Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den ofte formaaede at give et ubetydeligt Emne
en i og for sig tiltrækkende Skikkelse.
Uden for den stærkt patriotiske Digtning
fremkaldte den tyske Romantik dog ikke faa
Lyrikere. Adalbert v. Chamisso
(1781—1831) greb Emner fra Middelalderen, og
navnlig elskede han det nervepirrende, men tillige
gav han enkle Skildringer af Naturfolkenes
Liv; Ernst Schulze (1789-1817)
udmærkede sig ved sin musikalske Sans for Ordenes
Rytmik, Joseph v. Eichendorff
(1788—1857) formaaede at give sine Digte en
Inderlighed, som ogsaa præger hans interessante
Novelle »Aus dem Leben eines Taugenichts«.
Wilh. Müller opnaaede stor Succes ved sine
naturfriske »Müller- und Wanderlieder«.
Romantikkens ypperste Prosaist var den bisarre
Ernst Theodor Amadeus Hoffmann
(1776—1822), der virkede i sine eventyrlige
Fortællinger ved en Blanding af grufuldt fantastisk
og skarpsindig Virkelighedstroskab; medens
Wilh. Hauff med stor Sikkerhed tumler det
historiske Stof i Romanen »Ulrich v.
Lichtenstein«; den historiske Roman fik i øvrigt
Repræsentanter i Wilibald Alexis (W. Häring) og
Karl Spindler, og ved Siden af disse indtager
H. Zschokke ved sine Noveller og »Stunden der
Andacht« og Præsten Albert Bitzius Jeremias
Gotthelff ved sine Folkelivsskildringer
fremragende Plads i Datidens litterære Liv, skønt
deres Anlæg var mindre bestemt af romantisk
Synsmaade.
Den Sluttethed, som oprindelig havde udgjort
Romantikernes Styrke i Kampen mod
Rationalismen, var ved at fortage sig; der optraadte
Digtere helt uafhængige af Skolen, og der optraadte
inden for den Digtere, som gjorde Fordring paa
at skue videre end de afstukne Grænser. Den
begyndende Opposition tilførte den ny Kraft,
selv om det gik langsomt. Selvstændige var
Grillparzer, Immermann, v. Piaten, Raupach og
Grabbe. Franz Grillparzer (1791—1872)
havde haft en haard Kamp, inden han naaede
den Harmoni, som bærer hans senere Værker;
han stod oprindelig Romantikerne nær, begyndte
sin dramatiske Løbebane med Skæbnetragedier;
men han vendte sig snart til antikt Stof, og
han bygger sin Handling fast op og tegner
Personerne med stor Sikkerhed; men
Anerkendelsen kom først ret til Orde efter hans Død.
Karl Lebrecht Immermann
(1796—1840) var ikke fuldt saa betydelig; dog skylder
det tyske Teater ham overordentlig meget, men
vilde have gjort det i endnu højere Grad, hvis
han ikke havde været saa svingende i sine
kunstneriske Anskuelser. Anerkendelse høstede
han tillige for sine Romaner, navnlig
»Münchhausen«. Ligefrem Modstander af Romantikken
var Grev August v. Platen (1796—1835),
som rettede sine polemisk-satiriske Lystspil mod
Skæbnetragedien og i sine »Sonette aus
Venedig«, der betegner hans kunstneriske
Højdepunkt, gaar tilbage til Goethe’s Antikbeundring;
men trods sin Polemik mod Romantikken blev
han dog aldrig helt fri for dens Paavirkninger.
Den yderst produktive Ernst Raupach
forsøgte sig næsten i alle Dramaets
Smagsretninger, dog uden at have Held med sig; han var
tør og træet, men ganske opfindsom, saaledes
har han Æren af først at have indset
Nibelungesagnets dramatiske Anvendelighed; men hans
»Nibelungenhort« (1818) blev let overgaaet af
senere Digtere. Chr. D. Grabbe sad inde
med den Fantasikraft, Raupach manglede;
men han forstod ikke at begrænse Stoffet.
Mindre oppositionelle over for den romantiske
Skole, og for en stor Del sluttende sig til den
uddannede sig en Kreds i Schwaben, som trods
individuel Forskellighed har særdeles meget
fælles. De var stærkt lyriske, hvorimod
hverken det episke eller det dramatiske ret
lykkedes for dem. Deres Lyrik var i første Linie
henvendt til Besyngelse af den schwabiske Natur,
og Formen tog de mest fra Folkeviserne, som
de, der næsten alle frembragte særdeles dygtige
germanske Studier, havde et Kendskab til som
faa. Ypperst blandt dem er Uhland, hans
dygtigste Elever er G. Schwab og de mere
selvstændige Justinus Kerner og E. Mörike.
Uhland’s ejendommelige Digtning vakte Beundrere
vidt omkring og paavirkede endog Mænd, der
senere fjernede sig betydelig fra Paavirkningen,
saaledes v. Platen, Rückert og selv Heine.
Ludwig Uhland (1787—1862) har frembragt
enkelte af den romantiske Skoles betydeligste
Værker baade paa det videnskabelige og litterære
Omraade; hans Romancer og dramatiske Digte,
som hører til den tyske Litteraturs mest læste
Værker, vidner om en Fædrelandskærlighed og
et Følelsesdyb, der maatte virke til
Efterlignelse, saaledes som det skete i Gustav
Schwab’s (1792—1850) udmærkede Romancer
og Ballader. Hos Justinus Kerner
(1786—1862) er Digtene mere udpræget lyriske og ofte
mere spekulative, idet han snart synger om sin
ubetvingelige Vandrelyst og sin Glæde over Vin
og Kvinder, men tillige ofte dvæler ved Døden;
at han ogsaa ejede endog betydelige Evner som
Epiker, viser hans Digte om Roland o. fl.
Eduard Mörike (1804—75) hældede i sin
kunstnerisk formede Lyrik ligesom Kerner til
det mystiske, men har størst Fortjeneste ved
sin ejendommelige ofte omarbejdede Roman
»Maler Nolten«, som øvede stor Indflydelse paa
mange impulsive Aander, selv paa Tieck og
Keller; men tillige har han frembragt nydelige og
kunstnerisk fuldendte Fortællinger som »Mozart
auf der Reise nach Prag« o. fl. Den schwabiske
Kreds havde nærstaaende Venner i Mænd som
Simrock, Fr. K. Gerock, Levin, Schücking og
selv i David Fr. Strauss og Æstetikeren F. Th.
Vischer, der forøvrigt selv optraadte som
Romanforfatter, bedst i den udmærkede Roman
»Auch Einer« (1879); men desuden havde den
en Beundrerinde og Efterligner i Annette v.
Droste-Hülshoff, som var original og ofte genial
og dristig, en af den tyske Litteraturs faa
virkelige Digterinder. Der opstod en hel Skare
naturbegejstrede Lyrikere, Karl Mayer, Max
Schneckenburger, den smagfulde Oversætter
Hermann Kurz og til Dels den tidlig afdøde
Wilhelm Waiblinger (1804—30), hvis mærkelige
Novellistik og Lyrik dog nærmest fulgte Byron’s
Spor.
Den romantiske Retning havde imidlertid
løbet Linen ud, der var ikke mere at vente fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
