Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leipzig vægrede sig ved at tildele Gottsched
den Hyldest, man een Gang var vant til at yde
ham. Men efterhaanden som Striden bredte sig,
gav Gottsched sig stadig ny Blottelser, saa der
maatte ske Frafald i stor Stil, og til sidst
dannedes der endog en Leipziger-Digterkreds; de
udgav et nyt Tidsskrift, som efter
Trykkerstedet blev kaldt »Bremer Beiträge zum
Vergnügen des Verstandes und Witzes«, blev
redigeret af Gärtner og indeholdt Bidrag af Gellert,
Zachariä, Rabener, Johann Elias og Johann
Adolf Schlegel, Kästner, Ebert, Cramer o. fl.
Af disse Mænd var Christian
Fürchtegott Gellert (1715—69) den, som øvede den
største Indflydelse paa sin Samtid; hans Fabler
og Fortællinger oversattes til alle Sprog, og
hans Boman efter Richardson’s Mønster »Das
Leben der schwedischen Gräfin v. G.« danner
Begyndelsen til den moderne psykologiske
Roman; men han var dog i det væsentlige
Gottschedianer, hvilket navnlig viser sig i hans
aandelige Sange. Fabeldigtningen fik i M. G.
Lichtwer (død 1748) og G. K. Pfeffel (død 1809)
to produktive Digtere af Gellert’s Skole. Af de
andre Gottschedianere indlagde Rabener sig
Berømmelse ved sine Satirer med vittig Spot
over Omgivelserne og ved sine Epigrammer;
ligeledes indlagde Brødrene Schlegel sig
Fortjeneste, den yngre Johann Adolf (Fader til de
to Romantikere) ved sine Fabler og aandelige
Digte, medens den ældre har store Fortjenester
paa det dramatiske Omraade, hvor han naar
langt ud over, hvad Gottsched frembragte.
Gottsched havde samlet sine og sine Elevers
dramatiske Arbejder i 6 Bd, hvortil han havde
udarbejdet en bibliografisk Fortegnelse over
den ældre tyske Dramatik. Men det varede ikke
længe, før hans Reforms Utilstrækkelighed
ogsaa paa dette Omraade, hvor han dog har
frembragt sit højeste, blev klar. Skønt
Dødsdommen først blev afsagt af Lessing, laa den dog
længe i Luften; Joh. Elias Schlegel (død 1749
som Professor i Sorø) indlagde sig her
Fortjeneste ved sine Sørgespil og Komedier, idet
han i Modstrid med Gottsched’s Ønsker
efterlignede engelske Tragedier og senere Holberg,
ogsaa Caroline Neuber vendte Gottsched
Byggen ved at lade Schlegel’s og andre frafaldnes
Værker opføre.
Som nævnt giver de to Schweizeres Ugeskrift
de første Forsøg i Retning af videnskabelig
Kritik; medens Gottsched betragter de af
Klassikerne og Boileau givne Regler som gyldige til
alle Tider, hævder Bodmer og Breitinger, at
Sjælelivet maa granskes dybere, før Regler kan
fastsættes. De pegede saaledes fremad, og deres
Arbejder fortsattes paa det kritiske Omraade af
Sulzer, Baumgarten (Aesthetica [1750—58]), G.
F. Meier o. fl., indtil Lessing, Winckelmann
o. fl. gav Anskuelserne større Frihed og højere
Udvikling. Men de to Schweizere var som
Digtere lige saa ubetydelige som deres
Modstander. Tiden fostrede een Digter, Albrecht v.
Haller (1708—77), og han søgte, som de,
sine Impulser i England. Hans Digte hører
særlig til den naturbeskrivende og didaktiske
Retning, og hans Hovedværk »Die Alpen« er et
stort beskrivende Digt, som trods alle
Kompositionsmangler indeholder udmærkede
Naturskildringer, og allerede her stilles det
ufordærvede Naturbarn over for den overforfinede
Verdensmand. Samme Rousseau’ske
Naturforkyndelse genfindes i hans lyriske Digte, men
Slutningen af hans Liv optoges af stærke religiøse
Grublerier, hvilket prægede hans senere
Digtning og gav denne i Forvejen etiske Digtning et
endnu alvorligere og sædeligere Indhold, En
Modsætning dertil danner Friedrich v.
Hagedorn (1708—54), der berigede den
tyske Litteratur gennem sine Sange,
Fortællinger og Fabler. Skønt disse to Digtere søger ad
forskellige Veje, er Grundlaget det samme, idet
de begge er paavirkede af Lohenstein’s Svulst,
men vender sig med Protest mod den, men hos
Haller er Tonen religiøst streng, hos
Hagedorn er det en munter og livsglad Tone, som
anslaas paa en naturlig og ligefrem Maade. Den
muntre anakreontiske Poesi, som Hagedorn
indfører i den tyske Litteratur, fandt god
Jordbund, særlig i Halle, hvor en lille Kreds tog
Anakreon, Horatius og Petrarca til Mønster for
deres Digtning. Joh. Wilh. Ludw. Gleim
(1719—1803) blev ved sine »Gedichte in
Anakreons Manier« den ledende Aand for den
Ungdom, der besang Vin og Kvinder; han var
det tillige, fordi han var den, som havde flest
Strenge paa sin Lyre. Ved sine preussiske
Krigssange erhvervede han sig Navnet af den
tyske Tyrtaios, og desuden digtede han Sange
i Petrarca’s Stil, forfattede Fabler,
Fortællinger og afsluttede med et betydeligt religiøst
Læredigt; Gleim nød stor Anseelse og øvede en
betydelig Indflydelse ved den Velvilje, hvormed
han tog sig af yngre, saa »Vater Gleim« var
en landgængs Betegnelse for ham. Blandt
Kredsens andre Medlemmer indtog Kleist, Uz,
Ramler, Jacobi og Digterinden Anna Luise Karsch
en fremtrædende Stilling. Christian Ewald
v. Kleist (1715—59) gjorde sig navnlig
bekendt ved sit Værk »Frühling«, et beskrivende
Digt i Heksametre, hvori en fin og følelsesfuld
Naturopfattelse giver sig til Kende; tillige
digtede han Idyller, Hymner, Fabler samt et
Heltedigt om et thessalisk Vennepars Død for
Fædrelandet. De andre Digtere af Kredsen var
mindre alsidige; men Johann Peter Uz
(d. 1796) overgaar dem alle ved sin Ynde og
Elegance og tillige som Komiker; han begyndte
som anakreontisk Sanger, men anslog senere
mere alvorlige Strenge, saaledes i Oden
»Theodicee«, i »bedrängte Deutschland« og i sit Digt
ved Kleist’s Død.
Klopstock, Wieland og Lessing.
Trods denne Frodighed og trods den Stræben
mod alvorligere Livssyn blev det dog ikke denne
Kreds, som skulde frembringe det store
Gennembrud. De første Digte, som forraader en ny
Tid med større og dybere Følelsesliv, saa Lyset
1748 i »Bremer Beiträge« og var de første
Sange af Digtet »Messias« af Friedrich
Gottlieb Klopstock (1724—1803).
Bodmer havde spaaet, at en tysk Milton maatte
komme, Klopstock havde læst denne Udtalelse
og følte det som sin Opgave at blive den
Digter, og allerede da han gik i Skole, arbejdede
han paa sit store Digt »Messias«. De første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
