Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vedblev imidlertid at digte med samme Styrke,
om end med stadig dybere Indhold og
Kunstudfoldelse. Goethe’s og Schiller’s første
Produkter er fuldstændig i Tidens Aand, men de
frigør sig hurtig og forstaar begge kunstnerisk
at omdanne det, som kun havde Rod i
Tidsaanden.
Johann Wolfgang Goethe
(1749—1832) tilegnede sig med rasende Hurtighed sin
Tids højeste Viden; hans første Forsøg
Hyrdeskuespillet »Die Laune des Verliebten« og »Die
Mitschuldigen« viser ved deres Alexandrinere og
deres traditionelle franske Tilsnit, hvor stærkt
han er afhængig af sine Forbilleder; men den
klare Eksposition og sikre Karaktertegning
forraader allerede betydelige Fremskridt, og i
hans Leipziger-Digte springer allerede den
Lyrik frem, som bygger paa Stemninger og ren
Anskuelse og ikke paa Refleksioner over
Stemninger. Religiøse Overvejelser og Indflydelse
fra Frk. Klettenberg gør sig en Tid lang
gældende og uddyber hans Aand, men han rives
ud af dem ved sit Bekendtskab med Herder
og Storm- og Trængselstidens Mænd. Hertil
kom i Strasbourg, hvor Eksamensstudierne
afsluttedes, tillige en Forelskelse i
Præstedatteren Friederike Brion, som gav Opholdet dér
en ganske særlig Betydning. Nye, skønne Digte
skød frem, og primitiv Folkedigtning og
Kendskabet til Shakespeare fornyr hans Form, og
Stoffet laa i Luften, idet han allerede nu
finder de tre Emner: Prometheus, den
evige Jøde og Faust-Sagnet, af hvilke det
sidste stadig udvikledes, indtil han Aaret
før sin Død fuldendte Digtningens anden
Del. I Ridder Götz v. Berlichingen’s
Livserindringer fandt han Stof, som passede til
Samtiden, og han skrev sit første nationale Drama
og udgav det omtrent samtidig med »Werther’s
Leiden«, som vidner om, hvilke Forhold der
gav Goethe Impulsen til hans Opposition mod
Samfundskonveniensen. Dramaerne »Glavigo« og
»Stella« (1774 og 1775) varierer Grundtanken og
bringer for Goethe’s Vedkommende den
gærende Storm- og Trængselstids »Weltschmerz«
til Afslutning. Men Virkningerne, navnlig af
hans »Werther«, var umaadelige, ikke blot i T.,
hvor den baade vakte Jubel og Harmskrig, men
i hele den civiliserede Verden, hvor den blev
oversat, naar den da ikke som i Danmark blev
forbudt. Goethe’s Forlovelse med en ung Dame
af det højere Bourgeoisi, Brudet og hans Rejse
til Italien betød meget baade i Retning af
Inspiration og Udvikling, og tillige hidførte
Italiens-Rejsen Indbydelsen til Weimar. Det var
et meget excentrisk Liv med vilde og larmende
Fester navnlig i de første Aar, som Goethe og
Hertugen førte i Weimars Omegn. Goethe blev
dog hurtig træt af dette Liv og formaner 1783
i Digtet »Ilmenau« den 8 Aar yngre Hertug til
Pligtopfyldelse, medens han selv med stor
Dygtighed tog sig af de Statssager, som paalagdes
ham, og snart var han saa fast knyttet til
Hoffet, at han ikke kunde rive sig løs — mindst
af alt fra Forholdet til Charlotte v. Stein, hans
andet Jeg. Det var ikke underligt, at det
gærede og bruste, og at det ene Digt efter det
andet sprudlede frem, men lige saa lidt
mærkeligt var det, at der ikke var Ro til Fuldendelse
af større Digterværker. »Egmont«, »Wilhelm
Meister«, »Iphigenie« og »Tasso« planlægges,
paabegyndes eller forfattes i Prosa, men
fuldendes først senere. Midt i den gærende Uro
digtes dog Lyrik, som forraader en stille
Afklaring formet som Resignation. Goethe følte
dette og ønskede at komme bort; han ordnede
sine Værker til Udgivelse af Herder (8 Bind,
1787—90) og rejste paa ny til Italien, denne
Gang for at slaa sig til Ro, at studere; hans
interessante »Italienische Reise« viser, at han
forstaar at nyde, og hans »Römische Elegien«
godtgør, hvor dybt han er trængt ned i
Antikkens Aand, og tillige, hvor dybt han er betaget
af Kærlighed til den unge Kvinde, som indtager
Charlotte v. Stein’s Plads. Han kom hjem som
et nyt Menneske, livslysten og aandsfrisk, og
Forholdet til Fru v. Stein løstes af sig selv,
p. Gr. a. hans Interesse for den unge Christiane
Vulpius, hvem han senere ægtede. Men de
første Aar efter sin Hjemkomst følte han sig ikke
oplagt til digterisk Arbejde, og de Værker, han
udarbejdede under Indtryk af Krigen, var, med
Undtagelse af den ejendommelige, uovertrufne
Digtning »Hermann und Dorothea«, ret
ubetydelige; derimod dyrkede han sine
videnskabelige Interesser, han gør sine epokegørende
Opdagelser, udgiver eller planlægger sine
videnskabelige Skrifter. Men paa dette Tidspunkt, da
hans Inspiration var i Ebbe, førte hans gode
Lykke ham sammen med Schiller, og disse to
Aander skulde faa den betydeligste Indflydelse
paa hinanden og paa den tyske Litteraturs
Fremtid.
Johann Christoph Friedrich
Schiller (1759—1805) maatte kæmpe med
trange Kaar og mod Forsøg paa Undertrykkelse
og for at undgaa den Skæbne, Schubart led.
Derfor blev hans Storm- og Trængselsdigtninge
ikke saa objektive eller kunstneriske som
Goethe’s; de er tværtimod baarne af et
personligt Had. 18 Aar gammel begyndte han sit
flammende Sørgespil »Die Räuber«, rettet som
et Slag mod personlig forhadte Tyranner. Hans
Lyrik »Anthologie auf das Jahr 1782« er, mindre
betydelig for øvrigt, som Nød- og Harmskrig
undertiden tilsat med didaktiske Elementer.
Efter et omflakkende Liv, som dog benyttedes til
Udarbejdelse af »Fiesco«, blev han optaget i
Fru v. Wolzogen’s Hus, hvor han fuldførte
»Kabale und Liebe«, et borgerligt Skuespil,
hvori Schiller har sikrere Fodfæste i
Virkeligheden end i de tidligere Tragedier. Kort Tid
efter Fuldendelsen af dette Skuespil var han
imidlertid saa heldig at finde en Vennekreds,
han kunde slutte sig til, og som han levede op
i. Han skrev sin pragtfulde »An die Freude«,
og hans næste Værk »Don Carlos« forraader,
at en betydelig Udvikling er foregaaet baade i
formel og psykologisk Henseende: Schiller er
ikke længere den samfundsomvæltende
revolutionære, men en humaniserende Reformator.
Efter at have fuldendt »Don Carlos« tilbragte
han en lykkelig Tid, fordybet i historiske og
æstetiske Studier, som gav ham frugtbringende
Tanker, der nedlagdes i hans betydelige
Værker om Nederlandenes Opstand og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
