- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
29

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ttyskland (Sprog)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

altsaa her paa samme Stade som de ikke-tyske
Søstersprog. Højtysk havde dengang en stærk
Forkærlighed for Tvelyd: det hævdede de fleste
gamle, saasom Stein, Traum, og avlede i
8.-9. Aarhundrede ny, saasom hier, fuor, i
12.—14. Aarhundrede (undtagen i Schweiz)
endnu flere, saasom Wein, Haus;
Nedersachsisk derimod gik den modsatte Vej, idet det
forenklede de gamle Tvelyde saasom Stên,
Drôm og undgik at avle ny, jfr hêr, fôr,
Wîn, Hûs. Ogsaa her gaar Højtysk mest
sine egne Veje, medens Nedertysk baade i
Udvikling og Konservatisme følger Trop med
Nabosprogene, jfr dansk (— svensk) Sten,
Drøm, her, fór, Vin, Hus. — I det store
og hele gik dog Høj- og Nedertysk Haand i
Haand. Hovedkendemærket for det
middelhøjtyske og middelnedertyske Sprogtrin er
Afsvækningen af Endelsernes fuldttonende
Vokaler til det ensformige svage -e, en Udvikling,
der for Resten ogsaa gjorde sig gældende i
Dansk (undtagen Bornholmsk), Engelsk og
Nordfransk, altsaa i et sammenhængende
mellemeuropæisk Omraade helt paa tværs af
Hovedsproggrænserne. Ligesom Vokalsvækkelsen
ikke trængte igennem i Nord- og
Østskandinavien og Sydfrankrig, saaledes trængte den
heller ikke igennem i Sydtyskland; de to sydligste
tyske Forposter, Zimbrer-Maalet ved Verona og
Silvières-Maalet i Piemont, staar med Hensyn
til Endelsernes Vokaler endnu den Dag i Dag
paa det oldtyske Stade. Foruden disse levende
Folkemaal holdt de fuldttonende Endelser sig
ogsaa en Tid lang i mere dødt Sprog, nemlig i
Rets- og Kancelliformer; derfra stammer f. Eks.
den endnu brugelige højtidelige Form »Ihro
Gnaden«. — Ved Vokalsvækkelsen var en hel
Del hidtil adskilte Bøjningsformer flydt
sammen. Dog vedligeholdt Middelalderens Tysk
endnu i det store og hele Oldsprogets
Formapparat. Men i Nytysk indtræder efterhaanden
en stærk Udviskning og Forenkling. Særlig
griber den om sig i Nedertysk, ofte mindende om
Sidestykker i Engelsk og Dansk, medens
højtysk Skriftsprog under Indflydelse af
Kancellisproget stadig med Sejghed fastholder
Resterne af Oldtidens Formrigdom, Nyhøjtyskens
mest iøjnefaldende Kendemærker er tvende. Det
ene er Gennemførelsen af de allerede i Mht.
optrædende Tvelyde ei og au for ældre î, û;
det andet er Lydudviklingen sch foran
Konsonant (Schwein). Ved Tvelydene i Ord som
Wein og Haus adskiller Nht. sig fra de
fleste nedertyske Maal samt fra Nordisk.
Lydudviklingen sch foran Konsonant er helt
Særeje for Nht.; for øvrigt maa det tilføjes, at ved
en Inkonsekvens skrives sch ikke i
Forbindelserne sp og st, hvor det dog faktisk udtales.
I den nyeste Tid er, som Følge af
Nordtysklands politiske Overvægt, visse nordtyske
Ejendommeligheder ved at vinde Overhaand,
saaledes især det stemte s i Forlyd (nærmest lig
med det »bløde« danske d). Nordtysk er ogsaa
Udtalen af t som dansk t (ɔ: th) i Stedet for
den ægte højtyske Udtale, der er den ægte
Tenuis, for danske Øren som d; den nordtyske
Udtale er af samme kunstige Oprindelse som
Udtalen sp, st for schp, scht. men den høres
nu ofte ogsaa paa højtysk Grund, f. Eks. i
Østerrig. — Bygdemaalene gaar i Nutiden, hvor
de er overladte til sig selv, stedse mere fra
hverandre. De østerrigske Bjergmaal er
nutildags i Virkeligheden at regne for et særegent
Sprog ved Siden af det dannede Højtysk, og
for en Nedertysker er de næppe forstaaeligere
end f. Eks. Dansk. Med Hensyn til de
nedertyske Maal maa det mærkes, at den ældre Tids
Utilbøjelighed for Tvelyde mange Steder er
ophørt, jfr Mecklenburgsk, hvor nht. Brief
og Buch nu hedder Braif og Bauk (Fritz
Reuter). — Som Modvægt mod Mundarternes
midtpunktflyende Stræben optræder
Skriftsproget, der gennem den forbedrede
Skoleundervisning mange Steder bidrager til at
udslette det lokale Særpræg. Særlig Nedertysken
er i stærk Tilbagegang. I Middelalderen naaede
Nedertysk mod S. saa langt som ind i Luther’s
Land, Øvresachsen; nu har Højtysk fra SØ.
allerede naaet Berlin.

Skriftsprog. Runeskriften naaede i T.
aldrig at blive litterært Meddelelsesmiddel; af
Runeindskrifter findes kun en Snes, alle ganske
korte, medens de i Norden tælles i Tusindtal.
Og medens Goterne allerede i 4. Aarhundrede
e. Kr. dannede sig en ny Nationalskrift og
grundlagde et fast ensartet Skriftsprog, varede
det endnu et halvt Aartusinde, inden Tyskerne
blot havde faaet gjort Tilløb til noget lignende.
Med Kristendommens Grundfæstelse fulgte
siden 8.—9. Aarhundrede Indførelsen af den
latinske Skrift og dermed den skriftlige Brug af
Modersmaalet, Den af Karl den Store grundede
Rigsenhed virkede ogsaa en Del, men endnn
var der ingen Sprogenhed; saa mange
Landsdele, saa mange Landsskriftsprog: Frankisk i
høj- og nedertyske Afskygninger, Alemannisk,
Bayersk, Thüringsk og Sachsisk. I middeltysk
Tid optraadte Ridderne som Enhedsmærke, især
paa højtysk Grund; i Ridder digtningen er der
saare lidet af mundartlige Modsætninger at
finde. Allerede i denne Periode trængte
Højtysken ind paa Nedertyskens Enemærker, især
i de tyske Ridderes Erobringer i Preussen og
de russiske Østersøegne. — Ved det store Kaos
efter Hohenstaufernes Fald spildtes de fleste
Frugter af Riddertidens litterære Udjævning;
de ny Foregangsmænd var Borgere, der langt
mere end Ridderne repræsenterede uensartede
Elementer baade i Sprog og Dannelse. Hvert
enkelt Stats-, Kirke- og Handelscentrum fik sit
eget Kancellisprog, senere ogsaa sit eget
Bogtrykkersprog, som var endnu en Streg mere
mundartlig farvet. — Dog efterhaanden maatte
alligevel Udjævningen indfinde sig. De store
Kancellier vandt Overhaand over de mindre,
og særlig stor Indflydelse fik ifølge Sagens
Natur det kejserlige Kancelli, hvis Sæde
1346—1440 var Prag, senere Wien. Ogsaa
Bogtrykkerkunsten virkede til Udjævning, idet den
mangedoblede det læsende Publikum og skaffede
Højtysken forøget Indpas paa nedertysk Grund
(jfr »drucken«, at trykke Bøger, en øvretysk
Sprogform, der med Bogtrykkerkunsten er
indført i Stedet for mellemtysk-nedertysk

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0039.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free