Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opstemte Krigsviser. Hver Stand har nedlagt sin
Storm og Trængsel og sin Overbevisning i disse
Viser, saa der findes Stemninger og
Udtryksmaader fra naiv, kernesund og livsglad, indtil
blaseret, overmodig eller raa Tankegang. I 14.
Aarhundrede er de første Viser digtede og
optegnede, men efterhaanden bliver Digtningen
mere frodig, og de fleste stammer fra 16.
Aarhundrede. Interessen og Studiet af Folkeviserne
er først begyndt med Herder og navnlig ved
Udgivelsen af »Des Knaben Wunderhorn« (1806)
af Clemens Brentano og Achim v. Arnim.
Folkebogslitteraturen indlededes som nævnt med
Oversættelser fra Fransk, bl. a. af Amadis 1583,
og med Bearbejdelser af de franske og
bretonske Sagn, men efterhaanden blev denne
egenartede Litteratur forøget med Originalromaner
eller Romaner, som i det væsentlige er
originale. Bøgerne »Till Eulenspiegel«, »Der
Finkenritter« og navnlig Beretningerne om Dr. Faust
og den evige Jøde hører til den Litteratur,
som tages op til digterisk Behandling af de
følgende Tiders største Aander. Men hertil
sluttede sig tillige en Mængde
Anekdotesamlinger: »Schimpf und Ernst«, »Das
Rollwagenbüchlein« af G. Paulli o. fl. Denne Litteratur
udgjorde Befolkningens eneste Læsning, foruden
de mangfoldige Flyveblade, som
Trediveaarskrigen og Overtroen affødte, efterhaanden som
selve Litteraturen fjernede sig fra Folket og
tilstræbte at blive mere international. Luther’s
Sprogreformation havde kun kortvarig
Betydning, idet der hurtig opstod stærke latiniserende
Strømninger, og der skulde udenlandske,
særlig franske, Forbilleder til for at give
Litteraturen mere national og kunstnerisk Retning.
17. Aarhundrede.
Begyndelsen af 17. Aarhundrede
karakteriseres af en absolut Ufrugtbarhedsperiode ikke
blot paa Litteraturens, men paa alle aandelige
Virksomheders Omraader. Trediveaarskrigen
lagde mange Byer øde og ofte folketomme, og
Krigens Rædsler havde i høj Grad bidraget til
at forhærde Sindene og gøre Sæderne mere raa;
selv ved Universiteterne forplantedes Raaheden,
og den Lærdom, som meddeltes, var tør og i
allerhøjeste Grad pedantisk. Teologien var
dogmatisk, idé- og aandsforladt, Retsplejen
vilkaarlig og grusom, og lige saa trist saa det ud
i de andre Discipliner. Kun ganske faa Mænd
ragede frem ved deres Geni og Undervisning,
saaledes Pietismens Grundlæggere Ph. J.
Spener (død 1705), August Hermann
Francke (død 1727) og Grubleren Jacob
Böhme (død 1624), og endnu betydeligere var
enkelte af Tidens Polyhistorer. Saaledes
ragede Pufendorf (død 1694) og G. W.
Leibniz (død 1716) langt frem, idet de henholdsvis
grundlagde den nyere Tids Opfattelse i
Retsvidenskab og Filosofi. Men Frugterne, navnlig
af de to sidstes Virksomhed, viste sig dog
først i det følgende Aarhundrede. 17.
Aarhundrede optoges væsentlig af Kamp for sproglig
og kunstnerisk Genskabelse efter fremmed
Mønster, og dette hidførtes ikke ved een Mands
Arbejde, men gennem de efter italiensk
Mønster dannede Sprogselskaber. De vigtigste af
disse var Die fruchtbringende
Gesellschaft eller Der Palmenorden,
der stiftedes allerede 1617 i Weimar, og som
havde de betydeligste Medlemmer, bl. a. M.
Opitz, A. Gryphius o. fl., Die
deutschgesinnte Genossenschaft, som
stiftedes 1643 af Philipp v. Zesen, og Die
Gesellschaft der Pegnitzschäfer eller
Der gekrönte Blumenorden, stiftet
1644 i Nürnberg. Formaalet for disse Selskaber
viser den førstes Devise »Alles zum Nutzen«,
endskønt de selvfølgelig ikke straks fik den
Betydning, de selv tillagde sig. Meningen med
deres Stiftelse var klart nok at forædle Sproget
og Litteraturen, og den fik en meget talentfuld
Fortolkning gennem Martin Opitz’
(1597—1639) Skrifter. Allerede som Gymnasiast
forfattede han sit første latinske Skrift Aristarchus,
hvori han slaar til Lyd for Udrensning af
Modersmaalet. Her og i sin Bog »Von der
deutschen Poeterei« (1624), som indleder en ny
Betragtningsmaade af tysk Sprog og Litteratur,
fremhæves Nødvendigheden af at lægge mere
Vægt paa Formen. Digternes Blik oplades
gennem hans Paavisning af det urigtige i den
hævdvundne Stavelsestælling i Verset; de ser,
at korresponderende Verslinier maa have
samme Antal Stavelser i samme Tonefald, og at
der ikke maa anvendes andre Versformer end
dem, der passer for de kvantiterende Sprog.
Derved indføres den franske, tungt rullende
Alexandriner i St f. Heksametre. Som Digter
var Opitz ikke betydelig, hans Digt »Zlatna«,
der oversattes til mange Sprog, er lige saa lidt
som hans Sonetter eller Lejlighedsdigte Udtryk
for nogen udpræget Digterindividualitet;
derimod øvede han gennem sine æstetiske
Afhandlinger stor Indflydelse paa Samtiden, som med
Rette ansaa ham for Faderen til den (første)
Schlesiske Skole, der digtede i hans Fodspor.
Af hans Efterlignere stod Paul Fleming og
Friedrich v. Logau ham nærmest. Paul
Fleming (død 1640) var den vidtberejste,
impulsive Lyriker, medens Logau (død 1655) er
Epigrammatikeren. Fjernere stod de to Digtere
Heinrich Albert og Simon Dach i Königsberg,
af hvilke den første var musikalsk, medens
Simon Dach (død 1659) vandt sig Navn ved
sine folkeviseagtige Lejlighedsdigte, i hvilke
han besynger Venskab og Kærlighed. Men det
gjaldt for alle om at knytte deres Navn til
Opitz’; det var Opitz, som fastslog den ny
Reform, og de Digtere, der, ganske vist svagt og
famlende som de fra England paavirkede G.
Denaisius, Paul Scheede, Weckerlin o. fl., før
Opitz tilstræbte lignende Reformer, formaaede
ikke at trænge igennem; nu var det imidlertid
sket, og ikke blot paa den verdslige Digtnings
Omraade. Der opstod en Række Salmedigtere,
som stod i Taknemmelighedsgæld til Opitz, men
her viser det sig tidligere end i den verdslige
Digtning, at Opitz’ Krav paa Sprogrenhed staar
i nær Forbindelse med en vis
Forstandsmæssighed. Der er vel enkelte, som forbinder
Naturlighed med varm Følelsesfuldhed, saaledes Fr.
v. Spee, der udmærkede sig ved sin
Billedrigdom, og Johann Scheffler (Angelus
Silesius), der hældede til Mysticisme, men den
betydeligste Salmedigter er dog Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
