grund af sine dybe,
snævre Dale og sine stejle Klippevægge faaet
Navnet det frankiske Schweiz. I den mellemste Del
ligger det højeste Punkt, Poppberg (657 m), i
den sydlige findes ved Solnhofen den bekendte
litografiske Skifer (egentlig en Mergelkalksten).
Naar det skildrede sydtyske Plateauomraade
er sat i Modsætning til de mellemtyske
Brudbjerge, maa det dog ikke forbigaas, at ogsaa
dette Omraade er gennemsat af Brudlinier med
forskellige Retninger, men de Forskydninger,
der er foregaaet, er gennemgaaende smaa, og
Brudlinierne spiller derfor her en meget
mindre Rolle i landskabelig Henseende end i
Mellemtyskland, hvor de afgrænser markerede
Bjergdrag og Sænkningsomraader. Det kan
dog nævnes, at de meget store Bugtninger,
Main beskriver, for en Del skyldes, at Floden
paa kortere Strækninger tvinges ud af sin
Hovedretning af N.—S. gaaende Brudlinier.
Endelig betegner den øvre Donaudal en Linie, langs
hvilken det S. derfor liggende Omraade er
sænket i Forhold til de nordligere Egne.
Landet S. f. Donau, den bayerske Højslette,
bestaar derfor kun af relativt unge Dannelser, i
den nordlige Del tertiære Havaflejringer, som
til Dels er dækkede af Løss, i den sydlige
Istidsaflejringer. Nærmest Alperne ligger
mægtige Moræneaflejringer fra Istidens
Alpegletschere. Landskabet er bakket og rigt paa Søer,
som er opdæmmede af halvkredsformige
Randmoræner; de største er Ammer-, Würm- og
Chiem-See. N. f. Morænelandskabet har
Smeltevandsfloderne spredt deres Sandmasser over
flade Sletter, der paa Grund af Jordbundens
Kalkholdighed — som igen skyldes, at den
bestaar af Nedbrydningsprodukter fra
Kalkalperne — er mere frugtbare end de danske
Hedesletter. Den mangelfulde Afvanding har sine
Steder givet Anledning til Opkomsten af
vidtstrakte Moser: Dachauer Moos, Erdinger Moos
o. a. Nærmest Donau, hvor Tertiærlag,
henholdsvis Løss, danner Overfladen, er Terrænet
af Floddalene opløst i et Bakkeland. Højden
af den bayerske Højslette er mod NØ. c. 400
m, mod SV. c. 700 m.
Det sydtyske Plateauland støder mod Ø. op
til de bøhmiske Randbjerge. Böhmerwald er en
langstrakt Bjergryg af Gnejs og Granit, som i
Rachel naar 1462. Ved øvre Regen skilles den
fra den parallelle Ryg Bayrischer Wald
(Einödriegel 1126 m), medens den mod NV. ved en
Lavning er skilt fra Fichtelgebirge, en
hesteskoformet, mod Ø. aaben Bjergknude, i hvis
Opbygning foruden krystallinske Bjergarter ogsaa
ældre palæozoiske Sedimenter indgaar; det
højeste Punkt er Schneeberg (1051 m). NV. og
N. f. Fichtelgebirge ligger Frankenwald og
Vogtland, adskilt ved øvre Saale, men
udgørende Dele af et jævnt, 600—800 m højt
Plateau af Skifer og Sandsten, som i Kultiden har
været underkastet stærk Foldning. Foldernes
Strygningsretning er SV.—NØ., den saakaldte
»erzgebirgiske« Retning, der naturligvis ogsaa
gør sig gældende længere mod NØ. i det
egentlige Erzgebirge. Dette Bjergdrag er en mod
NV. ganske svagt skraanende Højslette, der
mod SØ. langs en Brudlinie falder stejlt ned
imod Eger-Lavningen. Kammen er
gennemgaaende 800—1000 m høj, men naar i Keilberg
1235 og i Fichtelberg 1213 m. Navnet skyldes
Forekomsten af sølvholdig Blymalm og i den
østlige Del Zinkmalm, men Grubedriften er nu
næsten ophørt. I de højere Dele er Gnejs og
Granit de fremherskende Bjergarter, men NV.
derfor strækker sig det saakaldte
Zwickau-Bækken, hvor der bl. a. findes værdifulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
