Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gerhardt (død 1676), der gør Skridtet fuldt ud
fra objektiv Digtning til subjektiv
Følelsesudbrud i sin Salmedigtning, og han fik
udmærkede Efterlignere i Johann Franck, Hertug
Wilhelm II af Weimar o. fl.
Den af Opitz hidførte Renaissance gled
imidlertid hurtig ud i Følsomhed og Svulst, særlig
hos de Idyldigtere, som efter fransk Mønster
dyrkede Hyrderomanen. Opitz’ Roman
»Schäfferey von der Nimfen Hercinie«, der langt
overtraf hans dramatiske Digtninge i Hyrdestilen,
dannede Indledningen til den stærkt udbredte
Prosadigtning. Efterhaanden blev Opitz’
Fordring paa Sprogrenhed imidlertid fortrængt af
Kravet paa galant Udtryksmaade, og dette er
Særtegnet for den saakaldte anden Schlesiske
Skole, hvor Følsomheden er udartet til Svulst.
De betydeligste Digtere inden for denne
Retning er Andreas Gryphius,
Christian Hofmann v. Hofmannswaldau og
Kaspar v. Lohenstein. Gryphius
(1616—64) danner et forbindende Led mellem de to
Retninger, idet hans Lyrik væsentlig gaar i
Opitz’ Fodspor, medens hans 5 Tragedier er
svulstige og fulde af bloddryppende Scener.
Som Lystspilforfatter har han haft stor
Betydning, hans »Peter Squenz« og
»Horribilicribrifax« er de eneste interessante Frembringelser
paa det komiske Omraade, før Ludvig Holberg
fik øvet Indflydelse paa den tyske Litteratur,
og i »Die geliebte Dornrose« leverede han den
første betydelige Dialektdigtning.
Hofmannswaldau (1618—79) betragtedes som Skolens
Hovedmand; han havde paa sine Rejser i Italien
og i Frankrig lært sig Kunsten at føje mange
svulmende Ord sammen om en ubetydelig
Tanke, og i hans erotiske Digte og hans
Heltebreve efter Ovid’s Mønster dækker et forfinet
Sprog og svulstige Udtryksformer over ret
slibrige Emner. Lohenstein (1635—83) er
Retningens Fuldender, idet han fra de to forrige
Digtere har taget det mest udprægede, han
efterligner nemlig Hofmannswaldau’s Lyrik og
Gryphius’ Dramaer, og ofte driver han Maneren
ud i dens egen Karikatur. Interesse har kun
hans »Arminius og Thusnelda«, en Hyrderoman
med stærkt patriotisk Tilsnit, fuldendt efter
hans Død af andre.
Trods den store Yndest, som de ikke faa
Forfattere af denne Retning nød, maatte der dog komme
en Reaktion, og denne optraadte omtrent samtidig
paa flere Steder og med forskellige Motiver.
Johann Christian Günther
(1695—1723) begyndte som lærvillig Elev af Lohenstein,
men personlige Oplevelser gav hans Digtning
mere Indhold, saa Maneren lidt efter lidt gled
af ham, og han digtede nu ret ejendommelig
og ligefrem som i Studentervisen »Brüder, lasst
uns lustig sein«. Tidligere og skarpere kom
Oppositionen frem hos Christian Weise
(død 1708), der med stor Omhu tilstræber
enkel og naturlig Udtryksmaade baade i sine
Lejlighedsdigte, Romaner og Dramaer. I Romanen
»Die drei ärgsten Erznarren« er det lykkedes
ham at give et karakteristisk Kulturbillede af
17. Aarhundrede, og hans talrige
Skolekomedier, hvor Alexandrineren afløstes af Prosa,
forraader afgjort Talent, ikke mindst, naar han
giver sig til at satirisere imod den raadende
Smag. En betydelig Opposition imod den
forlorne Svulst rejstes ogsaa af de saakaldte
Hofdigtere og navnlig af en selvstændig
Digtergruppe, som havde sit Sæde i Hamburg. Det
var særlig fra Læsning af den samtidige franske
Litteratur (Boileau og Fénelon o. fl.), at Ludwig
v. Canitz (død 1699) og Johann v. Besser (død
1729), Ulrich v. König (død 1744) og Benjamin
Neukirch (død 1729) tog Impulsen til deres
Hofpoesier eller Oversættelser i mindre søgt
Form og med mindre anstødeligt Indhold;
derimod synes de bedste blandt
Hamburg-Oppositionens Digtere at have hentet Impulsen fra
England; det gælder ikke blot Heinrich Brockes
(død 1747), som indfører Thomson’s
»Aarstider« i T., men til Dels ogsaa Christian
Wernicke, som førte en skarp litterær Strid med
de nedersachsiske Digtere C. H. Postel og C.
F. Hunold, hvorunder han i Digtet »Hans
Sachs« fejlagtig gjorde denne Titelperson til
Stamfader for alle slette Rimere.
Under Kampen mellem Svulst og Naturlighed
sker det imidlertid, at en ny Digtart,
Prosaromanen, faar sin Ilddaab og sin Betydning for
den tyske Litteratur. Den udfyldte et Savn ved
at give Folkets Læselyst Stof og ved at være
Afløb for de Lærdes Trang til at meddele
Oplysning om alle Livets Forhold; den bliver
derfor dogmatisk og belærende, men gennem de
ærlige Forsøg, der i den gøres paa at skrive
klart og naturligt, fik den baade litterær og
sproglig Betydning. Den anselige
Romanproduktion falder væsentlig i 3 Arter: Helte- og
Kærlighedsromanerne, Eventyr- og
Gavtyveromanerne samt de senere Rejseromaner. Philipp
v. Zesen udmærkede sig i sine to Romaner om
Rosemund og Sophonisbe ved en mandig
Fremstillingsmaade, der har en knap og fyndig
Sætningskonstruktion, hvorimod »Die asiatische
Banise« af Heinrich Anselm von Ziegler baade
ved Stil og Indhold er et Sidestykke til den
anden Schlesiske Skoles svulstige og følsomme
Digtning. Enkelte af Kærlighedsromanerne
havde tillige den Opgave at oplyse om den
fornemme Verdens Levevis, hvilket sker i »Aramena«
og »Octavia« o. fl. Eventyrromaner frembød
Tiden Stof nok til; dog er der kun een Digter,
som har grebet dette Stof, men han har ogsaa
benyttet det paa en rent ud mesterlig Maade.
H. J. Christoffel v.
Grimmelshausen (død 1676) har i »Der abenteuerliche
Simplicissimus« givet en Række Billeder af den
Tilstand, som raadede under Trediveaarskrigen;
men Romanen lider af samme Fejl, som
prægede hele Datidens Digterværker, den er for vidt
svævende, for usammenhængende. Derfor var
det heller ikke vanskeligt for Grimmelshausen
at lade Simplicius ende som Nybygger paa en
øde Ø, hvorved han saa at sige foregreb den
tredie Romanart, Robinsonaderne, som opstod
og nød stor Popularitet i det følgende
Aarhundrede, efter at Defoe havde udgivet sin
»Robinson Crusoe«, der oversattes til Tysk allerede
1721. Indtil Midten af 18. Aarhundrede udkom
c. 60 forskellige Robinsonader paa Tysk, og
desuden henved en Snes Avanturies, hvori
Motivet om den ubeboede Ø ikke spiller nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
