Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der ligeledes et nationalt Gennembrud i Løbet
af 13. Aarh. Her, hvor den knappeste
Antydning er nødvendig, kan kun fremhæves
Hovedværkerne for de kirkelige Vægmaleriers
Vedkommende: de mægtig virkende Billedrækker
(allerede fra 12. Aarh.) i Underkirken i
Schwarz-Rheindorf ved Bonn, Træloftet i Michaelskirken
i Hildesheim, endvidere i Kapitelsalen i
Brauweiler, i St Gereon i Köln, den tronende
Kristus i Domkirken i Soest (1166), Apostlene i
Nikolai-Kapellet smst., den omfangsrige
Billedcyklus (kun delvis bevaret og for øvrigt stærkt
restaureret) i Domkirken i Braunschweig, og
den smukke Cyklus i Nonnekoret i Domkirken
i Gurk. Der er i de bedste af disse Billeder en
lykkelig Forening af den strenge overleverede
kirkelige Stil med en frisk vaagnende
Naturfølelse, en egen storladen Højhed og Ro. Til
de ældste Tavlemalerier hører Alterstykkerne i
Wiesenkirche i Soest. Ogsaa Miniaturmaleriet
har i den romanske Periode en Opgangstid,
dels under Otto III og i Begyndelsen af 11.
Aarh. under byzantinsk Indflydelse (Otto III’s
Evangeliar, 11. Aarh.’s Begyndelse, med den
storladne Fremstilling af den hellige Markus m.
v.), dels igennem 12. og 13. Aarh. ved en friere
og livfuldere Behandling af Stoffet (Abbedissen
Herrad von Landsberg’s nu ødelagte Hortus
deliciarum 1175, Werner fra Tegernsee’s
»Marias Liv«), særlig i de lettere Pennetegninger
(i sort og rødt), som nu ogsaa maa tjene til
Illustrationer i verdslige Bøger,
Ridderdigtninger m. m.
I den gotiske Periode fortsætter den tyske
Kirkeplastik sin Udvikling, hovedsagelig under
Paavirkning af samtidig fransk Kunst, med en
Række fremragende Værker i Strasbourg og
Freiburg i Br., i Bamberg (Konrad III’s
Rytterstatue i Domkirken; se
Billedhuggerkunst, Tavle XII), i Kölns Domkirke (Kristus,
Maria- og Apostelstatuer, polykrome Statuer
fra 14. Aarh.), i Nürnberg, hvor Façaden af
Skt Lorenz-Kirken, Hovedportalen af Vor Frue
Kirke og »Schöner Brunnen« (fra
Slutningen af 14. Aarh.) fremhæves, i Esslingen i
Schwaben og i Thann i Elsass; endvidere
Rytterstatuen af Otto den Store paa Torvet i
Magdeburg. I Modsætning til Kirkeplastikkens stærkt
idealistiske Præg og lyriske Sving viser
Gravmælerne (Gravstene, Bronzemonumenter og
indgraverede Metalplader) Tidsalderens
udprægede Sans for kraftig Portrætkarakteristik
(fremragende Eksempler bl. a. i Domkirkerne i
Köln [f. Eks. Monument over Ærkebiskop
Frederik, død 1414] og Mainz, Korskirken i
Breslau med det polykrome Gravmæle over Hertug
Henrik IV, død 1290, etc.). En særegen Stilling
mellem Billedhuggerkunst og Maleri indtager
de navnlig fra 14. Aarh.’s Midte forekommende
rigt udskaarne og malede Altre, hvorpaa det
store Alter i Barfodmunkenes Kirke i Erfurt
er en udmærket Prøve. I høj Grad indtagende
viser Gotikken sig i sin »Kleinkunst«, i de smaa
Elfenbensarbejder (Diptycher, Bogbind o. a.)
