- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
9

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Statsforfatning og -forvaltning)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Stat, blev som Følge af Napoleon’s Sejre over
Østerrig allerede faktisk opløst i 1803, da
samtlige gejstlige Rigsfyrster og de allerfleste
Rigsstæder mediatiseredes, hvorfor ogsaa Frants II
18. Aug. 1804 antog Titel af Kejser af Østerrig.
Men formelt blev det først endeligt opløst i
1806, da 16 tyske Lande udtraadte af Riget og
dannede Rhinforbundet under Frankrigs
Protektorat, hvorefter Frants II 6. Aug. 1806
nedlagde den tysk-romerske Kejserkrone og
Rigsdagen i Regensburg gik fra hinanden.

Med det Napoleon’ske Herredømmes Fald i
1813 faldt ogsaa Rhin-Forbundet (s. d.),
der tilsidst omfattede næsten hele Tyskland med
Undtagelse af Preussen og Østerrig, sammen
af sig selv uden udtrykkelig Opløsning, og paa
Wienerkongressen besluttedes det da 1815 at
genoprette i ny Form et Forbund mellem alle
de tyske Lande, der ved Rigets Opløsning var
blevet suveræne Stater. Dette skete ved
Forbundsakten af 8. Juni 1815, senere kompleteret
af Wiener Slutningsakten af 15. Maj 1820, og
den ny Forening af de tyske Lande fik Navnet
»Det tyske Forbund«.

Dette blev, da de enkelte tyske Fyrster
skinsygt holdt paa deres nyvundne Suverænitet,
ikke nogen Stat, heller ikke nogen
Forbundsstat, men kun et rent folkeretligt Forbund,
altsaa et blot Statsforbund mellem suveræne,
iøvrigt uafhængige Stater. Forbundets Formaal
var Opretholdelse af T.’s ydre og indre
Sikkerhed og af de enkelte tyske Staters
Uafhængighed og Ukrænkelighed, og dets Forfatning
minder i meget om det senere Folkeforbund.
Medlemmer af Forbundet var T.’s suveræne
Fyrster og fri Stæder, og dets eneste Organ var
en permanent Gesandtkongres,
Forbundsforsamlingen eller Forbundsdagen
i Frankfurt am Main, hvor Østerrig førte
Præsidiet uden iøvrigt ellers at indtage nogen
privilegeret Stilling. Forbundsdagen fungerede ved
vigtigere Lejligheder som Plenum, men
sædvanligt i Form af et »snævrere Raad«.
I Plenum havde hvert Medlem mindst 1
Stemme, men de større Stater flere; i det snævrere
Raad derimod havde hvert Medlem højst 1
Stemme, medens de mindre Stater maatte
forene sig om at afgive Kuriatstemmer. I Plenum
krævedes der som Regel Enstemmighed til en
Beslutnings Vedtagelse, i det snævrere Raad
var derimod simpelt Flertal regelmæssigt
afgørende. Forbundets Beslutninger var
imidlertid kun bindende for Staterne, ikke direkte for
disses Undersaatter, og der fandtes ingen
øverste Domstol til at dømme i Tvistigheder
mellem Forbundets Medlemmer; kun
Voldgiftsvejen stod derfor her aaben. Udadtil bevarede
Staterne alle folkeretlige Beføjelser og maatte
blot ikke indgaa nogen Forbindelse med
fremmede Stater, som var rettet imod Forbundets
Sikkerhed eller enkelte Forbundsstater. De
enkelte Forbundsstater kunde derfor godt føre
Krig paa egen Haand, og først naar
Forbundsomraadet blev angrebet, indtraadte de andre
Forbundsmedlemmers Pligt til at hjælpe den
angrebne. Men ogsaa Forbundets Magtmidler
udadtil var højst ufuldkomment udviklede;
Forbundet besad saaledes ingen selvstændig
Hær eller Flaade, men kunde kun kræve
Opbydelse af bestemte Kontingenter fra
Enkeltstaterne, der i alvorligere Tilfælde var ganske
utilstrækkelige.

Dette blot folkeretlige Forbund viste sig snart
ganske ude af Stand til at sikre Fred og god
Forstaaelse mellem de mange suveræne baade
indadtil og udadtil uafhængige Stater —
Forbundet omfattede oprindelig 40, senere 33
Stater: Kejserriget Østerrig, Kongerigerne
Preussen, Bayern, Sachsen, Hannover og
Württemberg, en Mængde større og mindre og ganske
smaa Fyrstendømmer samt 4 Fristæder — og
til at tilfredsstille de liberale Rørelser i Tiden
og det tyske Folks Drøm om en stor, enig og
mægtig tysk Nation. Forbundsdagen viste sig,
skønt den holdt Møder nok — en Gang om
Ugen næsten hele Aaret rundt — udadtil
ganske magtesløs, og Rivaliteten og Spændingen
mellem de to Hovedmagter indenfor
Forbundet, Østerrig og Preussen, blev stadig mere
faretruende. Revolutionsaaret 1848 affødte vel
et storstilet Forsøg paa gennem en folkelig
Bevægelse over hele Tyskland med ét Slag at
skabe en demokratisk Rigsforfatning for et
samlet tysk Rige, men Forsøget strandede efter
faa Maaneders Forløb ynkeligt, og den allerede
opløste Forbundsdag blev 1850 kaldt til Live
igen af Østerrig. Ulige større Betydning fik
den i 1833 stiftede tyske Toldforening, men det
var dog først ved Bismarck’s maalbevidste
Krigspolitik, at det tyske Riges Enhed endelig
gennemførtes. Preussens Sejre over Østerrig i
1866 sprængte det tyske Forbund, drev
Østerrig ud af Tyskland og gav Stødet til Dannelsen
af det nordtyske Forbund, hvis Forfatning af
1867 senere efter Sejren over Frankrig ved de
sydtyske Staters Indtræden i Forbundet
forvandledes til det tyske Riges
Forfatning af 16. Apr. 1871
, hvorved T. igen
blev et Kejserrige ligesom i gamle Dage.

Denne det ny tyske Kejserdømmes Forfatning
skabte en virkelig tysk Forbundsstat, idet der
nu baade udadtil og indadtil indførtes en
virkelig øverste Statsmagt over de enkelte tyske
Stater. Det yske Rige bestod af 25 Stater,
nemlig Kongeriget Preussen, der 1866 var blevet
udvidet med Holsten og Slesvig, Hannover,
Kurhessen, Nassau og Frankfurt am Main,
endvidere af Kongerigerne Bayern, Sachsen og
Württemberg, Storhertugdømmerne Baden og
Hessen med flere andre Hertugdømmer og
Fyrstendømmer samt af de frie Hansestæder
Hamburg, Lübeck og Bremen; hertil kom endelig
Rigslandet Elsass-Lothringen og Kolonierne.
Inden for dette Forbundsomraade udøvede
Riget Lovgivningsmagten i det i Forfatningen
bestemte Omfang og med den Virkning, at
Rigslove gik forud for Landslovene. Der blev
indført en fælles Rigsborgerret, Riget kunde selv
paalægge Skatter, og de allerfleste vigtigere
Forhold enten skulde eller kunde ordnes ved
Rigslov, og dette Omraade kunde yderligere
udvides blot ved Ændring af Forfatningen ad
den almindelige Lovgivningsvej, hvortil dog
krævedes et kvalificeret Flertal. Alene de
enkelte Forbundsstater hjemlede
Reservatrettigheder kunde kun forandres med vedkommende
Forbundsstats Samtykke. Der blev nu indført
en fælles Rigs-Orlogsflaade under Kejserens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Nov 22 16:05:12 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0019.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free