Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Strassburger-Begejstring, saaledes tog de senere
Forsøg i denne Retning Impulser fra »Wilhelm
Meister«, hvilket gælder »Ofterdingen«,
»Sternbald«, »Tischlermeister«, »Florentin« (af
Dorothea Schlegel), »Agnes von Lilien« (af Karoline
v. Wolzogen), Eichendorff’s to Romaner og selv
Jean Paul’s Hovedværk »Titan«. Denne
kunstneriske Begejstring faar mere og mere Tilsnit
af ren Katolicisme, hvori den for fleres
Vedkommende slaar over. Den romantiske Skoles
betydeligste Digter Ludwig Tieck
(1773—1853) begyndte sin Løbebane som litterær
Haandlanger i Berliner-Boghandleren Nikolai’s
rationalistiske Markedsbod; men da han stiftede
Bekendtskab med den romantiske Skoles
Tankegang, blev han en af dens ypperste Talsmænd;
hans Lyrik er lødig og tankedyb, og hans
Noveller og Dramaer er med nogle Undtagelser
særdeles betydelige. I »Leben und Tod der
heiligen Genoveva« og »Kaiser Octavianus« er
alle Romantikkens Elementer udbredte som
Bladene paa en Vifte; man behøver kun at studere
disse to Værker for at trænge ind i
Romantikkens Aand og Virkemaade. De danner tillige
Indledning til en lang Række af Efterligninger
og Bearbejdelser af Folkebøger, Sagn og
Eventyr samt Oversættelser af »Don Quixote« af
Shakespeare, Calderon o. fl. og andre Værker.
I sine senere Noveller er han mindre bisar end
i sine romantiske Dramaer, men han vender
sig her mere bort fra den maanebestraalede
Sommernat til mere nøgterne, dog ikke mindre
interessante Emner. Interesse for den tyske
Middelalder og for den folkelige Litteratur
vakte tillige Joseph v. Görres (1776—1847)
ved sit klassiske Skrift »Die deutschen
Volksbücher« og sine Udgaver af ældre
Litteraturmindesmærker, ligesom han paa det politiske
og religiøse Livs Omraade øvede stor
Indflydelse. Ligeledes fremkaldte de to Venner og
Svogre, den bisarre omskiftelige Clemens
Brentano (1778—1842) og den patriotiske
Ludwig Achim v. Arnim (1781—1831)
stor Interesse for Folkedigtningen ved deres
Indsamling af Folkeviser, som udgaves i den
fortrinlige Samling »Des Knaben Wunderhorn«
(1806—08). Begge er Digtere, og selv om de
ikke er særlig fremragende, har de dog
frembragt særdeles interessante Ting, særlig paa
Eventyrets og Novellens Omraade, og i de
Tidsskrifter, som Arnim udgav, havde den
romantiske Skole stadig Tilhold for sine Tanker baade
i kunstnerisk og videnskabelig Retning. Stor
Indflydelse øvede tillige Brødrene Jakob
Grimm (1785—1863) og Wilhelm Grimm
(1786—1859) ved deres mytologiske,
folkloristiske og sproglige Studier samt ved deres
Værker »Kinder- und Hausmärchen«, »Deutsche
Sagen« o. fl.
Det var Hensigten gennem Vækkelse af
Interessen for Fortiden at genoplive den nationale
Sans; Landets triste Forfatning maatte ligge alle
paa Sinde, saa det gjaldt om paa enhver Maade
at vække Patriotisme; Fichte slog til Lyd herfor
ved sine »Reden an die deutsche Nation«, og
baade Novellisterne og Dramatikerne gav deres
romantiske Værker et stærkt Anstrøg af
Patriotisme. Arnim’s poetiske Roman om Grevinde
Dolores og hans ufuldendte »Die
Kronenwächter« var stærkt patriotiske, selv Goethe bliver
ængstelig paa Fædrelandets Vegne. Det var
derfor ganske naturligt, at Lyrikerne maatte blive
mere og mere patriotiske, og til sidst under
Krigen 1813—14 opstemmes til direkte
Krigsbesyngelse. Romantikerne fremdrog Billeder fra
den tyske Fortid. F. de la Motte Fouqué
(1777—1843) søger ved sin »Undine« o. fl. at
genoplive den ridderlig-fantastiske
Trylleverden, han henter Emnerne fra Nordens
Myteverden og genopliver de nationale Heltesange,
indtil ogsaa han tager Del i Befrielseskrigen ved
sin »Frisch auf zum fröhlichen Jagen« o. fl. Men
det historiske Drama, som hverken Tieck eller
Fouqué var heldige med, fik en udmærket
Dyrker i den ikke mindre patriotiske Heinrich
Wilh. v. Kleist (1777—1811), der allerede
i sit første Værk, Lystspillet »Die Familie
Schroffenstein«, forraadte et betydeligt Talent
og gjorde Fremskridt med hvert nyt Værk,
indtil han blev berømt baade som Lystspilforfatter
(»Der zerbrochene Krug«), Tragedieforfatter
(»Das Kätchen von Heilbronn«, »Die
Hermannsschlacht«, »Prinz Friedrich von Homburg«) og
Novellist (»Michael Kohlhaas«), og med Rette
har hans Berømmelse stadig været i Stigning,
medens derimod hans Konkurrent L. Z.
Werner’s Dramaer, der nød Samtidens Beundring,
næppe nok kendes nu, skønt hans Tragedie »Der
24. Februar« har den tvivlsomme Ære at have
aabnet Rækken af de gyselige
»Skæbnetragedier«, hvis mest bekendte Forfattere var Adolf
Müllner og Ernst v. Houwald.
Tiden optoges af den politiske Situation; fra
alle Lejre opstaar Besyngelser heraf lige fra
enkle Berettelser til flammende Krigsdigte.
Fouqué og Kleist var blandt de første,
Eichendorff, Greverne Stolberg, F. L. Jahn,
Stägemann o. fl. blandede sig i Koret, der modtog
ivrig Opfordring af den ædle Friherre v. Stein.
Men fremmest i Koret lød Arndt, Körner,
Schenkendorf og Rückert. E. M. Arndt
(1769—1860) opflammede baade i Prosa og Digte
Folket, fordi han med sjælden Evne forstod at
give dets ubevidste Haab mandigt Udtryk. Karl
Theodor Körner (1791—1813) var i sine
Lystspil og Tragedier stærkt paa virket af
Schiller, og hans patriotiske Lyrik havde ligeledes
enkelte Schiller ske Træk; men i
Krigsbesyngelsen er han selvstændig, og han gav sine Digte
forhøjet Værd ved sin Heltedød i »Lützows
Wilde Jagd«. Mindre begejstrende, men derfor
ikke mindre betydningsfuld for det tyske Folk
var Max v. Schenkendorf (1783—1817)
med sine Sange om et enigt Fædreland. Mere
alsidig var derimod Fr. Rückert
(1788—1866), hvis første Digtsamlinger anslaar
krigsbegejstrede og patriotiske Strenge; men da han
1817 udgav sit andet Bind, var Stemningen
allerede dalet for patriotisk Digtning. Rückert
kendte dog Veje til Selvfornyelse; hans
»Liebesfrühling« hører til det inderligste og skønneste,
tysk Poesi har frembragt. Goethe’s Eksempel
til Digtning i Orientens Stil fulgte han med
stor Kunst og Fantasi, og endelig ejede han en
for en Lyriker sjælden frodig Satiriseringsevne.
Hans kunstneriske Evne var betydelig, saa at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