og i sine dekorative Bronzearbejder, saavel som
i de kostbare Værker i ædelt Metal
(Monstranser. Alterkalke m. m.). Medens den gotiske
Kirkebygningskunst i det hele fremmede
Udviklingen af Plastikken, fik det monumentale
Vægmaleri, da den romanske Kunsts store
Vægflader bortfaldt, ikke Lejlighed til at
fortsætte den betydningsfulde Vækst, som
Slutningen af den forrige Periode havde givet Løfte
om. Dog foreligger der endnu i Slutningen af
13. Aarh. betydeligere Arbejder i Brauweiler,
Ramersdorf, Domkirken i Köln, i
Thomas-Kirken i Soest o. a. St.; endvidere fra Tiden
omkring 1400 Freskerne i Karlstein (Böhmen),
de imposante i Emmaus-KIostret i Prag, andre
i Sognekirken i Garmisch, i St Wolfgang ved
Altheim, i St Katharina ved Tiers (Tyrol), i
Brixen, Korsfæstelsen i Freiburg i Br.’s Münster
o. s. v. Interessante er Vægbillederne i Slotte
og Borge med Motiver fra Ridderdigtninger (i
Tyrol-Slottet Runchelstein bl. a. »Reigentanz«,
og, 14. Aarh., »Tristan og Isolde«) eller Scener
af Samtidens Liv i Slottet Lichtenberg i
Vintschgau, Borgen Neuhaus i Böhmen m. fl.
Steder; de landskabelige Fresker,
»Maanederne«, c. 1420, i Adlerturm i Trient). Ogsaa
Bogmaleriet udviser en Strømning mod mere
verdslige og samtidige Emner i Retsbøger,
Rimkrøniker; berømt er blandt mange andre
Billedkrøniken med Kejser Henrik VII’s Roma-Fart
(i Koblenz Statsarkiv), den kostelige, fransk
paavirkede, Kong Wenzel Bibel (Wien) fra
Slutningen af 14. Aarh., hvori den unge
Renaissance dukker frem, og det bøhmiske Johann
v. Troppau’s Evangeliar, 1368; endvidere
folkelige Opbyggelsesskrifter i Lighed med de senere
biblia pauperum. Med Borgersamfundets
voksende Betydning flyttes Kunstcentrerne fra
Bispesæderne over til Byer som Nürnberg,
Augsburg, Hamburg; i 14. Aarhundrede opstaar
Malergilder i adskillige Byer. Forskellige
Hovedskoler betegner hver paa sin Vis i Midten
og Slutningen af 14. Aarh. Overgangen til en
ny Tid: Malerskolen i Prag c. 1350—1420 med
Sæde i Prag og Karlstein under Karl og
Wenzel, optagende — via Frankrig (Avignon,
Martin’erne) — den ny Stils Formsyn, stærkt op;
hurtig afblomstrende, men spredende Frø viden
om i tysk Kunst (Mestrene fra Hohenfurth og
fra Wittingau [Kristi Opstandelse, c. 1380, med
de skønne Kvindetyper], N. Wurmser og
Theoderich fra Prag, Mestrene fra Mest, Kong
Wenzel’s Bibel), den frankiske Skole med
Hovedsæde i Nürnberg, hvor fransk, nederlandsk og
Prag’sk Indflydelse gør sig gældende, men med
Særpræg i en kraftig Realisme (Tucher’sk
Alter i Frauenkirche c. 1440, den tidligere
Imhofske Altertavle m. v.), den
schwabisk-allemanniske Skole omkring Boden-Søen med Centrer i
Konstanz, Basel, Strasbourg, Augsburg m. v.,
præget af det nære Forhold til romanske
Folkeslag og kendetegnet ved sin rolige
skønhedsfyldte Klassicisme (som i Glasmalerierne i
Königsfelden, c. 1340, og Ortenberger-Alteret fra
Begyndelsen af 15. Aarh. i Museet i
Darmstadt), den berømte Kölner-Skole, hvor
Tavlemaleriet opdyrkes af Mester Wilhelm, H.
Wynrich von Wesel (død c. 1413, »Hellig Veronica«)
og Stephan Lochner, som, udgaaet fra de
schwabiske Egne og fra kraftfuld-realistiske
v. Eyck’ske Kunstkredse dernede (C. Witz), i
Köln, hvortil han kom c. 1430, fortsatte og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
