Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mere selvstændig i sine Dramaer; han nærer
Forkærlighed for stærke Optrin, behandler
Monaldeschi, Struensee, Gottsched og Gellert.
Betydelig mindre Interesse frembyder de
andre, som sluttede sig til det unge T.’s Fane;
Th. Mundt (død 1861) var alsidig og
begejstret, men lidet produktiv, egentlig kun kendt
som Forfatter til Romanen »Madonna«, der er
et Led i Kvindeemancipationens lange
Litteraturrække. Ligesom Laube beskrev han ret
overfladisk sin Samtids Litteratur. Gustav
Kühne og A. Jung var ligeledes halvt digteriske,
halvt kritiske Talenter, og L. Schefer og G. F.
Daumer var Digtere uden fremtrædende
Originalitet, men med stærke antikristelige
Tendenser. Til »det unge T.«’s Kreds sluttede sig
ogsaa enkelte Forfatterinder, af hvilke Rahel
Antonie Friederike Varnhagen v. Ense var
Midtpunktet for Berlins litterære Liv; hun
manglede formgivende Evne, men hendes
digteriske seeragtige Evne var umaadelig, og ved
sit Liv, sin Aand og sin forfinede Kunstsans
har hun erhvervet sig Navn som den første
moderne Kvinde i tysk Kulturliv. Ikke mindre
betydningsfuld for det litterære Liv og højt
anset af Gutzkow, Mundt, Kühne o. fl. var
Bettina v. Arnim, født Brentano; hun vakte
Interesse ved sit begejstrede Skrift
»Briefwechsel Goethes mit einem Kinde« og senere ved sin
af socialpolitiske Tendenser paavirkede »Dies
Buch gehört dem König«, hvorved hun ogsaa
paavirkede Frederik Vilhelm IV, og flere
Værker; men tillige virkede hun paa sine Venner
ved sin stadige Frihedsbegejstring og sin
Kærlighed til de fortrykte. Som den tredie Kvinde
maa Charlotte Stieglitz nævnes; hun, der
elskede Digtning fra sin tidligste Barndom,
ægtede Digteren H. Stieglitz, men skuffet af denne
uproduktive og energiløse Mand søgte hun
Døden.
Frederik Vilhelm’s Tronbestigelse 1840 gav
alle frisindede Bevægelser et Skub fremad.
Bettina giver ham Raad, Dr. Jacoby retter sine
»Vier Fragen« og Overpræsident von Schön sit
»Wohin, Wohin?« til ham; selv om Kongen
lønnede Spørgerne med Unaade og Fængsel, viste
det sig dog snart, at han nærede Interesse for
Kunst og Litteratur. »Romantikeren paa
Tronen« kaldte adskillige Digtere til Berlin og
understøttede andre. Og selv om Tschech’s
Mordforsøg (26. Juli 1844) mere virkede til
Gavn for Reaktionspartiet, sker det dog, at de
liberale rykker fremad, og socialistiske og
kommunistiske Tanker fremsættes af Marx, Engels
og Lassalle; paa alle Omraader sker
Fremskridt, Darwin’s Lære vinder straks
Tilhængere, og den filosofiske Forskning faar en
frisindet Repræsentant i Ludwig Feuerbach
(1804—72), til hvem de fleste Digtere staar i
Taknemmelighedsgæld, selv om hans
Indflydelse hos flere opløses ved Bekendtskabet til
Schopenhauer’s Filosofi.
Det unge T.’s Tendensdigtning glider nu over
i en stærk politisk Bevægelse. De Antydninger,
der havde vist sig hos Chamisso, Massmann
o. fl., og de mere bevidste Tilløb, der var
gjorte af Uhland, v. Platen og Heine, samles
nu i et stort politisk Kor med bestemt sluttet
Kunstform, men med betydelige Afskygninger.
Og da Koret er brudt ud, kan intet standse
det; ingen Fare syntes at ængste, man forlod
Fædrelandet for sin Overbevisning. Løsrevne
fra dette taber Stemmerne deres Kraft; de
lyder spredt, og de forstummer helt. Men
medens de lyder, er der betydeligt Liv. Den jævne
og stille germanistiske Professor Aug. Heinr.
Hoffmann v. Fallersleben (1810—76)
rettede 1840 sine »upolitiske Sange« mod
Censurvilkaarlighed og Trostvang, blev afsat fra sit
Embede og begyndte sit Vandreliv, hvorunder
han stadig digtede, og modtoges alle Vegne med
stor Jubel; hans Studium af den tyske
Litteratur i 14.—17. Aarhundrede har præget hans
Poesi og givet den sin Form. 1867 vendte han
tilbage til T. og berigede Litteraturen med
Oversættelser og Barnedigte. 1841, den
revolutionære Lyriks Fødselsaar, optræder Georg
Herwegh (1817—75) med sine »Gedichte
eines Lebendigen«, hvor Tonen er endnu
kraftigere anslaaet end hos Fallersleben, idet
retorisk Ordpragt er sammenslynget med
stormende Udtryk til ligefrem profetisk Patos, ofte
fastholdt i et rungende hvast Refrain; men han
havde ikke Held med sig som Politiker, en
Audiens hos Kongen fik et skæbnesvangert
Efterspil, som ødelagde hans Renommé ganske,
og i hans Digtsamlings andet Bind er Tonen
nedstemt, forsagt og bitter. 1849 søgte han
tillige med Hecker at organisere en
Arbejderopstand, men uden Held; han flygtede, og man
hørte kun lidet fra ham; de efter hans Død
udgivne »Neue Gedichte« viser, i hvilken Grad
han mangler Forstaaelse af den senere
historiske Udvikling. Paa lignende Maade gik det
Ferdinand Freiligrath (1810—76);
hans Digtning blomstrede en kort Tid ved
»Gedichte« og de politiske »Ein
Glaubensbekenntniss« (1844), som sikkert først efter meget haard
indre Kamp saa Lyset; de viser hans politiske
Udvikling og giver tillige ved deres anskuelige
Billeder Indtryk af den almindelige politiske
Udvikling. Endnu et Par Digthæfter udgav han,
hvori han forraader sin Sympati for
Revolutionen, men derefter er hans Produktion
indskrænket til Oversættelser. Ind i det politiske
Kor lød desuden to gennemtrængende Stemmer,
nemlig Dingelstedt’s og Prutz’, som imidlertid
ret hurtigt blev tavse, selv om det sikkert er
urigtigt at antage, at de skiftede Mening.
Franz Dingelstedt (1814—81) udgav 1840
sine »Lieder eines kosmopolitischen
Nachtwächters«, i hvilke et stærkt Mismod træder
skarpt frem, men hans pessimistiske Opfattelse
synes at holde sig, selv efter at hans Karriere
er gjort. Robert Prutz (1816—72) gjorde
sit Navn bekendt (foruden som
Holberg-Oversætter) ved sit dristige Lystspil »Die politische
Wochenstube« (1843); mindre Opmærksomhed
vakte hans andre dramatiske Forsøg, skønt
hans »Erich« virkelig fortjente det p. Gr. a. sin
gode demokratiske Lære og sit Kendskab til
Mennesket.
Den politiske Digtning frembragte ikke store
eller dybe Aander; nogen Betydning havde J.
G. Fischer, Ludw. Pfau, Adolf Pichler og
navnlig Gottfried Kinkel, der vakte Opmærksomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
