Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke mindre ved sin Livsskæbne end ved sin
Digtning, i hvilken »Otto der Schütz« er det
betydeligste. Den politiske Digtning kunde
imidlertid ikke holdes i Live; kun i Østerrig, hvor
den religiøse og politiske Reaktion var stærkere
end andensteds, fik den vakt en lille Kreds af
Digtere; her optraadte Venneparret Lenau og
Grün, og deres digteriske Løbebane
begyndte under den politiske Digtnings Auspicier.
Niembsch von Strelenau eller
Nikolaus Lenau (1802—50) har frembragt en
Række dybsindige Digte, som særlig er viede
hans Længsel mod Døden, og dog er der en
stærk Livstrang i hans Digtning. Skønt i flere
Henseender af helt moderne Tankegang er han
lyssky og angst for Naturen; hans religiøse
Sind gjorde ham det umuligt at give sig hen
fil fri Erkenderglæde. Det mørke hos Lenau
er overvundet hos Anastasius Grün,
egentlig Grev A. A. von Auersperg (1806—76),
der allerede i sine politiske Digte udtaler sin
sikre Tro paa Frihedens Sejr, og i »Gedichte«
udtales ofte en overlegen Humor. Det
Sabelregimente, som i Østerrig fulgte efter
Revolutionen, maatte vække hans Smerte, den han
udtaler i sin »Pfaff von Kahlenberg«. Foruden
disse to optraadte i Østerrig Eduard
Bauernfeld (død 1890), der som Satiriker ogsaa tog
Del i den politiske Digtning, men senere
opnaaede Popularitet med sine Lystspil, hvor
wiensk og fransk Komik er blandet paa en
ganske original Maade; desuden optraadte
Hermann v. Gilm, Hermann Rollett, Karl Beck,
Moritz Hartmann og Alfred Meissner o. fl.
Der var et Omraade, hvor den stærke
Frihedstrang gjorde sig yderligere gældende; det
var i Kvindeemancipationsbevægelsen. Allerede
i Slutningen af 18. Aarhundrede hævede sig
spredte Røster til Fordel for Kvindens
Ligestilling med Manden, men først efter
Julirevolutionen frembragtes Ordet Kvindeemancipation.
Luise Arlon (1814—71) var allerede
emanciperet, og hendes Digte har kun Interesse p.
Gr. a. hendes glødende Iver; nærbeslægtede i
deres Fordringer er Ida Frick, Luise Otto o. fl.,
men der er kun to Forfatterinder, som kan
siges at have øvet nogen betydelig Indflydelse
til Sagens Fremme, nemlig Grevinde Ida
Hahn-hahn (1805—80) og Fanny
Lewald (1811—89). Den første indførte den
forskruede og sentimentale Kvindeskikkelse samt
en stærkt rørende Fremstillingsmaade og
Forkærlighed for adelige Kredse. Hos Fanny
Lewald er derimod sundere og mere nøgterne
Bestræbelser; hendes Tendens er at hæve
Middelstanden, og hun vil en sund og dygtig
Kvinde; hendes Bøger, der præges af en
panteistisk Religiøsitet som hos Auerbach, er mere
tiltrækkende, mere tankerige og sunde end de
andre Kvindebøger, hvori
Frihedsbestræbelserne resulterede.
Det er nogle enkelte store Navne og en lang
Række af mindre Talenter, som danner den ret
betydelige Litteratur, efter at
Tendensdigtningen var bragt til Tavshed. Friedrich
Hebbel (1813—63) forbandt rig Fantasi med en
kold skeptisk Tankeklarhed. Hans Natur og
geniale Menneskesans henviste ham til
dramatisk Produktion, hans storladne Ro har givet
flere af hans Dramaer som Trilogien »Die
Nibelungen« mere episk Karakter, og flere
Elementer i hans Digternatur, hans Lidenskabelighed
i Forbindelse med en dyb-melankolsk
Stemning, fandt fyldigere Udtryk i hans
ejendommelige Lyrik. Nær beslægtet ved sin Fantasi
og Stemning er Otto Ludwig (1813—65),
hvis Digterværker er mindre dybe, men mere
sluttede, idet hans kraftige Friskhed og Varme
i Forbindelse med hans Tænknings
Oprindelighed bragte ham frelst over de farlige Skær at
vende tilbage til Skæbnetragedien i »Der
Erbförster« og efterligne Shakespeare i »Die
Makkabäer«. De to Digtere bringer ikke noget nyt
i Forhold til Klassikerne, men de er dog ved
deres germansk-naturalistiske Stræben
Forløbere, ikke Epigoner; navnlig Hebbel’s
Dramer taaler at nævnes sammen selv med de
største Navne, hvorimod O. Ludwig’s Romaner
»Zwischen Himmel und Erde« og »Die
Heiterethei« nævnes som Naturalismens første
Spirer. En tredie Digter med ikke mindre
Betydning er Komponisten Richard Wagner
(1813—83), han lægger sin digteriske Kraft for
Dagen allerede i sine første Operatekster, og i
»Ring des Nibelungen« (1861) og »Die
Meistersinger von Nürnberg« (1863) viser han sine
dramatiske Evner, sin lyriske Fylde og sin
glødende Patriotisme, og snart traadte han endnu
stærkere i Forgrunden, idet han blev en af det
moderne T.’s bannerførende Kæmper. Ved
Siden af disse 3 Digtere, som gav den tyske
Litteratur en smuk Berigelse, optraadte en ikke
ubetydelig Skare Romanforfattere, som bidrog
til den tyske Litteraturs Mangfoldighed.
Gustav Freytag (1816—95) skildrer i sine to
Hovedromaner det tyske Sind, hvor det viser
sig i Arbejdet og videnskabelig Sandhedssøgen,
og hans Lystspil »Die Journalisten« er endnu
paa de tyske Teatre p. Gr. a. sit Vid og sine
gode sceniske Egenskaber. Fritz Reuter
(1810—74) har beriget den tyske Litteratur med
troværdige og virkelig humoristiske
Menneskeskildringer, som det tyske Folk længe vil nyde
med Glæde. Wilh. Raabe (1831—1910) er
maaske den mest selvstændige Humorist og
tillige den mest alsidige, idet hans Skikkelser
trods en vis Familielighed dog er meget
forskellige, men speciel-tyske. Efter Uhland’s Død
besteg Klaus Groth (1819—99) den lyriske
Trone; skønt han som Reuter skrev i Dialekt,
indtog han en Førerstilling i den nordtyske
lyriske Digtning; ogsaa hans episke Digtning
vandt berettiget Anerkendelse. Groth’s
Landsmand Theodor Storm (1817—88) indtog en
fremragende Stilling, først som Lyriker, senere
ogsaa som Novellist, men den betydeligste af de
optrædende Talenter er dog Gottfried
Keller (1819—90). Hans »Gruner Heinrich«
er Tidens betydeligste tyske Roman, som hans
»Die Leute von Seldwyla« er den betydeligste
Novellesamling. Disse Digteres værdifuldeste
Egenskaber tilegnedes hurtig af anden og
tredie Rangs Forfattere, og der opstaar en
Underholdnings- og religiøs Litteratur, der fandt
mange Læsere. Dygtige Penne udviser F. W.
Hackländer, Friedrich Gerstäcker, Theodor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
