Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig frisk og tilfreds og blev efter nogle famlende
Forsøg den ypperste Humorist, T. har
frembragt. Med utrættelig Skaberlyst og usvækket
Fantasi offentliggjorde han den ene Roman
efter den anden og erhvervede sig en
Læsekreds endnu større end Goethe’s og Schiller’s.
Trods sin Formløshed var han nemlig let
tilgængelig, og for alle dem, der i Goethe kun saa
den store frafaldne, Hedningen, var Jean Paul
udmærket at fremhæve paa Goethe’s
Bekostning. At hans Værker svævede vel meget i
Luften og manglede Rod i Virkelighed, saa man
ikke i sit blinde Sværmeri. Senere maatte
han lide under saaledes at være bleven taget
til Indtægt mod Goethe; nu læses han mindre,
end hans Værkers Indhold berettiger ham til. I
Ulrich Hegner og Benzel Sternau havde han to
ikke helt talentløse Efterlignere. Af en ganske
anderledes Ejendommelighed er Hölderlin;
rigtignok forraader hans første Digte, at han er
stærkt paavirket af Schiller; men at han i saa
ung en Alder, inden han 1802 blev uhelbredelig
sindssyg, kunde frembringe saa originale og
tankerige Digtninge, viser, hvilken sjælden
Begavelse han var. Hans Elegier skaffede ham
Plads blandt Verdenslitteraturens dybeste
Lyrikere, og hans Roman »Hyperion oder der
Eremit in Griechenland«, hvori han med stor Kunst
skildrer en Grækers Kærlighed til Fædrelandet
og klager over den helleniske Skønhedsverdens
Undergang, viser, hvilken dyb Natur han er,
og den lille Bogs Virkning paa Samtidens
litterære Mennesker var umaadelig stor.
19. Aarhundrede.
Den romantiske Skole. I Jena havde
den Kant’ske Filosofi Hovedkvarter; der var
Mesterens Disciple bosatte, og det litterære Organ
udgik derfra og prægede Filosofiens Udvikling
paa afgørende Maade langt ind i det 19.
Aarhundrede; men Kant’s Erkendelseslære blev
efterhaanden stærkt omformet, idet man i den
søgte et nyt System, der kunde gælde som
Erstatning for Religionens. Fichte, Schelling og
Hegel virkede i Jena. J. G. Fichte
(1762—1814), der ved Aarhundredskiftet blev den
ledende Aand i den tyske Filosofi, delte Kant’s
etiske Strenghed; ved sin Idealisme vilde han
føre hele Tilværelsen tilbage til Fornuften og
nærmede sig derunder Spinoza’s Panteisme.
Efter hans idealistiske System er Jeg’et det
oprindelige, og Tilværelsen eksisterer kun ved og
i Jeg’et. Schelling (1775—1854) søgte
gennem Spinoza tilbage til Jac. Böhme og prøvede
at forbinde Idealismen med en Realisme ved sin
Identitetslære. Hegel (1770—1831) udvikler
denne Lære endnu yderligere og endnu mere
ensidig og søgte at stemple alle Videnskaber med
sin dialektiske Metode. Resultatet af disse
Forskeres Arbejde var meget betydeligt, idet de
beherskede al tysk og al filosofisk Tænkning;
Schleiermacher og Schopenhauer kunde derfor
ikke trænge igennem, idet al romantisk Digtning
peger tilbage til denne Filosofi.
Al Interesse i Slutningen af 18. Aarhundrede
gjaldt den klassiske Litteratur; men lidt efter
lidt trængte en Modstrømning frem. Schiller
interesserede sig for den tyske Middelalder;
hans sidste Dramaer var middelalderlig
patriotiske, og de slog an, fordi alle under Napoleon’s
Tryk sukkede efter Trøst og fandt den i
patriotisk Begejstring for Middelalderen. Som
Reaktion mod den nøgterne, forstandsmæssige
Rationalisme, der forbandede al Poesi, opstod en
Stræben efter at gøre Kunsten til Midtpunkt for
alt Liv, og man rettede Blikket mod de
Tidsafsnit, da dette tidligere syntes at have været
Tilfældet, og derved opstod Forkærligheden for
Middelalderen med dens Ridder- og
Minnevæsen, dens Mystik og Vidundertro saavel som
Kirkens Glans og Magt til at bøje alle Sind til
Enhed. Tillige vendte Romantikerne sig til de
romanske Lande og ikke mindst til Orienten,
hvis Digtning de tilegnede sig, og de studerede
nu Shakespeare.
Den Skare af Mænd, som hyldede de
romantiske Ideer, var saaledes i høj Grad
Bearbejdere; men dog findes der blandt de mange
Originalprodukter betydelige og værdifulde
Værker. Dog først rettedes deres Kræfter
kritiserende og nedbrydende paa Tidens rationaliserende
Elementer, og Berlin, hvor Rationalismen havde
Hovedkvarter, blev derfor en foreløbig Lejr for
den romantiske, litterære Opposition, særlig da
Skolens egentlige Ledere Brødrene August
Wilhelm v. Schlegel (1767—1845) og
Friedrich v. Schlegel (1772—1829)
flyttede herhen. Den ældste Broder udmærkede sig
navnlig som Kritiker og Litteraturkender, og
han indlagde sig stor Ære ved sine smagfulde
Oversættelser, blandt hvilke hans
Shakespeare-Gengivelse rager højt op. Ogsaa den yngre,
»Lucinde«’s Forfatter, erhvervede sig langt større
Navnkundighed ved sine Kritikker og kritiske
Skrifter end ved sine digteriske Værker. Det
romantiske Sværmeri var dog i Berlin ikke
knyttet til disse to Mænd alene, men til en lille
Koloni, hvori navnlig Kvinderne spillede en
betydelig Rolle; der var den aandfulde Henriette
Hertz og Moses Mendelsohn’s højtbegavede
Datter Dorothea Veit, som senere ægtede A. W.
Schlegel, og desuden den bedaarende Rahel
Levin, som blev gift med Varnhagen v. Ense. I
denne Kreds grundlagdes de romantiske Ideer,
men de gav sig først ret Udslag, da de i Jena greb
de betydelige Digtere Hardenberg,
Wackenroder og Tieck. Friedrich v. Hardenberg
(1772—1801), der som Digter optraadte under
Navnet Novalis, hører til Skolens tidligste
Forkæmpere; han modtog sine Impulser direkte
fra Skolens Filosoffer, og hans Digtning har et
stærkt grublende-religiøst Præg; der gaar et
hemmelighedsfuldt Drag gennem alt, hvad han
har skrevet, især hans aandelige Sange og hans
Sange til Natten, indtil han i sin ufuldendte
Roman »Heinrich v. Ofterdingen« søger at forene
Poesi og Religion. Den ligeledes tidlig afdøde
H. W. Wackenroder (1772—98) nærede en
lignende religiøs-sværmerisk Kærlighed til
Kunsten og prædiker Kunstens Evangelium i sine
Optegnelser, som Tieck bearbejdede og udgav.
»Herzensergiessungen eines kunstliebenden
Klosterbruders« (1797) og Romanen »Franz
Sternbalds Wanderungen« faldt ret i Traad med den
ny Retning, som P. Cornelius og Overbeck
forfægtede i Rom, og ligesom den begyndende
»Sternbaldiseren« modtog Impuls fra Goethe’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
